Allerede i A for Apostel teasede vi for T for tal – for hvorfor mon der netop var 12 apostle?

Tallet 12 synes allerede at spille en rolle i Det Gamle Testamente. Jakob får tolv sønner, der danner Israels tolv stammer. I Det Nye Testamente har Jesus tolv disciple, der siden blev til tolv apostle. Det kunne være en bevidst måde at knytte an til det gammeltestamentlige epos om Israel og på den måde citere og genfortolke traditionen – nu med Jesus Kristus i centrum.

Tallet 12 finder vi også i skuebrødenes antal ved Jahves alter, i månedernes antal og i Johannes’ Åbenbaring kapitel 21, hvor Guds rige rummer tolv porte, der vogtes af tolv engle og med Israels tolv stammers navne, og hvor det ny Jerusalems mure har tolv grundsten. Og så var der i øvrigt også tolv kurve mad tilbage, efter Jesus havde bespist fem tusind følgere i Matthæusevangeliet kapitel 14.

Når talstørrelser angives på Bibelens sprog, hebraisk og græsk, skrives de ud som ord, for eksempel ”Noas tre sønner” i Første Mosebog eller ”tolv mand” i Apostlenes Gerninger. Vi møder tallet 12 i alt 187 steder i Bibelen, og alene i Johannes’ Åbenbaring finder vi det 22 gange. Her finder vi også et andet hyppigt citeret tal, nemlig 666, ”dyrets tal”, der efter de hebraiske bogstavers talværdi betyder Nero.

Tallet 7 får nok de fleste til at tænke på skabelsens syv dage. Vi møder også tallet i Anden Mosebog kapitel 25, hvor Herren forordner, hvordan en lysestage i det pureste guld med syv arme skal laves. Johannes’ Åbenbaring har sine syv menighedsbreve, og så er der syv kurvefulde brød tilbage efter Jesus’ andet bespisningsunder i Matthæusevangeliet.

Tallet 4 i forbindelse med paradisfloderne i Første Mosebog kapitel 2 og i verdensrigerne i Daniels Bog kapitel 2 og 7, hvor der synes at være en sammenhæng med antallet af verdenshjørner. Tallet 40 optræder også hyppigt – hele 81 gange i Bibelen. Ved syndfloden regner det uafbrudt i fyrre dage og nætter. I Anden Mosebog hører vi om Moses, der to gange er oppe hos Gud i fyrre dage og nætter. Israelitterne vandrer fyrre år i ørkenen, og senere, i Første Kongebog, skal Elias som en anden ny Moses bruge fyrre dage og nætter på at rejse fra Karmel til Sinaj, hvor Gud også åbenbarer sig for ham.

Moses’ fyrre dage på bjerget og Israels fyrre år i ørkenen har sikkert betydning for ”titelkampen” mellem Jesus og Djævelen. Det fortælles i Matthæus- og Lukasevangeliet, at Jesus for alvor led sult efter de fyrre dage i ørkenen. I evangelierne skildres Jesus både som en ny Moses og som den, der overholder Guds krav modsat Israel, som svigtede Gud i ørkenen. Derfor er det betydningsfuldt, at Jesus i Matthæusevangeliet kapitel 4 citerer Femte Mosebog imod Djævelen. Jesus venter også fyrre dage efter opstandelsen, før han endegyldigt forlader sine disciple. Tiden bliver brugt til, at han viser sig for dem som den opstandne og forkynder Guds rige, idet han siger til dem: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” (Matthæusevangeliet kapitel 28).

Og hvad så med tallet 153.600? Ja, det var såmænd antallet af fremmede mænd i Israels land ifølge Salomos optælling, som det står i Anden Krønikebog kapitel 2. Og så vidt denne skribent ved, har det ikke nogen særlig symbolsk betydning. Der er til gengæld en righoldig litteratur og masser af online overvejelser over de enkelte bibeltals symbolik og betydning, som kun er en googlesøgning væk.

Det var ret mange ord om ganske få af Bibelens mange tal. Læs med næste gang for at se, hvad vi har Udvalgt.