04.03.2019 Af Thomas Godsk Larsen
Bodil Jørgensen: "Giv himlen en chance"
For skuespiller Bodil Jørgensen er Bibelen et skatkammer af fortællinger om menneskets møde med Gud. Fortællinger, som mennesker i dag har hårdt brug for at høre
Når Bodil Jørgensen den 7. marts læser højt fra Bibelen i Aarhus Domkirke, vil hun blandt andet læse op fra Matthæusevangeliets kapitel 5, hvor Jesus siger: Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med at hele dit legeme kastes i Helvede:
”Det er voldsomme ord. Det er noget af det stærkeste, der er. Og det er ord, der taler til os i dag, hvor vi så nemt forarges. For hvordan kan Jesus kræve det af os? Hvad bilder han sig ind? Men forargelsen skrumper vores menneskesyn, vi bygger mure, sætter grænser, holder hinanden ude og på afstand. Det gør mig utrolig trist. For det er så langt fra det kristne budskab, som jeg ser det. Vi skulle i stedet vende den anden kind til, ikke lade os forarge, men møde vores næste i treenigheden, i ånden, med åbenhed og kærlighed.”
Gud er midt i det meningsløse
Bodil Jørgensen oplever en samtid præget af angst, ensomhed, stress og åndelig fattigdom. Og hun mener, der mere end nogensinde er brug for at høre Bibelens ord:
”Jeg ville ønske, flere ville give himlen en chance. Vi lever i en skærmverden, hvor vi lukker os inde og af fra hinanden, og hvor vi ikke tør tale om det himmelske, selv om vi higer efter det mere end nogensinde. Efter jeg var kommet mig af ulykken i 2014, hvor jeg lå i respirator, sagde folk ’hvor er det godt, du er tilbage’, og så var vi videre. Men for mig var den afgørende oplevelse, at jeg dér, mellem liv og død, mødte Gud. Gud var i intetheden sammen med mig. Jeg havde ikke troet, at det ville være sådan, men det var det, jeg erfarede. Alt det, som skete, var så meningsløst, voldsomt, sort og dystert, og dér var Gud.”
Salmernes Bog er utroligt smuk, så poetisk og så dramatisk. Den favner på én gang det liv, vi lever her, og det himmelske rum.
Favner det liv, vi lever
Netop den udspændthed mellem tilværelsens største yderpunkter; den absolutte tomhed og den absolutte fylde, genfinder Bodil Jørgensen i Salmernes Bog, hendes absolut yndlingsskrift i Bibelen:
”Salmernes Bog er utroligt smuk, så poetisk og så dramatisk. Den favner på én gang det liv, vi lever her, og det himmelske rum. For tiden spiller jeg på Aarhus Teater, og dagligt går jeg forbi Aarhus Domkirke og sidder lidt i det enorme rum. Her prøver jeg så at lære mig vers udenad fra Salmernes Bog på nudansk – Tak. Der er så mange smukke ord at tage af – ’dit ord er en lygte for min fod og et lys på min sti’. De inspirerer mig, og jeg kan hvile mit hoved ved ordene.”
Bibelen rummer en nøgle
Bodil Jørgensen glæder sig til at skulle læse op fra Bibelen og håber, at ordene i domkirkens enorme rum kan åbne små sprækker til det uendelige:
”Det er herligt at kunne sætte sig i en kirke og lytte, stoppe tiden og bare lytte, ligesom man i tusinder år har siddet ved ilden og fået fortalt historier. Bibelens tekster rummer en nøgle; en nøgle, der kan lindre og skabe fællesskab med Gud og ens næste. Det ønsker jeg, flere skal opleve.”