I Femte Mosebog kapitel 7, vers 6-11 hører vi, at Gud har valgt Israel som sit ejendomsfolk. Udvælgelsen kommer konkret til udtryk i, at Gud udfrier Israel fra egypterkongens magt, hvilket vi hører om i Anden Mosebog. Det er Guds suveræne handling, der alene er begrundet i hans kærlighed til Israel og hans troskab over for det løfte, han har givet folkets stamfædre, patriarkerne. Det er altså ikke, fordi folket har gjort sig særlig fortjent til hans kærlighed, eller fordi udvælgelsen skulle bero på særlige kvaliteter hos israelitterne.

Denne forestilling om udvælgelse har to sider: Dels en positiv bekræftelse af Israels særstatus som Jahves folk, dels en betoning af Jahves krav om lydighed som betingelse for, at folket kan bevare hans velvilje. Heri ligger også formaningen til folket: Israel skal gennem udvælgelsen og i og med den pagt, der oprettes, erkende Jahve som den eneste Gud, der er trofast over for dem, der adlyder hans bud – og straffer dem, der hader ham!

Se Bibelens ABC: Israel

Det Gamle Testamente består af 39 bøger, og der er ikke én forestilling om, hvad der helt præcis ligger i, at Israel er det udvalgte folk, og hvordan de er blevet det. Store dele af profetlitteraturen i Det Gamle Testamente er optaget af Guds dom over det ulydige Israel, der, i stedet for at erkende Jahve som den eneste Gud, dyrker andre guder og i det hele taget ikke holder deres del af pagten, nemlig Loven. Men der er også profettekster, for eksempel Esajas’ Bog kapitel 41, vers 8-16, der benytter udvælgelsestanken positivt til at begrunde håbet om en ny fremtid for Israel, eller forestiller sig en ny udvælgelse af Israel.

Vidste du: Om profeter i Bibelen

I kristendommen spiller Esajas’ forjættelser om en ”Herrens tjener” en vigtig rolle: Det er Jesus, der forudanes, i ham vokser en ny fremtid og måske en ny udvælgelse frem. I Det Nye Testamente er ”den udvalgte” slet og ret Jesus; tankegangen bestemmes af troen på Jesus som Guds udvalgte (Lukasevangeliet 9,35) med en helt særlig opgave: at oprette en ny pagt og dermed forlige menneskene med Gud – helt og holdent på Guds initiativ.

Men udvælgelsen fortsætter så at sige udad. Disciplene er udvalgt af Jesus (Johannesevangeliet 15,16), og endnu en udvælgelse sker derved, at nogle tror på det evangelium, som de forkynder, mens andre afviser det i vantro. Gennemgående står ”de udvalgte” som en betegnelse for alle de Kristustroende (fx Matthæusevangeliet 24,22 og Lukasevangeliet 18,7).

Ideen om at være udvalgt står i flere af de nytestamentlige tekster i forbindelse med en selvbevidsthed om at være den nye pagts folk (Første Thessalonikerbrev 1,4). Hos Paulus står udvælgelsen af Israel fast i den forstand, at dets forhærdelse over for evangeliet kun sker for en tid, for at evangeliet kan komme ud til hedningerne (Romerbrevet 11,25-26).

Se Bibelens ABC: Citater

Afhængig af, hvor man lægger vægten, kan man i Det Nye Testamente både iagttage en kontinuitet i forhold til Det Gamle Testamentes ideer om udvælgelse og et afgørende brud og nyskabelse. Men et par fællestræk finder vi: Det er ubetinget Gud, der står bag udvælgelsen (Første Korintherbrev 1,26-31). Og udvælgelsen har to sider: Den er en glædelig gave. Men med den følger også en opgave. At være udvalgt betyder dermed også, at der, ja, er et kors at bære.

Læs med næste gang, hvor du kan blive klogere på Bibelens visdomslitteratur.