De hellige tre konger tilbeder Jesus. Maleri af Giovanni di Paolo, ca. 1450. Kilde: Andrew W. Mellon Collection / National Gallery of Art.
De hellige tre konger tilbeder Jesus. Maleri af Giovanni di Paolo, ca. 1450. Kilde: Andrew W. Mellon Collection / National Gallery of Art.

04.01.2023

Brevkassen: Hvorfor fejres helligtrekonger først i januar?

Hvorfor fejrer man først helligtrekonger i januar, når Matthæusevangeliet fortæller, hvordan de vise mænd besøger Jesusbarnet kort efter fødslen? Brevkassen giver et svar.

Kære Brevkasse

Jeg læser meget gerne i Bibelen. Specielt Det Nye Testamente har min interesse. Jeg holder også meget af at gå i kirke. Her kommer mit spørgsmål:

Ifølge Matthæusevangeliet kapitel 2 kommer de tre vise mænd med gaver til det lille Jesusbarn kort efter, at han er blevet født.

Hvorfor fejrer kirken så (først) denne begivenhed i januar?

Venlig hilsen

Sonja

--------------------------------------------------------------------------

Kære Sonja

Tak for dit spørgsmål. Du har helt ret i, at det virker lidt besynderligt, når Matthæusevangeliet kapitel 2 beskriver de vise mænds besøg umiddelbart efter Jesu fødsel, mens kirken først fejrer dette besøg i januar. Forklaringen skal netop findes ved at skelne mellem Bibelens placering af besøget og kirkens.

Lad os begynde med kirkens fejring.

I den tidlige kirke blev de tre vise mænds besøg fejret ved Epifanifesten, som var en stor fejring af både Jesu fødsel og dåb, men som også blev udvidet til at inkludere fejringen af de vise mænds besøg og resten af Jesu barndom. Vi har overleverede fortællinger om denne fejring helt tilbage til det 4. århundrede fra f.eks. den romerske historiker Ammianus Marcellinus og pilgrimmen Egeria. Desuden finder vi også hos Johannes Cassianus (360 e.Kr.-435 e.Kr.) fejringen af Jesu fødsel og dåb placeret den 6. januar. Allerede i den tidlige kirke blev Epifanifesten altså fejret den 6. januar.

Når vi skal forstå, hvorfor kirkens fejring så ligger i januar, skal vi tilbage til Bibelen. Også i den tidlige kristendom havde man i de bibelske tekster noter om passager egnet til liturgiske læsninger. Hvis en menighed i begyndelsen af året begyndte med at læse i Markusevangeliet, ville de nå til Jesu dåb, (Markusevangeliet kapitel 1 vers 9-11), som netop fejres med Epifanifesten den 6. januar.

Så forklaringen skal altså findes i den tidlige kristne kirkes inklusion af fejringen af de vise mænds besøg i Epifanifesten og i de tidlige kristnes liturgiske bibellæseplaner.

Venlig hilsen

Margrethe Birkler

Margrethe Birkler er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Læs hendes andre brevkassesvar.



Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning. Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Hvad betyder epifani?

Ordet epifani stammer fra det græske Epifaneia, der betyder tilsynekomst eller åbenbaring. Festen er altså opkaldt efter, at man også fejrer Guds tilsynekomst i Jesus. Ved Jesu dåb, meddelte Gud sig til verden og viste den, at det er Jesus, der er frelseren.

En nat i Betlehem

Bjarne Reuters gendigtning af juleevangeliet. For hele familien
En nat i Betlehem
249,95

Forfatter: Bjarne Reuter
Illustrator: Kamilla Wichmann
Sidetal: 60 sider
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-866-8