Slange. Foto: Rawpixel.

12.10.2022

Brevkassen: Har slangen en symbolsk betydning?

Har slangen en symbolsk betydning i Bibelen? Professor og dr.theol. Kurt E. Larsen giver et svar

Kære Brevkasse

Har slangen en symbolsk betydning som værende dæmonisk i Bibelen, ja i kristendommen? 

Med venlig hilsen

Carsten

-----------------------------------------------------------

Kære Carsten.

I Bibelens begyndelse i Første Mosebog 3, dukker der pludselig en slange op. Den frister Eva, og det fører til, at Eva og Adam overtræder Guds bud og som straf bliver de drevet ud af Edens have. De kommer væk fra det umiddelbare forhold til Gud og ud i verden, hvor der forekommer ondskab og død.

Resten af Bibelen handler om, hvordan Gud arbejder for at genskabe det nære forhold til mennesker ved at synd og død overvindes. Allerede i Første Mosebog 3,15 møder vi den første profeti om en Frelser, der engang skal ”knuse Slangens hoved”.  

Vi ved ikke, hvor den omtalte slange kom fra. Tilsvarende fortælles der heller ikke, hvor Gud kom fra. Han var der bare fra begyndelsen, så der står: ’I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden’. Vi får heller ikke nogen forklaring på, hvorfor det lige var en slange, der optrådte som frister. Der var en ond magt i verden, og den kom altså til Adam og Eva i form af en slange ved den lejlighed.  

Slangen er ikke særligt meget omtalt i resten af Bibelen, for den onde magt kan tage mange andre skikkelser på sig. Den onde magt, som også kaldes Djævelen eller Satan, kan også optræde som ’en brølende løve’ (Første Petersbrev 5,8), så det er ikke altid, han kommer i skikkelse af en slange.  

Jesus havde modstandere, der hed farisæerne og de skriftkloge, og dem kaldte han for ”slanger og øgleyngel” (Matthæusevangeliet 23,33). Det leder først og fremmest tanken hen på noget giftigt og farligt, måske antyder det også en forbindelse til det dæmoniske som i Adams og Evas tilfælde.  

Andre gange tales der i Bibelen om slanger på linje med andre dyr, uden at de forbindes med noget særligt ondt eller dæmonisk – Jesus siger f.eks. til disciplene, at de skal være snilde som slanger (Matthæusevangeliet 10,16). Det spiller nok på, at slangen er et dyr, der forstår at liste sig ind på sit bytte. 

I kristen kirkekunst har slanger ofte være brugt til at illustrere fristelser og ondskab som hos Adam og Eva. Her har slangen ofte en symbolsk betydning på fristelser og den onde magt.

Med venlig hilsen

Kurt E. Larsen

Kurt E. Larsen er professor dr.theol. og lektor ved Menighedsfakultetet med speciale i kirkehistorie. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Bibelleksikon

Et flot og gennemrevideret opslagsværk til alle, der ønsker viden om Bibelen
Bibelleksikon - transparent
100,00

Forfatter: Mogens Müller og Lisbet Kjær Müller
Sidetal: 480 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-751-7
Mål: 20 x 27,5 cm