Ørkenen er goldhedens og livløshedens sted og betegner i Bibelen ofte de områder, der ligger uden for det velkendtes og velordnedes sfære. Ørkenen kan tilmed være hjemsted for dæmoniske magter (Esajas' Bog 34,14). Men ørkenen er også stedet, hvor mennesker og folket møder Gud. Her kan Gud være nær, og fra ørkenen kan der ligefrem udspringe nyt liv.

Ørkenen er overgang

I Bibelen bliver ørkenen et sted for overgange. I Anden til Femte Mosebog danner ørkenen rammen om Moses’ kaldelse, der medfører israelitternes lange vandring, der begynder i kulturlandet Egypten og fortsætter til ørkenen, undervejs med åbenbaringen på Sinaj. Turen går til det forjættede land, Kana’an – israelitternes kulturland.

Den historiske kerne af ørkenvandringen er omdiskuteret, og er den historisk, kan det undre, at israelitterne ikke tog den kortere, mere etablerede rute langs Middelhavet. Uanset hvad, tjener ørkenvandringen, som vi møder den i Bibelen, en afgørende teologisk funktion: I ørkenen, dette sted, hvor der ikke findes faste, på forhånd givne indretninger eller strukturer, gives den guddommelige åbenbaring, og Gud meddeler de institutioner – loven, helligdommen, præsteskabet og offertjenesten – som skal danne grundlaget for folkets liv i det land, Gud vil give dem.

Omsorg og trods

Ørkenvandringen rummer også en række episoder, der er variationer over temaet Guds omsorg og israelitternes genstridighed. Dette grundtema slås allerede an i den første serie af episoder fra Anden Mosebog kapitel 15-17. Moses gør det bitre vand drikkeligt, Gud giver israelitterne manna, hjælper israelitterne mod fjender og lader Moses skaffe folket vand fra klippen.

Men folket er utaknemmeligt. Den guddommelige omsorg mødes igen og igen af folkets trods og beklagelser, der i sidste ende også udvirker, at ørkenen holder på dem i hele 40 år. Gud vil ikke lade denne første generation af ulydige israelitter indtage Det Hellige Land.

Et helt særligt sted

Kort sagt: Ørkenen har en særlig plads i det bibelske univers. Det er i ørkenen, at Gud åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk og sender ham til Israels folk. Det er i ørkenen, at Gud åbenbarer sig for Israels folk og giver dem de ti bud. Og det er i ørkenen, at Johannes Døberen træder frem med et omvendelsesord og en proklamation: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matthæusevangeliet 3,2).

Det Nye Testamente knytter an til beretningerne i Det Gamle Testamente, og ørkenfortællingerne får nu ny betydning i lyset af Kristus. Johannes Døberens fremtræden i ørkenen ses som en opfyldelse af Esajas’ profeti om en, der råber i ørkenen, bespisningen i ørkenen viser Jesus som endetidens nye Moses, og i Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 10 sætter Paulus nærmest lighedstegn mellem den nytestamentlige menighed og ørkentidens Israel på vandring mod det forjættede land. I evangelierne læser vi, at Jesus føres ud i ørkenen, hvor han er, ikke i 40 år, men i 40 dage. I ørkenen frister Djævelen ham ved blandt andet at love ham hele verden, hvis han vil tilbede Djævelen i stedet for Gud, men Jesus modstår alle fristelser og ender med at vise Djævelen fra sig med ordene: ”Vig bort, Satan!” (Matthæusevangeliet 4,10).

Gud har magten – også i ørkenen.

Bibelens ABC er ved at være til ende. Sidste bogstav er Å – læs med næste gang, når vi tager Åbenbaringen under kærlig behandling.

Læs også: Klog på bibelsprog - slug en kamel og tag på ørkenvandring