I dag ’synder’ vi, når vi spiser sødt. Googler du for eksempel syndig og chokoladekage, får du over 27.000 hits på Google. Når vi lader os friste, ’falder i’ og synder med det søde, er det først og fremmest synd for vores egen krop og sundhed, og du er selv skyld i alt, der måtte følge heraf, for du kunne jo bare lade være. Lev med det.

Men det er også lidt rart, lidt forkælelse skal der jo til engang imellem. ”Synd med god samvittighed,” som det hedder i en sundhedsguide på femina.dk.

Anderledes alvorlig er den gode Kingo, når vi i salmen Nu bør ej synden mere (DDS 617) synger:

Nu bør ej synden mere

med magt og herredom

udi mit kød regere,

men daglig kastes om

Her kæmper vi, ikke mod kiloene, men mod kødet. Dog: hjælpen er nær. Dåben redder os, og synden ”må daglig dødes / ved Herrens stærke Ånd.”

Synd er det, der skiller os fra Gud

Ifølge Bibelleksikon er synd i Det Gamle Testamente ”enhver fællesskabsnedbrydende handling”. Det Gamle Testamente har et rigt repertoire af ord, der angår synd. Grundbetydningen af det hyppigst brugte verbum for synd på så vel hebraisk (חטאת) som Det Nye Testamentes græsk (ἁμαρτάνω) angår det at fejle eller ramme ved siden af.

Det kan oversættes på forskellig vis – ligesom det bliver i Bibelen 2020, der har valgt helt at undgå ordet synd og i stedet forklare indholdet ud fra sammenhængen. Det bliver til både svigt af Gud, afstand til Gud, ondskab, modstand mod Gud, det, som skiller os fra Gud, og selvoptagethed, men også fejl, fejltrin, forbrydelser, lovovertrædelser og det, Gud ikke vil have, for bare at nævne nogle.

Bibelens ABC: Oversættelse

Kort sagt: Synden er alt det, der skiller mennesket fra Gud og fra det fællesskab, det er sat i. Det synes at være en grundlæggende tanke, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente.

Paulus: Syndens magt er brudt

Menneskets mulighed for at have fællesskab med Gud ændrer sig imidlertid radikalt fra Det Gamle til Det Nye Testamente. I Kingos salme genlød Paulus’ ord om, hvordan vi før var ”af kød, solgt til at være under synden. (…) Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg” (Romerbrevet 7,14-15). Men med Kristus’ død, skriver Paulus til menigheden i Rom, er det gamle menneske ”blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden.” Vi er ”døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Romerbrevet 6).

Det betyder ikke, at synden er udryddet, men at synden for den troende ikke længere bevirker en uovervindelig afstand mellem Gud og mennesker. Dens magt er brudt. Derfor kan evangeliets indhold også sammenfattes i forkyndelsen af syndernes forladelse, som det sker så mange steder i Det Nye Testamente.

Vi skal ikke synde med god samvittighed – men vi skal huske, at hverken kager, kolesterol eller en bodfærdig Kingo kan sætte fællesskabet med Gud og vores næste over styr. Med Kingo: snarere tværtimod.

Det kan godt være, Bibelens fortællinger ikke holder tal på alle menneskenes synder. Til gengæld spiller en lang række tal en ganske særlig rolle i Bibelen. Læs med næste gang, hvor vi er nået til T for Tal.