”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!”

Vi er midt i Jesus’ sidste måltid med sine venner, disciplene, og vi er midt i det, der siden blev den kristne nadvers indstiftelsesord. Fortælleren er Paulus, der i sit brev til menigheden i Korinth minder om, at måltidet er Herrens måltid. Mætte kan de troende spise sig hjemme, inden de mødes, siger Paulus, der er vores ældste vidne på de første kristustroendes menighedsliv. I Apostlenes Gerninger, som vi kan kalde den tidligste missionshistorie, fortælles også, at den første menighed holdt fast ved at brødet skulle brydes; et fællesmåltid, hvor de delte brød og vin.

Det, vi i dag kender som nadver, spillede altså allerede en vigtig rolle blandt de første kristne. Skærtorsdag, som kirkekalenderen siden døber dagen og aftenen for den første nadver, bliver både en optakt til langfredags sorg og smerte og en festdag. For hér bliver nadveren, som vi fejrer til gudstjenester i hele den kristne kirke, til. Den liturgiske farve for skærtorsdag er da også hvid eller guld, festens farve.

I evangelierne hører vi om, at Jesus var kommet til Jerusalem i anledning af den jødiske påske, som bl.a. blev fejret med et festmåltid. Det festmåltid, han holder med sine venner, var på én gang et jødisk måltid og begyndelsen på den kristne påske og nadveren som hellig handling. Ved denne lejlighed spiste jøderne lam til minde om Guds pagt med dem, da de rejste ud af Egypten. Lammet var det traditionelle offerdyr i den jødiske tempelkult og det dyr, som slagtes til den jødiske påske for at mindes, at det var blodet fra et lam, som engang reddede israelitterne fra død og slaveri.

I Johannesevangeliet 6,51 siger Jesus om sig selv, at han er det levende brød, der er kommet ned fra himlen. Samtidig kalder Johannes Døber ham Guds lam, som bærer verdens synd. Derfor er der en symbolik i, at Jesus bliver et offerlam for menneskers synders skyld.

”Dette bæger er den nye pagt,” siger Jesus og lader den gamle pagt ved Sinaj klinge med, den, vi hører om i 2. Mosebog 24. Disciplene får brød og vin at spise og drikke. Jesus siger, at det er hans legeme og blod, og gør det til den nye pagt mellem Gud og mennesker; en pagt, hvor Jesus ofrer sit liv, for at vi kan få del i Gudsriget. Det er ét element i nadveren, som også kommer frem i ordene fra Matthæusevangeliet kapitel 26: ”Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange.”

Disciplene skal drikke ”til ihukommelse af mig,” siger Jesus i Paulus’ Brev. Også i Lukasevangeliet 22,19-20 beder Jesus sine disciple om at spise og drikke for at huske ham, og det vil sige holde fast i det, han har gjort. Men nadveren skulle ikke bare være en mindefest. Den bliver en forkyndelse af den betydning, Jesus’ død og opstandelse har her og nu og med forventningen om hans genkomst. Nadveren bliver udtryk for, at Jesus giver sin krop og sit blod for menneskers skyld for at genoprette deres forhold til Gud.

Få spørgsmål har skabt så meget uenighed mellem kristne kirker som nadveren. Under reformationen i 1500-tallet blev uenighederne særligt tydelige. Martin Luther gjorde her op med tanken om, at brød og vin under nadveren var et offer fra præst til Gud. Han afviste dog også den tanke, at brødet og vinen under nadveren blot skulle være symboler eller åndelige tegn, der mindede deltagerne i nadveren om Jesu lidelse og død. I stedet mente Luther, at Kristus var til stede i nadveren i, med og under brødet og vinen. Den katolske kirke, de reformerte kirker, den ortodokse kirke og mange af de lutherske kirker er den dag i dag stadig ikke nået til enighed om disse spørgsmål, hvilket blandt andet gør det svært for kristne fra disse forskellige sammenhænge at fejre gudstjeneste sammen.

Hvad vi til gengæld håber, alle kristne kan fejre, er, når der udkommer nye bibeloversættelser. Læs med næste gang, hvor vi er nået til O og skal se nærmere på udfordringer og vilkår, når Bibelen oversættes.