Bibelen indeholder en del bøger
Bibelen er en samling af 66 forskellige skrifter eller bøger og de er samlet i to bøger, som igen er samlet i en bog, Bibelen. Foto: Pixabay.

Brevkassen: Hvor mange bøger er der i Bibelen?

Bibelen er både 66 bøger og to bøger i en bog, skriver sogne- og orlogspræst Lasse Rødsgaard Lauesen.

Kære Bibelselskab,

Vi havde en diskussion om, hvor mange bøger, der egentlig findes i Bibelen. Nogle siger 66, andre siger Det Nye og Det Gamle Testamente (altså to)…

Kan I hjælpe os med det rigtige svar?

Med venlig hilsen

Maria

***************************

Kære Maria,

Tak for dit spørgsmål. Man kan sige, at begge parter har ret. Bibelen er en samling af 66 forskellige skrifter eller bøger og de er samlet i to bøger, som igen er samlet i en bog, Bibelen. De første 39 bøger har overskriften Det Gamle Testamente, og de resterende 27 Det Nye Testamente. Når man har delt Biblen i to skyldes det, at de første 39 skrifter handler om, hvad der sker før Jesus og de resterende 27, om hvad der sker efter.

Testamente betyder pagt. Det går på den pagt eller aftale, som Gud i Det Gamle Testamente indgår med Moses og israelitterne, og som Jesus gør om i Det Nye Testamente. I Bibelselskabets oversættelse af Det Nye Testamente til nudansk, Den Nye Aftale, har man forsøgt at gøre dette tydeligere og mere forståeligt ved ikke at bruge ordet testamente, men aftale i stedet.

Bibelens 66 skrifter står ikke i en kronologisk rækkefølge, men er ordnet efter indhold, således at man starter med verdens skabelse i Første Mosebog og slutter med Jesus´ genkomst i Johannes Åbenbaring.

De første kristnes Bibel var Det Gamle Testamente, her fandt de alle forudsigelserne om Jesus, mens de 27 skrifter, som udgør Det Nye Testamente, først blev udvalgt og samlet i slutningen af 300-tallet.

Med venlig hilsen

Lasse Rødsgaard Lauesen

Lasse Rødsgaard Lauesen, født 1980, er uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet i 2006. Orlogspræst samt sognepræst i Paarup Kirke på Fyn. Bidragsyder til Bibelselskabets udgivelse 3. tekstrække. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Fakta

Der er 66 bøger i Bibelen, 39 i Det Gamle Testamente og 27 I Det Nye Testamente. I kristendommen læser man blandt andet Det Gamle Testamente som en forudsigelse af Jesus’ komme. Det, som kristne kalder Det Gamle Testamente, er også jødernes hellige skrift.