14.09.2022 Af Thomas Godsk Larsen
”Bønnen minder os om, at vi ikke er alene”
Zarah Juul har illustreret fadervor i en ny billedbog for de allermindste
En farverig papbog og en fortælling om venskab, bøn og troen på det gode. Det er, hvad man får, sammen med sit fadervor, hvis man giver sig i kast med Bibelselskabets seneste udgivelse, Fadervor for de mindste.
Vi får det, vi har brug for
Kunstner og illustrator Zarah Juul har skabt den billedfortælling, der ledsager hver sætning i fadervor. Vi møder en sulten ræv, der tror, dens bønner er hørt, da et æg falder ned i hovedet på den. Men måske rævens ønske bliver opfyldt på en lidt anden måde, end ræven havde regnet med?
”Det med, at bønnen ikke altid giver én, hvad man ønsker, har altid optaget mig, og det pirrer min humoristiske sans. Jeg synes, det er vidunderligt, at det er sådan, verden hænger sammen. Vi vil gerne have styr på alting og ha’ ting. Vi ved bare ikke altid, hvad vi egentlig har brug for, for vi har ikke tid til at sætte os ned og lytte. Men jeg tror faktisk på, at vi får det, vi har brug for, når vi beder. Det er bare ikke altid, vi selv ser det.”
Det skal nok gå, det hele
Zarah Juul har siden 2013 virket som illustrator og forfatter, og hun har blandt andet illustreret Højskolesangbogen for børn og arbejdet sammen med flere af landets dygtigste forfattere, senest Marianne Iben Hansen. Det er første gang, hun illustrerer tekst fra Bibelen:
”Og så endda nogle af de vigtigste ord i kristendommen, nemlig fadervor. Bønnen rummer en fortælling i sig selv. Den er en bouillonterning af alt det, vi mennesker har brug for at vide om verden og livet med hinanden – og samtidig siger den, at vi ikke er alene om det hele, og at det skal nok gå, det hele.”
Ordene får fint tøj på
Før Zarah Juul fik ideen til historien om ræven, der får en ny ven, læste hun artikler om fadervor, om dets budskab, og hvad bønnen betyder for mennesker. Det blev også en rejse ind i, hvad bønnen betyder i hendes eget liv:
”Jeg beder med mine børn hver aften. Jeg har skrevet nogle englevers, som vi siger højt sammen. Og jeg oplever, bønnen giver en ro. Det er ikke sikkert, de mindste forstår ordene, men de hører dem; ordene gør dem trygge og lader dem vide, at de ikke er alene. Jeg kan også godt lide, at bønnen lyder lidt højtidelig, som om ordene har fået fint tøj på. Det bliver ligesom rituelt, noget, man kan læne sig ind i. Det kan fadervor.”
En bøn for livet
Det er Zarah Juuls håb, at forældre eller bedsteforældre vil læse Fadervor for de mindste højt, når de små skal puttes om aftenen. Og hun håber på, den lille historie om ræven kan give små samtaler om fadervor:
”Børnene kan lytte til ordene i fadervor, som en sang, en remse eller en rytme. De kan måske vække en særlig følelse i dem, når billederne samtidig fortæller om ræven, der bliver reddet fra rævesaksen, eller når ræven ser glad ud. Positive følelser, vi alle kan finde tilbage til, når vi bliver voksne og igen er forvirrede og bange. Så kan bønnen minde os om, at vi ikke er alene, at der er noget, der er større end os, en, der passer på os.”
Forlad os vor skyld
For Zarah Juul er det kernen i fadervor:
”Der er en, der lytter til os og kan trøste os, når vi ikke selv kan. Vi siger ’du er deroppe, jeg vil ære dig, du passer på mig’, og vi minder os selv om, hvor vigtigt det er, at vi tilgiver andre. Og måske, at vi en gang imellem også husker at tilgive os selv, når vi troede, ægget var mad, selv om det i virkeligheden var en ven, vi ikke havde mødt endnu.”
Fadervor for de mindste udkommer den 22. september 2022.
Om Zarah Juul
Zarah Juul (født 1978) er en dansk kunstner, der arbejder som illustrator og forfatter. Hun er uddannet grafisk designer og animator ved Kunsthåndværkskolen i Odense og har gennem en årrække arbejdet med design af computerspil og interaktive oplevelser til både børn og unge. Har siden 2013 arbejdet som forfatter og illustrator.
Fadervor for de mindste
Illustrator: | Zarah Juul |
---|---|
Sidetal: | 14 sider |
Indbinding: | Papbog |
Forlag: | Bibelselskabets Forlag |
Varenummer: | 978-87-7232-248-3 |
---|---|
Mål: | 17 x 17 cm. |