”Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?” Som vi læser om i Anden Mosebog kapitel 3, er Moses til at begynde med ikke imponeret over Guds valg af ham til den store opgave. Men Gud forsikrer Moses om, at Han vil være med ham, og han beder Moses om at lade israelitterne vide, at han er sendt af Gud.

Er det så nok for Moses? Nej – flere klager og undskyldninger følger. Moses protesterer hele fem gange i løbet af Anden Mosebog kapitel 3-4. Han har ikke ordet i sin magt, Gud bør sende en anden, og videre lyder undskyldningerne. Gud er tydeligvis irriteret, men udnævner da Aron, Moses’ bror, til at være hans talsmand.

Hvordan det videre går med at overtale Farao til at lade israelitterne gå, og hvordan færden fra Egypten mod det forjættede land går, ja, det handler resten af Mosebøgerne om. Men så meget kan nok afsløres, at Moses viser sig som en stor leder for sit folk.

I Dommerbogen kapitel 6-8 læser vi om Gideon, der også får til opgave at udfri israelitterne fra trældom – nu fra midjanitisk overherredømme. Herrens engel besøger ham og fortæller, at han er udvalgt af Gud til missionen. Men før englen når så vidt med ordene, har Gideon allerede skoset Herren for at have svigtet sit folk. Og efter befalingen om at frelse israelitterne fra midjanitterne udbryder Gideon: ”Hvordan skulle jeg kunne frelse Israel? Min slægt er den mest ubetydelige i Manasse, og jeg er den yngste i min fars hus.”

Men Herren mener nok, Gideon er opgaven voksen. Og efter Gideon har fået et tegn på, at det er Gud selv, der har talt, tager han opgaven med at udfri israelitterne på sig med krum hals. Lykkes det da? Læs med i Dommerbogen kapitel 7-8, hvor der både står at læse om næseringe af guld, månesegl og en hellig kilde, der kan lede til sejr.

Om Jonas er en leder, kan nok diskuteres. Men Gud har en opgave til ham: Han skal prædike for folket i Nineve, Assyriens hovedstad, for de gør onde gerninger. Men Jonas vil ikke – han flygter på en båd mod Tarshish, bort fra Herren. Måske ønsker Jonas bare, at Gud udsletter Nineve. Eller måske er det, fordi assyrerne har ry for at være grusomme mod alle, der kommer dem på tværs. Det kan være, han tænker: Lad en anden lave det beskidte arbejde med at prædike for assyrerne!

Men Gud er ikke sådan at løbe om hjørner med. Jonas ryger over bord, og en stor fisk befales at sluge Jonas. Efter lidt betænkningstid i fiskens bug og endnu en befaling til Jonas fra Herren drager Jonas mod Nineve. Hvordan det videre går, kan læses i Jonas’ Bog – en af de forunderligste (og korteste) bøger i Bibelen.

Jeremias er en profet af den modvillige slags – i hvert fald til at begynde med. I Jeremias’ Bog kapitel 1 fortæller Gud ham, hvordan Han har gjort ham til profet, og at han skal advare Jerusalems indbyggere om byens fald. Jeremias’ replik til dén opgave synes vi at have hørt før: ”Ak, Gud Herre, jeg er ung; jeg forstår ikke at tale!” Jeremias er vist bekymret for, om man vil lytte til en ung mands opfordringer om at omvende sig fra synd og advarsler om babylonernes forestående ødelæggelse af Jerusalem. Men Gud forsikrer Jeremias om, at Han nok skal lægge ordene i munden på ham – og i øvrigt, at han ikke har noget valg: ”Lad dig ikke skræmme af dem, for så skræmmer jeg dig for deres øjne!”

Dommen ender med at falde over kongeriget Juda ved Jerusalems ødelæggelse. Jeremias prædikede ellers sit budskab i hen ved 40 år. Ingen lyttede, så det er næppe underligt, hvis han blev en smule modløs.

Én, der ikke mangler mod i sin gerning, og hvis betydning for de første Kristustroende næppe kan overvurderes, er apostlen Paulus. Men også han har måske følt sig uværdig til opgaven. Som vi læser om i Apostlenes Gerninger fra kapitel 7, turnerede Paulus til at begynde med som kristenforfølger under navnet Saulus, så efter sin omvendelse havde han rigeligt at råde bod på. Herren siger da også, at Han ”vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld”. I lyset af denne ildevarslende advarsel ser det ud til, at Paulus følger mønsteret fra andre profeter kaldet af Gud, og Paulus tøver da også med at påbegynde sin mission til hedningerne. Men den kommer da i gang, og resten er, ja, historie, der står at læse i Apostlenes Gerninger og Paulus’ breve.