Bøn er samtale med Gud. Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox

Brevkassen: Bad jeg ikke nok?

Når min bøn ikke blev opfyldt, er det så, fordi jeg gav op for hurtigt? spørger Anne. Nej, svarer teologisk medarbejder Cecilie Vestergaard Raaberg. At være udholdende i bønnen betyder, at vi skal holde fast i vores tillid til Gud, også når det ser ud som om, han ikke hører efter.

Hej.

Jeg ved ikke, om det er det rigtige forum, jeg skriver i, men jeg forsøger alligevel, da jeg har brug for et råd fra nogle, som har forstand på Bibelen.

Mit spørgsmål går ud på, om man kan bede om alt til Gud?

Jeg har bedt indtrængende til Gud om noget bestemt, der involverer et andet menneske. Jeg indså dog, at Gud overgivet os til vores egen vilje og altså ikke vil ændre det andet menneskes følelser. Jeg begyndte så at bede om, at Gud måtte hjælpe mig med at komme tættere på. Det har jeg gjort i et stykke tid, men må nu erkende, at det er for hårdt for mig, og jeg giver op.

Mit spørgsmål er så, om jeg kunne have gjort noget anderledes i min bøn til Gud? Skulle jeg have fortsat? Gud siger jo, at vi skal være udholdende i bønnen.

Hilsen

Anne

*****************

Kære Anne!

Mange tak for din mail om en svær tid for dig.

Som svar på dit første spørgsmål vil jeg sige et kort og klart: JA. Man kan bede om alt til Gud. Du spørger, om der var noget, du kunne have gjort anderledes i forhold til din måde at bede på. Det er jeg helt sikker på, at der ikke er. Bibelen fortæller os, som du skriver, at vi skal være udholdende i bønnen (fx i Kolosserbrevet kapitel 4, vers 2) og at den, der beder, skal få (fx Matthæusevangeliet kapitel 7, vers 7).

Men den fortæller os også, at det, vi gerne vil have, ikke altid er det, vi får. Og den fortæller os, at Gud godt ved, hvor smerteligt og urimeligt det føles, når lige præcis det sker. Jesus bad jo netop selv i Getsemane Have om, at han måtte undslippe sin lidelse og død. Men han sluttede sin bøn - "Dog ikke min vilje, men din vilje ske." (fx Matthæusevangeliet kapitel 26, vers 36-46).

Det er ikke altid, at mennesker har overskud til at slutte en bøn på denne måde, men når Bibelen fortæller sådan om Jesus' bøn, fortæller den, at Gud ikke altid besvarer vores bønner på den måde og på det tidspunkt, som vi ønsker det. Det kan jo fx se ud som om, Gud ikke hørte Jesus' bøn i Getsemane Have. Men en del af den kristne tro er, at Gud omfatter mennesket med sin uendelige kærlighed, og at det betyder, at selv der, hvor det føles ubærligt og hårdt og koldt at være, der er han også.

Man er altså ikke alene i mørket så at sige. Så måske kan du forstå ordene om at være udholdende i bønnen som et udtryk for, at du skal bevare din tillid til Guds godhed og kærlighed, også selvom du måske føler dig svigtet af ham lige nu. Bøn er også et spørgsmål om at overlade det til Gud, som man ikke selv kan klare. Det kan du måske bruge i denne tid.

Jeg håber alt godt for dig og kærligheden.

Med venlig hilsen

Cecilie Vestergaard Raaberg, cand.theol.

Cecilie Vestergaard Raaberg, født 1979, er uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet i 2007. Hun er teologisk medarbejder hos Bibelselskabet og var bl.a. fagredaktør på den reviderede udgave af Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk. Se hendes andre brevkassesvar.

Fadervor

Vor Fader, du som er i himlene!

Helliget blive dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

For dit er Riget og magten og æren i evighed!

 

Amen.