I Første Mosebog kapitel 12 sender Gud Abram, alias Abraham, afsted fra Mesopotamien mod Kana’an med lovning om at gøre ham til et stort, velsignet folk. Han og hans familie rejser fra sted til sted, og indimellem bliver der også tid til at bygge et alter til Herren. Da Abraham kommer til Mamre Ege ved Hebron, slår familien sig ned for en tid, før han rejser mod syd og lever som fremmed i Gerar. Siden vandrer Abraham og familien videre mod Be’ersheba nær Hebron, hvor han begraver sin kone Sara og siden selv begraves.

I Anden Mosebog kapitel 3 begynder den næste vigtige rejse i Bibelen, da Gud befaler Moses at befri israelitterne fra slaveriet i Egypten og føre dem op til landet, der flyder med mælk og honning. Moses fører dem gennem ørkenen, og ”Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat.” Hele 40 år tager det, før de står foran det forjættede land. Og hér dør Moses så. Herren udpeger da Josva til at indtage landet – som vi læser om i Josvabogen.

En tredje og ganske ufrivillig rejse hører vi om i Anden Kongebog kapitel 25. Jerusalems befolkning, eller i hvert fald eliten, bliver sendt i eksil til Babylon efter babylonerkongen Nebukadnesars belejring og besejring af Jerusalem. I Ezras Bog kapitel 1-3 læser vi om tiden, hvor israelitterne får lov til at vende tilbage og genopbygge byen og templet. Men eksilet har sat sig dybe spor hos Guds udvalgte folk, hvilket også skinner igennem i andre tekster i Bibelen.

Så vidt rejser i Det Gamle Testamente. Beretninger, der på forskellig vis forbinder landet, folket og Gud, og som den dag i dag spiller en vigtig rolle for jødernes selvforståelse.

Også i Det Nye Testamente spiller rejser en vigtig rolle. Ifølge Lukasevangeliet kapitel 2 fødes Jesus på en rejse, og da han er 12 år gammel, tager Josef og Maria ham med på en rejse til Jerusalem for at deltage i påskefesten. I det hele taget kan evangeliernes fremstilling af Jesus’ liv ses som en rejseberetning, der fortæller om hans vandringer rundt i Galilæa før den sidste og afgørende rejse til Jerusalem.

Efter Jesus’ død og opstandelse fortsætter rejseaktiviteten i Det Nye Testamente. I Apostlenes Gerninger hører vi om apostlenes rejser fra Jerusalem til hele den kendte verden. Og i Paulus’ breve møder vi rejseglade Paulus, der har travlt med at grundlægge nye menigheder og holde kontakten med dem gennem sine breve.

Men der er flere lag i Det Nye Testamentes rejseberetninger. I begyndelsen af Markusevangeliet møder vi et gammeltestamentligt citat fra Esajas’ Bog, hvor Johannes Døberen skal bane Herrens Vej, så Jesus kan træde frem. I dette og en lang række andre skrifter i Det Nye Testamente bliver rejsen og vejen en metafor for det at følge i Jesus’ fodspor: Gennem troen på Jesus og den sandhed, han åbenbarer, er der adgang til det evige liv med Jesus. I Apostlenes Gerninger bliver ordet ”Vejen” brugt om et liv i Kristus, der fører til frelse. Og i Johannesevangeliets kapitel 14, vers 6 møder vi de ikoniske ord: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”.

Så nåede R for rejser til vejs ende. Læs med næste gang, hvor vi tager ophold i S for synd.