Brevkassen: Kan den onde ånd komme fra Gud?

Hej!

Jeg underviser i en bibelgruppe og fik følgende spørgsmål: Kan det være rigtigt, at den onde ånd kom fra Gud?

Bibelteksten er Første Samuelsbog 16,23: "Hver gang den onde ånd fra Gud kom over Saul, greb David sin citer og spillede. Så fandt Saul lindring og fik det godt, for den onde ånd forlod ham."

Jeg har ikke kunnet finde et godt svar og kan se, at ikke alle bibeloversættelser er enige. Nogle skriver 'en ond ånd' eller 'den onde ånd' uden henvisning til Gud. Andre skriver en ånd fra Gud uden henvisning til at den var ond og den engelske oversættelse The Message kalder den 'en depression'. 

Hvordan skal det forstås? Kan noget ondt udgå fra Gud?

Med venlig hilsen

Bente

*******************************

Hej Bente

Så vidt jeg kan høre, er der i virkeligheden to spørgsmål på spil: Hvad sker der i teksten? Og hvordan passer det sammen med en gængs kristen opfattelse af Gud?

Vi starter med teksten:

Seks kapitler tidligere hørte vi om, at Saul blev ”grebet af Guds ånd”, umiddelbart efter at profeten Samuel have indviet ham til konge over Israel (1 Sam 10,6-10). Ordret står der på hebraisk noget i retning af, at ”Guds ånd blev stærk over ham”. Og selv om den umiddelbare voldsomme effekt ifølge vers 13 hurtigt gik over igen, skal vi uden tvivl forstå, at der er en sammenhæng mellem, at han er udpeget til konge, og at Guds ånd har et særligt stærkt greb i ham.

Senere fortryder Gud på grund af Sauls ulydighed, at han har valgt ham til konge (15,35), og umiddelbart før den passage, du henviser til, er Samuel blevet sendt ud for at udpege en ny konge, David, og nu sker der det samme som med Saul, ”Herrens ånd blev stærk over David fra den dag” (16,13).

Straks efter hører vi så for første gang, at ”Herrens ånd vendte sig bort fra Saul, og en dårlig eller ’ond’ eller ’skadelig’ ånd fra Herren skræmte eller ’overvældede’ ham” (16,14). Man tilkalder derfor David, der skal spille for den plagede konge, og beretningen slutter med det vers, du henviser til, hvor der på hebraisk står ”Og når en Guds-ånd kom til Saul, så tog David citeren og spillede på den. Så lettede det for Saul og han fik det bedre, og den dårlige ånd fjernede sig fra ham” (16,23).

I første del af selve vers 23 står der altså bare ”en Guds-ånd” – eller det kunne sågar også oversættes til ”Og når Guds ånd kom til Saul …”. Men i sidste del af verset og i optakten til historien i vers 14 står der udtrykkeligt, at ånden var ”en dårlig ånd”, og derfor vælger mange oversættelser at putte ordet ”ond” ind i den første del af verset for at gøre sammenhængen tydeligere.

Når den oversættelse, som hedder ”The Message”, skriver, at Saul blev ramt af en depression, er det jo mere en fortolkning end en oversættelse; men på den anden side kan man slet ikke oversætte uden samtidig at fortolke på den ene eller anden måde. Hvis vi fx oversætter til ”ond ånd”, så tænker mange moderne europæere – enten ud fra kristen tradition eller ud fra gyserfilm – på en dæmon med selvstændig ond vilje, som tager kontrollen over et menneske. Det er også en fortolkning, og jeg tror egentlig ”en dårlig ånd” eller ”en skadelig ånd” dækker Det Gamle Testamentes tankegang bedre. Det hebraiske ord kan betyde begge dele, præcis som ”bad” på engelsk: Saul var ikke længere Guds udvalgte, og Gud forsynede ham derfor ikke længere med en særlig positiv ”kraft”, men lod ham nøjes med en ”dårlig ånd”, og præcis sådan kan en depression måske også opleves.

Så vidt den konkrete fortælling. Derefter spørger vi selvfølgelig os selv, om det virkelig kan passe, at noget dårligt eller skadeligt kommer fra Gud? Og jo, det kan det - i hvert fald i Det Gamle Testamente. Begrundelsen kan, set gennem Det Gamle Testamentes briller, formuleres meget kort: Hvor skulle det ellers komme fra? Ifølge Det Gamle Testamente er der helt enkelt kun én magt i verden, bortset altså fra den magt, mennesker selv har til at forkludre de gode forhold, Gud har givet sine mennesker. Det mest berømte udtryk for det er fra Esajas’ Bog 45,6-7:

Jeg er Herren, der er ingen anden!

Jeg danner lys og skaber mørke,

jeg frembringer fred og skaber ulykke,

jeg, Herren, frembringer alt dette.

Selv i Jobs Bog kan ”Satan” kun gøre lige præcis dét mod Job, som Gud giver ham lov til, og intet andet. Når jeg skriver ”Satan” i anførselstegn, er det fordi det egentlig slet ikke er et navn, men en titel, ”modstanderen”, altså en slags offentlig anklager ved Guds himmelske hof – og han har altså ingen selvstændig magt, men må rette sig efter Gud.

I Det Nye Testamente, hvor verden i højere grad er opfattet som en slags kampplads mellem godt og ondt, får man ganske vist indtryk af, at Satan, som nu er blevet til et navn, har en betydelig magt. Men det er også tydeligt, at Det Nye Testamente ser på hans magt som noget midlertidigt: Den dag Gud siger, at nu er det lukketid, er Satans magt forbi.

Hvad skal man så som nutidig kristen stille op med alt dét? Vi bryder os ikke om den tanke, at Gud har ansvaret for det hele! Men er alternativet egentlig ikke endnu værre? Hvis man endelig skal rammes af lidelse, er det så rarere at opfatte det som blind tilfældighed eller værre endnu: som noget djævelsk? Eller er det bedre at tænke, at Gud, som vi dog mener, at vi kender, i den sidste ende véd besked og har styr på, hvornår vores lidelser hører op igen? 

Sådan har det meste af den kristne tradition i hvert fald tænkt, og der er i nyere tid skrevet fremragende bøger om det både af en universitetsteolog som Jakob Wolf (”Jobs tårer”, Forlaget Anis) og en af Indre Missions skarpeste hoveder, Leif Andersen (”Gud, hvorfor sover du?”, Lohses Forlag).

Både Wolf og Andersen advarer i deres bøger mod en udbredt misforståelse: Selv hvis man tror, Gud har ansvaret for det hele, skal man ikke blive religiøs masochist og bilde sig selv ind, at man er glad for de lidelser, der rammer én. Se på Salmernes Bog i Det Gamle Testamente: De fleste af de 150 salmer er klagesalmer, hvor salmisten jamrer og skælder ud over, at Gud ikke er lidt hurtigere til at komme og hjælpe os af med lidelserne. At være ærlig over for Gud er tydeligvis bedre end at være opstyltet from og artig.

Andre teologer har især i de seneste årtier sat spørgsmålstegn ved, om man overhovedet skal betragte Gud som almægtig; hvis Gud ikke har magt til alting, skal man naturligvis heller ikke give ham skylden for det onde i verden. Det har min unge kollega Lars Sandbeck skrevet en voldsomt spændende bog om (”De gudsforladtes Gud”, Forlaget Anis). Men her bevæger vi os så småt fra Bibel til filosofi, og dermed ud af mit fagområde.

Håber, du kan bruge mit svar til noget.

Med venlig hilsen

Søren Holst

Søren Holst er ph.d. og lektor ved Københavns Universitet i Det Gamle Testamente. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.