Hvordan ved man, om man har Helligånden? Sådan spørger Ida Marie og Flemming Baatz Kristensen giver et svar
Kære brevkasse
Hvordan ved man, om man har Helligånden? Det handler jo "bare" om at tro på Jesus, men f.eks. er der nogen i New Age, der tror, at de følger Jesus?
Desuden: Er den bedste måde til at få en tæt relation til Gud ved at læse i Bibelen, eller har I nogen forslag?
Med venlig hilsen
Ida Marie
------------------------------
Kære spørger!
Hvor er det bare nogle gode og helt centrale spørgsmål, du stiller!
Dåbens fem gaver
Man kan sige, at er vi døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, så har vi fået Helligåndens gave (Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 38-39; Titusbrevet kapitel 3 vers 5)
I dåbsritualet tales der således om, at vi får Helligånden som gave i dåben. Ritualet er derfor inde på, at vi får fem gaver i dåben: Vi bliver Guds børn, vi får Helligånden med syndernes og forladelse og det evige liv og vi bliver en del af kirken.
Helligånden som projektør
Og Helligånden vil netop lede os til at følge Jesus og tro på ham. Jesus siger selv om Helligånden i Johannesevangeliet kapitel 16 vers 14: ”Han (Helligånden) skal herliggøre mig”. Helligånden kan kaldes projektøren, der retter vores opmærksomhed hen mod Jesus. Der er en, der har sagt, at Helligånden er genert og kun optaget af at føre os hen til Jesus.
At følge Jesus og tro på ham kendetegnes ved, at vi lytter til, hvad han siger, søger at følge det og kommer til Jesus også med vores nederlag og får oprejsning af ham til at komme op på hesten igen og leve frimodigt videre.
Jesus' tilstedeværelse
Jesus har lovet at være til stede, når hans menighed – om så blot to eller tre – er forsamlet i hans navn. Dér vil han være midt iblandt os (Matthæusevangeliet kapitel 18 vers 20). Han henviser os også til nadveren, hvor han har lovet at komme til os og forene sit legeme og blod med brødet og vinen og dermed bringe sig selv ind i os (Matthæusevangeliet kapitel 26 vers 26-29). Om de første kristne hed det forbilledligt netop om, hvad der kendetegnede dem, der havde fået Helligånden i dåben: ”de holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse (nadveren) og ved bønnerne” (Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 42).
Nogle, der er kommet til tro på Jesus som voksne og som ikke er døbte, kan somme tider nøle med at blive døbt og nøjes med at tro, men det rigtige vil være at blive døbt og dermed modtage det, der er lovet os i dåben.
For dåben og troen hører sammen. De henviser gensidigt til hinanden eller som én udtrykte det engang: ”Den, der går meget op i dåben, skal huske troen. Den, der går meget op i troen, skal huske dåben.”
Det bedste man kan gøre for at få en tæt relation til Gud
Hvad er så det bedste man kan gøre for at få en tæt relation til Gud? Det er netop at gøre det som jeg har beskrevet ovenfor. Gå i kirke og lyt til ordet, læs Bibelen og bed.
Det er også vigtigt at søge ind i et konkret kristent fællesskab, der kender til at bede og lytte til Kristus. De første kristne holdt jo også fast ved fællesskabet, som vi så. Den slags findes i flere menigheder rundt omkring.
En konkret og praktisk måde er også at bruge den såkaldte Kristuskrans, som er en bedekrans udarbejdet af den svenske biskop Martin Lönnebo. Han har også skrevet en fin lille guidebog til den: ”Kristuskransen. Øvelser i livsmod, livslyst, selvbesindelse og i at vandre med Gud”. Både kransen og bogen kan købes på forlaget Eksistensen.
Med venlig hilsen
Flemming Baatz Kristensen
Flemming Baatz Kristensen er cand.theol., forfatter og tidligere sognepræst. Se hans andre brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk
Kristuskransen
| Forfatter: | Martin Lönnebo |
|---|---|
| Sidetal: | 91 |
| Indbinding: | Hæftet |
| Forlag: | Eksistensen |
| Varenummer: | 978-87-410-0921-6 |
|---|---|
| Udgave: | 3 |