Nelson Mandela skal have sagt: ”Hvis du taler til folk på et sprog, de forstår, så taler du til deres hoved. Taler du til folk på et sprog, der er deres eget, så taler du til deres hjerte.”

Oversættelse er vigtigt for forkyndelsen

I år 382 fik Hieronymus opgaven at latinoversætte Det Gamle Testamente fra hebraisk og Det Nye Testamente fra græsk og dermed samle forskellige bibelversioner til en enhed. Således kom Abraham, Moses, Jesus, Paulus og alle de andre til at tale latin.

Biblia Vulgata, ”den almindelige bibel”, blev Vestkirkens bibel og er stadig den romersk-katolske kirkes autoriserede bibeloversættelse, nu og siden 1979 kendt som Nova Vulgata. Og selv om det kan lyde sært i moderne ører, var formålet med at have Bibelen på ét sprog netop at understrege enheden og det kristne fællesskab på tværs af sprog, grænser og folkeslag.

Dén enhedstænkning får dog ikke lov til at stå alene. Fra og med reformationen (og faktisk lidt før) bliver bibeloversættelser på menneskers modersmål en krumtap i folkeforkyndelsen.

Hele Bibelen på 717 sprog

I dag drives det internationale arbejde med at oversætte Bibelen på nye sprog af De Forenede Bibelselskaber, som Bibelselskabet i Danmark har et tæt samarbejde med. De Forenede Bibelselskaber har pr. 1. september 2021 opgjort, at 717 sprog af verdens sprog har hele Bibelen oversat, mens yderligere 1582 sprog har en oversættelse af Det Nye Testamente. Dertil kommer 1196 sprog, som har dele af Bibelen oversat. Netop nu er 180 sprog på vej til at få deres første oversættelse af Bibelen, mens nye eller reviderede oversættelser er i gang på 139 sprog.

Nok om tal, for det er ordene, det handler om.

Bibelen på ens modersmål giver tryghed, identitet – og fællesskab. Bibeloversættelser kan også hjælpe med at holde små, lokale sprog i live. For eksempel har en ny bibeloversættelse i landsbyen Gong Cha i Kina gjort, at deres sprog lisu er blevet bevaret. Som en af de lokale fortæller til en artikel på bibelselskabet.dk: ”Det er ikke noget problem for os at læse kinesisk – men med Gud snakker vi på lisu!”

Bibel, sprog og kultur

Bibeloversættelser kan også forme kultur og det sprog, de er oversat til. Det er der i grunden en lang tradition for. I 1600-tallet autoriseres bibeloversættelsen King James Version og får afgørende betydning for Englands kirke. Den samler en ellers splittet nation i brugen af samme bibel og får ligeledes stor indflydelse på engelsk sprog og litteratur. I århundredet før, i 1534, får Luthers samlede oversættelse af Bibelen stor betydning for det tyske sprog og kultur. Han viser sig at være en stor sproglig begavelse og fornyer det tyske sprog med ord og vendinger som ”lokkefugl”, ”lappeløsning” og ”hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”. Hans mål er at oversætte til godt tysk, og det er vigtigt for ham, at bibelsproget ligner det talte dagligsprog. I Åbent brev om at oversætte fra 1530 skriver han:

”Man skal spørge forældrene i hjemmet, barnet på gaden, de almindelige mennesker på torvet og se på munden, hvordan de snakker, og oversætte efter det. Først da forstår de det og mærker, at man taler tysk.”

Den første komplette danske bibeloversættelse er Christian 3.s bibel fra 1550, som er oversat af Christiern Pedersen på grundlag af Martin Luthers oversættelse af Bibelen. Mange udtryk fra Bibelen løber med over i det danske sprog: At kaste den første sten, at skille vandene, at vaske sine hænder, at være en benjamin, at sluge en kamel – for blot at nævne nogle få.

Dagligsproget har udviklet sig siden Luthers tid, og Luther-Bibelen er blevet revideret flere gange, ligesom også den danske bibel er revideret og nyoversat gentagne gange – senest med den autoriserede oversættelse fra 1992 og med Bibelen 2020 fra sidste år. For sproget forandrer sig hele tiden, ord skifter betydning, måske erstatter nogle udtryk andre. Derfor har vi med års mellemrum brug for at oversætte Bibelen igen. Og igen. Og igen.

Læs med næste gang, hvor vi er nået til P for Profeter.