
04.03.2025 Af Nanna Endahl Jørgensen
Cameroun: Bibelske læsekurser styrker kvinders fremtid
Kvinder verden over kæmper for rettigheder, og i Cameroun giver bibelske læsekurser kvinder en stemme, nye muligheder og adgang til troens ord.
På Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts fejrer vi kvinders styrke og mod verden over, og for mange kvinder i Cameroun begynder kampen med noget helt grundlæggende: retten til at lære at læse og skrive. Uden disse færdigheder forbliver de afhængige af deres mænd og har begrænsede muligheder. Men gennem læsekurser organiseret af Det Camerounske Bibelselskab får tusindvis af kvinder en ny chance for at forme deres egen fremtid.
”Min drøm er at kunne læse min egen bibel,” fortæller 60-årige Zakaria, som sammen med sin familie for nogle år siden blev fordrevet fra sin landsby af Boko Haram. I dag deltager hun i et læsekursus, hvor hun sammen med en gruppe kvinder lærer at skrive og læse. Det giver dem ikke kun mulighed for at arbejde og forsørge deres familier, men det giver dem også adgang til Bibelens ord på deres eget sprog. Alene sidste år deltog mere end 10.000 kvinder i undervisningen.

En af dem er 30-årige Yamagai Madeleine. Som barn måtte hun forlade skolen for at passe sin syge mor. Da moren døde, var hun blot 13 år, og kort efter blev hun gift. Nu, 16 år senere, har hun ni børn.
”Min mand var en god mand i starten. Vi bad sammen og gik i kirke, men han har forandret sig. Han drikker meget, råber ad os og har vendt kirken ryggen. Selv præstens råd har ikke hjulpet,” fortæller hun.
Selv holdt hun fast i troen, men fordi hun ikke kunne læse, var det umuligt for hende at dele Bibelens ord med sine børn. Da hun hørte om læse- og skriveskolen, meldte hun sig straks.
”I dag kan jeg læse min egen bibel – og dele troen med mine børn. Jeg har også lært at fremstille jordnøddeolie, som jeg sælger, så vi kan få mad på bordet,” siger Yamagai Madeleine og tilføjer:
”Jeg er taknemmelig for, at mennesker langt væk tænker på os. Vil I bede for min mand? Og vil I støtte os, så skolen ikke lukker?”
Yamagai Madeleines historie er et stærkt vidnesbyrd om, hvorfor vi på Kvindernes Internationale Kampdag også husker dem, der stadig kæmper for de mest basale muligheder – som retten til uddannelse, et selvstændigt liv og en fremtid for deres børn.
Vil du støtte, så mange flere som Zakaria og Yamagai kan lære at læse?
Læsekurserne i Cameroun gør en afgørende forskel for kvinder og deres familier.
For 100 kr. kan du give en kvinde mulighed for at deltage i kurset i et år
For 500 kr. kan du give fem kvinder mulighed for at deltage i kurset i et år
For 1000 kr. kan du give ti kvinder mulighed for at deltage i kurset i et år
Støt på MobilePay 62903 eller kontonummer 3001 9000488 (mærk ’Cameroun’).
Tak for din støtte!