Den store fortælling om befrielse i Det Gamle Testamente er fortællingen om israelitternes udgang fra Egypten. ”Lad mit folk gå” er det, som Moses igen og igen siger til egypterkongen Farao. Farao vil ikke slippe israelitterne, selv om hans tøven udløser den ene plage efter den anden: Frøer myldrer frem, græshopper æder afgrøderne, vand bliver til blod. Intet hjælper på Faraos samarbejdsvilje, først efter den tiende plage – drabet på de førstefødte – lader han israelitterne rejse.

”Lad mit folk gå” handler om befrielse, om udfrielse. Exodus kalder man beretningen i Anden Mosebog. Fortællingen aktualiseres i påsken, fordi det er den fortælling, der ligger til grund for jødernes påskefejring. Når de spiser bitre urter og usyrede brød, så er det til minde om det måltid, Moses og hans folk spiste, før de – hastigt, men velforberedte – rejste ud af Egypten.

Bibelen som politik

Nu er Exodus-beretningen dukket op på den storpolitiske scene. Exodus er exit, og det er selvfølgelig i Brexitdebatten i Storbritannien. Boris Johnson, tidligere britisk udenrigsminister og fremtrædende fortaler for et såkaldt hårdt brexit, skrev i sidste uge en klumme i The Telegraph. Klummen ramte også avisens forside med appellen til Theresa May om at finde ånden fra Exodus frem og ”som Moses sige til Farao i Bruxelles – Lad mit folk gå!”

Det er ikke første gang, at fortællingen om Exodus har været brugt i en politisk sammenhæng. Det er en fortælling, der op gennem historien har givet håb til undertrykte; ”let my people go” er omkvædet i en af de mest kendte spirituelle sange med rødder blandt slaverne i Amerika. Martin Luther King brugte fortællingen om Moses og israelitterne i sin kamp for borgerrettigheder for sorte amerikanere. Efter en lang og opslidende vandring så han i 1960’erne ind i det forjættede land, fulde borgerrettigheder til afroamerikanere. Ligesom Moses ikke kom ind i det forjættede land, sådan var det også for Kings egen generation, men ”vi som folk vil nå dertil”, lød det fra King i hans berømte ”I have a dream”-tale fra 1963. Da Barack Obama årtier senere blev præsident i USA, blev hans generation udråbt til Josva-generationen, dem, der nåede det forjættede land.

En ny Moses?

Men Exodus og brexit? Boris Johnsons brug af fortællingen fra Anden Mosebog er ganske kreativ. Brugen af Moses og Farao er indlysende nok et led i iscenesættelsen af EU som en undertrykkende, fremmed elite i forhold til briterne, Johnsons eget udvalgte folk. Britiske kommentatorer var ikke sene til at falde over Boris Johnson. At den viltert hvidhårede konservative ikke længere ”bare” sammenlignede sig selv med Winston Churchill, men med selveste Moses, det var alligevel for meget.

Særlig velvalgt var sammenligningen mellem forårets seje brexitforhandlinger og det gammeltestamentlige Exodus ikke. Ja, israelitterne ville ud af Egypten – og et flertal af briterne vil ud af EU. Men israelitterne tog ikke ud i ørkenen for at være sig selv, men for at fejre Gud. Og Moses henvendte sig ikke ligefrem til Farao for at bede ham forhale udrejsen, tværtimod. En britisk kommentator påpegede også med henvisning til konsekvenserne af brexit, at Moses vel var verdenshistoriens første fortaler for fri bevægelighed!

Og måske Boris Johnson ikke helt havde tænkt på, hvad der fulgte efter israelitternes exit fra Egypten? 40 års ørkenvandring og endeløse beklagelser fra folket …