Brevkassen: Hvor siger Jesus: "Spørger man jer: Hvorfra er I kommet?"
Kære bibelselskab!
Jeg har et notat, hvor der står:
Jesus: "Siger man til jer: "Hvorfra er I kommet?", så sig til dem: "Vi er kommet fra lyset, hvor lyset er opstået af sig selv; det stod og det åbenbarede sig i deres billede"
Er disse ord fra Bibelen og i givet fald hvorfra?
På forhånd tak og med venlig hilsen
Inge-Lise
****************************
Kære Inge-Lise
Tak for dit spørgsmål. Citatet, du sender, stammer ikke fra Bibelen, men fra det 50. logion (græsk for "lille ord") i Thomasevangeliet, som er en såkaldt nytestamentlig apokryf.
Hele stykket lyder:
"Jesus sagde: "Siger man til jer: 'Hvorfra er I kommet?' så sig til dem: "Vi er kommet fra lyset, hvor lyset er opstået af sig selv; det [stod], og det åbenbarede sig i deres billede." Siger man til jer: 'Er det jer?' så sig: "Vi er dets børn, og vi er den levende faders udvalgte." Spørger man jer: 'Hvad er tegnet på jeres fader, som er i jer?" Så sig til dem: "Det er bevægelse og hvile.""
Apokryf er græsk og betyder hemmelig eller skjult, ’gemt af vejen’ eller udeladt. Det kalder man de tekster, der ikke kom med, da man i slutningen af det 4. århundrede afsluttede samlingen af de skrifter, som blev Det Nye Testamente, som vi kender det den dag i dag. Du kan læse mere om Thomasevangeliet her og om apokryfe skrifter her.
Med venlig hilsen
Cecilie Vestergaard Raaberg
Cecilie Vestergaard Raaberg er præst og teologisk medarbejder ved Bibelselskabet. Se hendes andre brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Thomasevangeliet
Thomasevangeliet blev fundet sammen med andre skrifter i Nag Hammadi, Egypten i 1945.
Det er en gnostisk tekst, og er en del af de nytestamentelige apokryfer.
Evangeliet er præsenteret som Jesus' ord givet videre af disciplen Thomas, der også bliver kaldt Thomas tvivleren eller den vantro Thomas.