Jetro og Moses. Maleri af Ferdinand Bol, ca. 1655.
Jetro og Moses. Maleri af Ferdinand Bol, ca. 1655.

15.05.2024

Brevkassen: Hvad hed Moses' svigerfar?

Hvorfor kaldes Moses' svigerfar det ene sted for Re'uel og det andet sted for Jetro? Professor emeritus Kirsten Nielsen giver et svar i brevkassen.

Kære Bibelselskab 

Jeg læser i Anden Mosebog kapitel 2 vers 18-22: "Da de kom hjem til deres far Re'uel ... Han gav Moses sin datter Sippora til kone." Og i Anden Mosebog kapitel 3 vers 1 lyder det: "Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan." I Fjerde Mosebog kapitel 10 vers 29, står der så: "Moses sagde til Hobab, søn af midjanitten Re'uel, der var Moses' svigerfar ... ”

Kan I opklare for mig, hvordan det kan være, at Moses' svigerfar to steder hedder Re'uel og et tredje sted hedder Jetro?

Med venlig hilsen
Kirsten

--------------------------------------------------

Kære Kirsten 

Tak for dit spørgsmål. Ja, det undrer én, at der bruges forskellige navne om Moses' svigerfar.

Jeg har slået efter i Gads Bibelleksikon under navnet Jetro, hvor der peges på problemet, og svaret lyder: "Oprindelig har han sikkert blot været benævnt ”præsten i Midjan” som i Anden Mosebog kapitel 2 vers 16; siden er de to forskellige navne kommet ind i overleveringen."

Men det forklarer jo ikke, om der er grunde til, at netop de to navne er kommet ind, og hvem der har haft interesse i at kalde ham netop det ene eller det andet.

Men det siger noget vigtigt om tilblivelsen af Mosebøgerne. De er blevet til over længere tid, hvor forskellige mundtlige traditioner er blevet samlet og efterhånden nedfældet. Det vigtigste med hensyn til Moses har så ikke været at få afklaret navnet på hans svigerfar, men at vise, at Gud kan bruge en mand, der er gift ind i et af nabofolkene, og som er født i Egypten. Han har en anderledes baggrund end en almindelig israelit.

Men det er karakteristisk for flere af de gammeltestamentlige fortællinger, at Gud kan bruge dem, der er anderledes. F.eks. er Ruth moabitterinde, men bliver stammor til kong David.

Tanken er formentlig, at det er Gud, der har magten og vælger frit. Den udvalgte har ikke selv noget at prale af.  

De bedste hilsener
Kirsten Nielsen

Kirsten Nielsen er professor emeritus i Det Gamle Testamente. Hun er desuden en af hovedkræfterne bag den autoriserede bibeloversættelse fra 1992. Læs hendes andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Bibelleksikon

Et flot og gennemrevideret opslagsværk til alle, der ønsker viden om Bibelen
Bibelleksikon - transparent
100,00

Forfatter: Mogens Müller og Lisbet Kjær Müller
Sidetal: 480 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-751-7
Mål: 20 x 27,5 cm