Til Bibelselskabet



Kære brevkasse.

Når jeg læser Første Korintherbrev kapitel 5,1-13 får jeg øje på dom og fordømmelse af en fra korintherbroderfællesskabet på grund af hans (en broders) levevis, fordi det er til skade for menigheden. Samtidig fordømmes de, fordi de lader det ske. For de må slet ikke omgås en broder, der lever "syndigt". Det virker "gammel jødisk" - ortodokst. 



Hvor ser I kærligheden i de tekstafsnit? Hvor er tilgivelsen til stede her?

Hvad skyldes det, at de ikke af Paulus tilskyndes til at tale med formaning til den syndige, der lever i utugt med sin fars hustru eller som broder fristes af syndige handlinger (at gøre sit eget uden at tænke på andre)?

Kan det være, at Paulus får talt fra sit hjertes hårdhed der tidligere kendetegnede ham (ortodoks)? Eller er hans kærlighed til menigheden fyldt med bekymring for, at der opstår splittelse, og er det derfor, at "det syrnede dej" ekskluderes. 

Men stadig: hvor er tilgivelsen og "talen til rette"? Hvor lidt skal der så til forud for eksklusion?

 Jeg ser frem til jeres svar.

 Kh Per

*********************************************

Kære Per

Det er et godt spørgsmål, du stiller. For Paulus er i denne tekst ganske rigtigt uforsonlig og fordømmende. Det kommer man ikke uden om. Men det er vigtigt at forstå, hvorfor han reagerer, som han gør.

Paulus opfatter menigheden som et helle på jorden. Verden er i al almindelighed behersket af sataniske magter, hvilket bl.a. viser sig på den måde, som mennesker agerer på i verden. I menigheden er ånden derimod styrende. De enkelte kristne har modtaget Kristi ånd ved dåben, og den ånd skal bestemme deres måde at leve på. Derfor er menigheden et særligt åndeligt sted på jorden, som foregriber den tilstand, som alle de kristne skal samles i ved Jesu genkomst eller være i ved opstandelsen, når de bliver ren ånd (jf. Første Korintherbrev kapitel 15). Indtil da, her på jorden, er tilstanden imidlertid truet af den omgivende kødelige verden, hvor Satan hersker. Det viser sig bl.a. i utugten, som er en særlig kødelig måde at agere på (jf. Første Korintherbrev kapitel 6,12-20). For Paulus er det derfor vigtigt, at den åndelige menighed ikke bliver blandet med den kødelige levevis, som finder sted i den sataniske verden uden for menigheden. Det er baggrunden for formaningen i Første Korintherbrev kapitel 5.

I Første Korintherbrev kapitel 5 fortæller Paulus, at han har hørt, at en i menigheden lever sammen med sin fars hustru (dvs. – mener man – hans stedmor). Åbenbart er det den værste form for utugt, som Paulus kan tænke sig. Sikkert fordi han opfatter det som incest. Derfor bebrejder han menigheden. Her er det vigtigt at se, at han bebrejder ’de opblæste’, fordi de ikke har taget sig af det. Formentlig er ’de opblæste’ en gruppe i menigheden, som har været de økonomisk og intellektuelt overlegne og derfor de dominerende i menigheden. De har ikke følt sig forpligtet til at tage sig af, at en person levede i et incestuøst forhold med sin stedmor. Det er først og fremmest det, som Paulus harcelerer over. De burde have taget sig at det. I stedet har de følt sig hævet over den person, som de handler om. Han har sikkert ikke været på samme niveau som dem, og derfor har de ikke følt fælleskab med ham og ikke ment, at de skulle tage sig af ham. Med andre ord har de ikke forstået, at hans opførsel vedkom dem eller kunne påvirke menigheden. Det er primært det, som Paulus bliver vred over og bebrejder ’de opblæste’. Menighedsfællesskabet burde have ligget dem på sinde; i stedet er de ’opblæste’ og tænker kun på sig selv.

Paulus er af den modsatte opfattelse. Han mener, at det skader hele menigheden, når en af medlemmerne optræder på en ’kødelig’ måde og begår utugt, hvilket i virkeligheden hører den sataniske omverden til. Derfor er det fatalt, at de ledende i menigheden ikke har grebet ind.

Du har altså helt ret, at Paulus kærlighed til menigheden sætter sig igennem i hans frygt for, at den splittes, dvs. hans frygt for, at sociale og intellektuelle niveauer for betydning i menigheden og alle ikke betragtes som medlemmer på samme vis og med samme betydning (jf. Første Korintherbrev kapitel 12).

Men så har du også ret i, at Paulus er fordømmende og (tilsyneladende) uforsonlig over for den person, som lever i utugt. Han skal overgives til satan, hvor han ifølge sin kødelige gerninger hører hjemme. Det sker, for at menighedens ånd ikke skal besmittes, så den kan frelses på Herrens dag. Altså har Paulus menighedens velbefindende og endelige frelse i sinde, når han fordømmer den enkelte. Rationalet følger i de næste vers: Den ene utugtige vil påvirke hele menigheden, ligesom surdejen syrner hele dejen. Paulus tænker altså, at utugten smitter eller i hvert fald forurener, så hele fællesskabet tager skade af den enes kødelige utugt. (Den positive version af denne kollektive tankegang findes i kapitel 12.)

Men til sidst kommer en særlig krølle: I Andet Korintherbrev kapitel 2,5-8 taler Paulus om en person, der har voldt sorg og bedrøvelse, men som nu har fået straf nok og skal vises tilgives og trøstes, så han ikke helt overvældes af sin egen bedrøvelse. Kunne det være den samme person som skal straffes i Første Korintherbrev kapitel 5? Det er i det mindste en mulighed.

Med venlig hilsen

Jesper Tang Nielsen



Jesper Tang Nielsen er ph.d. og lektor i teologi ved Københavns Universitet. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.