Til Bibelselskabet

Når vi får at vide, at Gud er almægtig og god, hvordan kan det så være, at der findes ondskab og smerte i verden? Er det onde en form for mod- eller kaoskraft, som Gud konkurrerer imod, eller er det onde i sidste ende godt for noget?

Venlig hilsen

 Inge

****************************

Kære Inge

Tak for dit spørgsmål. Det er et godt spørgsmål, det er et meget stort spørgsmål, og i sidste ende er det formentlig også et ubesvarligt spørgsmål. Dermed mener jeg blandt andet, at der i den kristne tradition ikke findes nogen fælles holdning til eller løsning på det problem, man traditionelt kalder det ondes eller lidelsens problem. Som en mere teknisk betegnelse kalder man det også teodicéproblemet (teodicé = retfærdiggørelse af Gud, underforstået: forsvar for Guds tilsyneladende uretfærdige måde at herske på).

Hvorfor fjerner Gud ikke det onde eller forhindrer det i at ske? Der lader til kun at være to svarmuligheder. Enten fjerner Gud ikke det onde, fordi han ikke kan – og så er han ikke almægtig. Eller også fjerner han ikke det onde, fordi han ikke vil – og så er han ikke god.

Men hvis vi insisterer på, at Gud både skal være almægtig og god, kan der ikke gives noget meningsfuldt svar. Det er komplet uforståeligt, hvordan Gud kan kaldes god, hvis han har magten til at fjerne det onde og så alligevel vælger ikke at gøre det. Eller endnu mere radikalt: det er uforståeligt, hvordan Gud kan siges at være god, hvis det onde direkte kommer fra ham, hvis det altså er Gud, der forårsager al ondskab og smerte i tilværelsen.

Et hyppigt tilbagevendende løsningsforslag i den kristne tradition har været at hævde – som du også fint formulerer det – at ”det onde i sidste ende er godt for noget”, og at Gud derfor ikke er ond, når han for eksempel lader et barn dø af kræft eller en befolkning ramme af hungersnød og borgerkrig. I sidste ende er ”det onde” godt for et eller andet, og dermed er det i realiteten slet ikke ondt, men godt! Problemet er bare, at vi ikke rigtig kan se, hvad det skulle være godt for. Deraf formentlig den udbredte vending: ”Herrens veje er uransagelige”.

Problemet med Gud og det onde lader sig næppe løse; men måske lader det sig opløse. Det vil jeg gerne prøve at forklare. Ondskab og lidelse er reelle eksistentielle problemer, som hverken kan løses eller opløses. Men når vi taler om Guds rolle i den sammenhæng, er jeg tilbøjelig til at opfatte det som et skinproblem.

"Kristelig set skal det onde ikke forklares, men bekæmpes. Og det beder vi Gud om hjælp til i Fadervor." Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, inden ondskaben som eksistentielt problem også går hen og bliver et religiøst problem. For det første skal der være en Gud til. For det andet skal denne Gud være almægtig. For det tredje skal almagt betyde, at Gud enten kan alt (for eksempel fjerne det onde) eller direkte forårsager alt (herunder også det onde). For det fjerde skal Gud hævdes at være god. For det femte skal godhed forstås som retfærdighed, det vil sige som det at handle ”ret” eller ”rigtigt”. Det kræver så for det sjette, at vi på forhånd ved, hvad der er rigtigt og forkert, og, for det syvende, at vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, også kan gøres gældende på Gud.

Hvis vi mener, alle betingelserne er opfyldt, opstår så det problem, dit spørgsmål rejser, nemlig: hvordan kan det være, der findes ondskab og smerte i verden, når Gud er almægtig og god? For mig at se, er det et selvskabt problem, som opstår, fordi vi har opstillet vores egne betingelser for, hvordan Gud skal være. Disse betingelser har ikke nødvendigvis særlig meget at gøre med de bibelske tekster og den kristne tro.

Lad mig pege på to veje væk fra (og ikke løsninger på) problemet:

For det først kunne ”almagt” betyde noget andet, end at Gud kan alt eller forårsager alt. I sin Lille Katekismus skriver Martin Luther blandt andet om, hvad det vil sige, at Gud er ”Gud Fader, den Almægtige, himlens og jorden skaber”, og udlægger det sådan: ”Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle skabninger … og at han endnu opretholder alt dette … at han giver klæder og sko, mad og drikke … og alt godt; at han rigelig og daglig sørger for alt, hvad jeg trænger til for dette legeme og liv, skærmer mig imod al fare, frier mig for alt ondt og våger over mig; og alt dette alene af faderlig, guddommelig godhed og barmhjertighed”. Her betyder almagt vel nærmest Guds altomfattende omsorg, altså at Gud tager vare på alt og beskytter livet imod det onde, der truer med at nedbryde vores eksistens. Hvad vi derudover vil sige om Gud Fader, almagten og det ondes problem, er dermed ikke en del af, hvad man som kristen tror om Gud, men snarere udtryk for spekulationer, man må fremsætte for egen regning.

Den anden vej væk fra problemet er at læse Fadervor, særligt bønnerne ”fri os fra det onde” og ”komme dit rige, ske din vilje”. Det kristne håb drejer sig nemlig ikke om, at vi håber på at kunne få en god forklaring på, hvor alt det onde kom fra, og et svar på, hvorfor Gud lod det ske. Håbet er derimod et håb om, at Gud en dag vil overvinde det onde, bringe det til standsning, ganske enkelt besejre alt det, der ødelægger tilværelsen. I den forstand kan man tale om, at almægtig er noget, Gud vil blive, når det onde engang er besejret, for så kan der ikke længere ske noget, der går imod Guds vilje. Som jeg læser Fadervor, er det onde, som vi beder Gud om at fri os fra, helt klart en modmagt til Gud, og derfor er det onde absolut ikke godt for noget som helst.

For nu at gentage pointen: Kristeligt set, skal det onde ikke forklares, men bekæmpes. Og det beder vi Gud om hjælp til i Fadervor.

Venlig hilsen

Lars Sandbeck

Lars Sandbeck er ph.d. i systematisk teologi og forfatter. Læs hans brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.