Faktisk bruges ordet yndling næsten ikke i de danske oversættelser af Bibelen, og slår man ordet op i en ordbog, kan man se, at det oftest gengiver det hebraiske ord for ”elsket”. Kun ét sted i Det Gamle Testamente bruges ordet for yndling, jaqir. Men det betyder ikke, at sagen ikke er der, både i Det Gamle og Det Nye Testamente.

Om yndlingsbørn og jalousi

Den første fortælling i Første Mosebog efter, at Adam og Eva er blevet bortvist fra Edens have, handler netop om, hvad der sker, når man tror, at ens lillebror er Guds yndling. Kapitel 4 fortæller, at brødrene Kain og Abel begge ofrer til Gud; men Gud tager kun mod Abels offer, ikke Kains. Vi ved ikke hvorfor, men Kain føler sig så overset, at han bliver rasende på sin bror og i sit raseri slår ham ihjel.

Dette tema, at den ene bror opfatter sig som overset – eller faktisk bliver det –, fordi den anden er yndlingsbarn, går igen og igen i Første Mosebog. Abrahams yndlingshustru Sara kan ikke få børn, og da hun så arrangerer, at hendes tjenestepige bliver rugemor og føder en søn, så holder denne sønneværdighed kun, til Sara alligevel får en søn Isak (kapitel 21). Isak arver sin fars titel som patriark, og det samme sker for hans yngste søn, Jakob. Også han bliver patriark, fordi Gud favoriserer ham frem for hans tvillingebror Esau, der ellers bliver født først (kapitel 25). Og patriarken Jakob har en yndlingssøn blandt sine 12 sønner, nemlig Josef, som han forærer en særligt flot kappe. Da Josef mere end antyder, at han er sine forældres – og Guds – yndling, bliver brødrene så jaloux, at de sælger ham som slave (kapitel 37).

At fænomenet yndlingsbarn er velkendt i samtiden fremgår måske også af, at der er regler i Femte Mosebog om, at man ikke arveretsligt må behandle en yngre søn af en yndlingskone, som om han var den ældste søn. Den ældste har altid ret til dobbelt arv (Femte Mosebog 21, 15-17).

Guds yndlingsfolk

Fortællingerne om, at en yngre til trods for al ret og rimelighed blev foretrukket frem for den ældste, har sikkert været med til at bearbejde den grundlæggende viden, som Israels folk og senere jøderne, havde: at de er Guds udvalgte folk. Kun ét enkelt sted står der direkte, at Efraim, dvs. Nordriget Israel, er hans yndlingsfolk (Jeremias’ Bog kapitel 31,20). Men det hedder ofte, at folket er Guds udvalgte folk, og det er jo den samme sag.

Femte Mosebog kapitel 32, vers 8-9 gengiver en mærkelig tradition om, at da Gud fordelte alle jordens folk til hver deres guder (teksten går altså ud fra, at der er andre guder end Israels Gud, Herren), så tog han selv israelitterne; de var det folk, han ville have. En anden tradition, som vi også kender andre steder fra, følger lige efter i vers 10-14, nemlig at Gud fandt sit folk i ørkenen og passede på det, ”som var I hans børn.” I kapitel 7 i samme bog lover Gud, at han vil hjælpe israelitterne mod deres fjender, fordi han har udvalgt dem. ”Det var ikke, fordi I var større eller stærkere end alle andre, tværtimod … Men Gud elsker jer,” skriver forfatteren (vers 5-8).

Læs om U for udvalgt

Men det er ikke nemt at være udvalgt, og igen og igen følger folket ikke Guds love og anvisninger, så han må straffe dem hårdt. Alligevel tilgiver han dem som en far tilgiver en uvorn yndlingssøn. Se f.eks. Hoseas' Bog, kapitel 11, vers 8, hvor Gud siger: ”Hvordan skulle jeg kunne opgive jer? Hvordan skulle jeg kunne lade mit folk i Nordriget (Israel) sejle sin egen sø?”

Jesus og hans yndlingsdiscipel

Man skulle jo ikke tro, at Jesus, som ser på selv den usleste person med stor og tilgivende kærlighed, kunne vise den samme uretfærdighed som en far, der har et yndlingsbarn. Ikke desto mindre omtaler Johannesevangeliet flere gange ”den discipel, som Jesus elskede mest.” Hermed mener evangelisten formentlig disciplen Johannes, der traditionelt er udlagt som forfatter til evangeliet. Betegnelsen findes dog kun i fortællingen om begivenhederne i forbindelse med Jesus' sidste påske, hans lidelse, død og opstandelse. Det er til denne discipel, at Jesus, da han hænger på korset, overlader ansvaret for sin mor. Og det er også denne discipel, der i Johannesevangeliet sammen med disciplen Peter får den afgørende besked fra Maria Magdalene, at graven er tom. Netop han er hurtigst fremme ved graven, mens det er Peter (der i parentes bemærket er tæt på at gøre Johannes rangen stridig som yndlingsdiscipel i Det Nye Testamente generelt), der først går ind i graven. Men om yndlingsdisciplen hedder det, at han som den første begynder at tro på, at Jesus var blevet levende igen.

Så at Jesus særligt elskede Johannes, hører kun hjemme i evangeliet af samme navn. Men det har fået stor indflydelse i kunsten op gennem tiden, og det er nok derfor, at Bibel-alfabetet fokuserer på ordet ”yndling,” før vi når frem til Z for Zion.

Else Kragelund Holt er tidligere lektor i Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet med særlig interesse for profetisme og poesi og for Det Gamle Testamentes teologi. Hun har bl.a. bidraget til ny-oversættelsen af Det Gamle Testamente i Bibelen 2020 og er initiativtager til bogen Gud og os - teologiske læsninger af Det Gamle Testamente i det 21. århundrede.