Står der det, vi tror, der står i Bibelen? Eller har vi vænnet os til, at fortællingerne falder på en bestemt måde, at vi har glemt – eller måske slet ikke vidste – at der faktisk står noget lidt andet i Bibelen? Eller at noget, vi troede, står i Bibelen, faktisk slet ikke står der? I denne udgave af Bibelens ABC dykker vi ned i nogle eksempler på, at Bibelen siger noget andet end – eller måske ligefrem kommer på kant med – tradition og forestillinger.

Lad os først gå en tur i Edens have, hvor vi både møder Kundskabens Træ og Livets Træ. De bærer begge frugt, men hvilken? I kunsten og folkemunde kender vi det som æbler; for det er da et æble, Eva rækker Adam, eller hvad?

Det er usandsynligt, at der fandtes æbler i Mellemøsten på den tid, historien blev til, og Første Mosebog kapitel 3 fortæller faktisk heller ikke, hvilken slags frugt træerne bærer, blot, at de bærer frugt.

Æblet er sandsynligvis en middelaldertradition, der udspringer af den latinske oversættelse Vulgata fra slutningen af det 4. århundrede, hvor ordet for æble, malum, anvendes. Peter Madsen har i sin tegneserie Urhistorien valgt at gengive frugten på Kundskabens Træ som et granatæble, da ”det tager lidt tid at få hul på det, og den flotte, røde farve giver nogle gode, dramatiske billeder,” som han fortæller i sin Noter til Urhistorien. God, kreativ fortolkning. Men som sagt: I tekstforlægget står der kun ”frugt”.

Fik du klikket på linket til Første Mosebog, så du måske ordet ”Syndefaldet” i overskriften. Men hverken ordet ”synd” eller ”fald” nævnes i den hebraiske grundtekst. Overskriften er det, man med et fagord kalder en paratekst, som er tilføjelser til en tekst, der leder læseren i en bestemt retning, eller rammesætter teksten på en bestemt måde. Begrebet ”syndefald” forbinder vi med traditionen bag et andet ord, nemlig ”arvesynd”. Heller ikke dét er nævnt i Bibelen, men er en ”opfindelse” af kirkefaderen Augustin (354-430). Han fremsatte en arvesyndslære, der siden kom til at høre til inden for den vestlige kirke. De østlige kirker, altså de ortodokse kirker, afviser denne lære.

Historien er rig på andre bibelske udtryk og teologiske forestillinger, der ikke eksplicit nævnes i Bibelen. Et andet eksempel er forestillingen om de syv dødssynder, som blev udbredt med fremstillingen i ”Dantes guddommelige komedie”. Selv om de ikke opregnes, som den katolske kirke gør, skriver Bibelen dog flere steder om laster, som man skal afstå fra. For eksempel skriver Paulus i Galaterbrevet kapitel 5, at man skal afstå fra ”utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.” I Ordsprogenes Bog kapitel 6, vers 16-19 finder vi en lignende opregning.

Og lad os så tage på sejltur med Jonas.

Jonas er ikke meget for at følge Guds vilje, læser vi i Jonas’ Bog, og derfor rejser han bort. Men han indhentes af Herren på dækket af et stormramt skib, og for at lægge stormen ned, må han lade sig kaste i havet, hvor han sluges af … en stor fisk. De fleste af os kender historien som ”Jonas og hvalen”, men i den hebraiske tekst tales kun om en stor fisk – og det er faktisk også det, der står i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992. Ja, måske ikke en forskel, man kan bedrive stor teologi på baggrund af – men dog en lille forskel.

Turen går nu videre til landskabet omkring Betlehem. Det er julenat. Der er hyrder på marken, i hvert fald ifølge Lukasevangeliet, og så fortæller Matthæusevangeliet, at vise mænd kom fra Østerland for at hylde jødernes nyfødte konge. Men hvor mange er der? Tre, fem eller syv? Igen er teksten tavs, og Bibelen fortæller heller ikke, hvem de præcis var. Matthæusevangeliet kalder dem μάγοι, som menes at sigte på en persisk præsteklasse, der blev sat i forbindelse med magi og stjernetydning. De vise mænd bringer ifølge traditionen guld, røgelse og myrra til Jesus. På grund af de dyre gaver blev de senere kaldt konger. En middelalderlig legende fortæller, at de hellige tre konger hed Kasper, Melchior og Balthazar – men Bibelen sætter altså ikke navn på dem.

Dermed slutter vores lille rundrejse i bibel, tradition og forestillinger.

At komme igennem Bibelens ABC har forhåbentlig ikke været en ørkenvandring. Uanset hvad, er turen snart slut. Næste gang træder vi ud på det varme sand med Ø for Ørken.