Til Bibelselskabet

Jeg kunne tænke mig at vide, om ordet arvesynd betyder, at vi fødes som syndere? For så vil det sige, at et lille barn er syndigt fra fødslen, og det kan jeg ikke forstå.

Med venlig hilsen,

Leif

************************

Lasse Lauesen, teolog, sogne- og orlogspræst:

Kære Leif

Stilles spørgsmålet til: Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, som enhver præst har skrevet under på, at ville lære efter, er svaret Ja.

I den augsburgske bekendelse fra 1530 står der i artikel 2:

”Ligeledes lærer de, at siden Adams fald fødes alle mennesker, som er forplantet på naturlig måde, med synd, det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær, og denne arvede sygdom eller last er virkelig synd,…”

Mennesket er altså fra fødslen underkastet syndens herredømme. Synden gør sig gældende ved, at menneskets viljen er bundet til det onde. Mennesket synder altså, fordi det som person allerede er syndigt. At det kræver en naturlig fødsel er selvfølgelig, fordi Jesus skal friholdes fra arvesynd.

Arvesyndslæren udledes af Adams fald (Første Mosebog kapitel 3) og har hentet inspiration fra Paulus. I Romerbrevet kapitel 7 beskriver Paulus nemlig, hvordan mennesket er fanget af det onde. Viljen til at gøre det gode lammes, og mennesket gør det onde.

At arvesynd er blevet til en lære skyldes kirkefaderen Augustin (354-430), der lærer, at gennem forplantning nedarves Adams synd til menneskeslægten. Hans lære blev i middelalderen udlagt både biologisk og juridisk, således at arvesynd både er medfødt begær, der ødelægger viljens magt, og en salgs gæld, som menneskene ifølge Guds beslutning hæfter for.

Luther ændrede ikke i sit opgør med den katolske kirke på arvesynd-læren, han skærpede den snarere.

Arvesynd er medfødt og bliver ved viljens tilslutning menneskets egen synd, som man ikke engang i dåben kan slippe af med. Luther bruger ordet indkroget i sig selv til at betegne hvad arvesynden gør ved mennesket. Egentlig finder jeg trøst i, at synd ikke bare er ”mine eller nogens” onde gerninger, men et vilkår vi alle har del i. Det handler ikke om at tage sig sammen og tro på, at nu synder jeg aldrig mere, men at tro, at kun Kristus kan frelse os som de syndige mennesker, vi er fra fødslen af.

Spørger man, om ikke arvesyndslæren er blevet modsagt, så er svaret, at den ortodokse kirke aldrig har fulgte vest-kirkens arvesyndslære.

Også på dansk grund har der været kritik, Ludvig Holberg (1684-1754) modsiger den juridiske forståelse i sin epistel nr. 16; Om Arvesyndens teologi, der skriver han blandt andet, at det strider mod" Guds Hellighed og Retfærdighed at straffe Børn udi hundrede tusinde Leed formedelst de første Forældres Misgerninger."

Søren Kierkegaard (1813-1855) undsiger den biologiske udlægning og tager udgangspunkt i den menneskelige bevidsthed. Børn, mener han, er som Adam uskyldige, men når de vælger og handler, får de del i skylden.

Også i Gyldendals Encyklopædis artikel om arvesynd modsiges den biologiske udlægning, når der står:

”Når arvesynd afledes af Adams syndefald (1. Mos. kap.3; sml. Rom. 5,12), må dette ikke opfattes biologisk. Adam er urtypen på synderen, så at alle mennesker kan siges at synde i ham, når de synder,…”

Og tidligere biskop Jan Lindhardt problematiserede den juridiske udlægning i sin katekismus for voksne, Katekismus i kristendom:

”Skal en søn undgælde for sin fars overtrædelser? Det syntes de fleste af os vel ikke. Det er nok heller ikke sådan arvesyndstanken skal forstås, selvom man i Det Gamle Testamente har tanken om nedarvede synder indtil tredje eller sågar syvende led. Men snarere således, at æblet fra kundskabens træ fik os til altid at sætte os selv forrest og i centrum.”

Senest har den pensionerede sognepræst Johannes Værge i sin bog Guds skrøbelige arvinger taget emnet op til kritisk behandling.

Håber, at svaret var fyldestgørende, og at du kan finde mening i en af de nævnte udlægninger af arvesyndslæren.



Med venlig hilsen

Lasse Lauesen

Læs Lasse Lauesens brevkassesvar.

*********************************************************

Steen Skovsgaard, biskop over Lolland-Falster Stift:

Kære Leif

Arvesynd er ganske vist ikke et bibelsk ord, men det dækker over en vigtig bibelsk indsigt, nemlig at alle mennesker er syndere. Se for eksempel Romerbrevet kapitel 3, vers 10-11:

”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.”

Og videre i kapitel 3, vers 23: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.”

Og i den gammeltestamentlige Salme 51, vers 7 står der: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.”

Så synden er kort og godt et menneskeligt grundvilkår, som ingen kan sige sig fri fra eller kan løbe fra. Og det gælder også børn!

Den bedste forståelse af ordet arvesynd er da også, at synd ”arver” synd. Altså: Synd kommer af synd. Jeg synder, fordi jeg er en synder.

Vi bliver altså ikke først syndere i det øjeblik, at vi synder. Nej, når jeg synder, så er det fordi, at jeg er en synder.

Man kan sammenligne det med et æbletræ. Det bliver jo ikke først et æbletræ, når æblerne hænger og er modne. Der kommer æbler på træet, fordi det er et æbletræ.

Jeg håber, dette kan være lidt hjælp til forståelse af et ganske rigtigt vanskeligt spørgsmål.

Mvh

Steen Skovsgaard

Se Steen Skovsgaards brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.