”Vi synder, fordi vi er mennesker.”

Ordene er Kristian Bøckers, sognepræst og forfatter til bogen Synd for begyndere, som bogstaveligt talt begynder med begyndelsen hos Adam og Eva og slutter med et bud på, hvad synd er i dag:

”I Det Gamle Testamente – efter balladen i Paradis – var synd, når israelitterne ikke holdt Jahves bud og dermed brød fællesskabet med ham. I evangelierne stiller Jesus relationen til medmennesket i forgrunden, endda før ofret til Gud, som da han i Bjergprædikenen siger, at man skal blive gode venner med sin broder, før man bringer gaver til alteret. Grundlæggende er synd det samme i dag, nemlig, når vi bryder fællesskabet med vores næste. Det er, når vi vælger samvær og nærvær fra, dropper relationer, stiller kærligheden og fællesskabet med medmennesket til side. Det er, når vi skriver grimt til hinanden på Facebook, splitter verden op i ’os’ og ’dem’, driller i skolegården, eller når vi sætter os selv forrest i ægteskabet.”

Det er jo noget, vi alle gør – er vi så alle syndere?

”Ja, lige præcis. Jesus gør det på én gang umuligt for os ikke at synde. Tænk bare på ordene om, at et lystent blik på en andens hustru er nok til at begå ægteskabsbrud i sit hjerte, eller på den unge mand i Matthæusevangeliet 19,21, der skal sælge alt for at få en skat i himlen. Og samtidig flyder Guds kærlighed og tilgivelse til os; at Gud, som jeg skriver i bogen, ser os, som vi er, med alle vores fejl og mangler, og alligevel accepterer og elsker os. Som det gang på gang er tilfældet i Det Nye Testamente, når Jesus møder alle de ’forkerte’ og stiller dem forrest for Vorherre.”

Mange slår sig på ordet synd i dag og vil spørge, hvorfor kirken ikke bare prædiker kærlighed uden alt der med synd?

”Som præster gør vi os nogle gange selv skyldige i at gemme de lidt dystre ting som dom, synd og fortabelse væk. Måske, fordi vi gerne vil være så flinke. For vi vil gerne være så flinke. Men vi skal ikke gemme væk, for bagsiden rummer en vigtig sandhed om at være menneske. Som Paulus siger i Romerbrevets kapitel 7: ”Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” Vi gør hele tiden det, vi ikke vil, det, der skaber afstand til vores medmenneske, ja, til Gud og os selv, og skaber fortabelse.”

Hvordan kommer vi så videre derfra som mennesker?

”Med Guds tilgivelse, som er, at der ikke længere står noget imellem os og Gud. Gud møder os i vores længsel efter at blive set og elsket, som vi er, med alle vores fejl og mangler. Og vi får mulighed for at genoprette fællesskabet, og vel at mærke et fællesskab, hvor der, som dronningen engang sagde om sit ægteskab, er plads til dig, mig og os.”

I din bog peger du på, at kirken ikke har patent på ordet synd i dag. Det er flyttet ud i samfundet – men ikke uden omkostninger?

”I dag taler vi om fartsyndere og trafiksyndere, og min nabo fortæller mig, at hun syndede i aftes, da hun spiste en hel pose lakrids. I bogen fortæller jeg om, at man i middelalderen regnede sygdom for Guds straf, mens den i dag er den enkeltes egen skyld. Man har spist for meget usundt og fået diabetes 2. Eller man har ikke arbejdet nok med sine traumer og får psykiske sygdomme. Samtidig træner og løber vi på livet løs, næsten, så det ligner gerningsretfærdighed, der skal redde os fra fortabelsen, forfaldet og døden. Det uhyggelige ved det er, at synden bliver den enkeltes problem alene. Det er din egen skyld, og der er ingen hjælp at hente. Det er synd uden tilgivelse. Og dét er umenneskeligt.”