Hvor eller hvornår læser du i Bibelen? 

Som barn læste jeg meget i Bibelen, fordi jeg er opvokset i et kristent bofællesskab og har gået på katolsk privatskole. På skolen havde vi en lærer i kristendom, som læste lignelser fra Det Nye Testamente op for os, og så skulle vi tegne. På den måde blev Bibelen en del af mit dna, og mange af fortællingerne er en helt indgroet del af min bevidsthed. Der har dog været en lang pause i mit ungdoms- og voksenliv, hvor jeg ikke har læst i Bibelen, indtil jeg for omkring fem år siden begyndte at læse i den igen, da jeg skulle lave research til min debutspillefilm ”Den store stilhed”. Den handler om en ung kvinde, der står lige før aflæggelsen af de evige løfter som nonne. Da jeg læste i Bibelen igen, var det med et andet blik. Som barn opfattede jeg nok mest Bibelen som en bog, der kunne fortælle mig, hvad der var rigtigt og forkert. Men da jeg læste i Bibelen igen, fik jeg øje på, at den er fuld af famlende, fejlende og fortvivlede mennesker, som slet ikke har styr på, hvordan man er et godt menneske, og som kæmper med det. Jeg fik også øje på Bibelens litterære kvaliteter. Jeg læste meget i Salmernes Bog, fordi salmerne indgår i tidebønnerne i klostrene, og de er jo enormt smukke, ren poesi. Det havde jeg ikke øje for som barn.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen? 

Det oplagte svar ville være Jesus, men jeg vil nævne Maria Magdalene. Jeg har altid været ret optaget af de kvindelige figurer i Bibelen, og Maria Magdalene har jeg siden barndommen været fascineret af. Ikke så meget på grund af rygterne om, at hun skulle have været kæreste med Jesus. Det er mere det med, at hun ifølge nogle af evangelierne er den første til at bevidne Jesu opstandelse. Scenen ved den tomme grav, hvor Maria Magdalene vender sig rundt og ser en gartner, som så viser sig at være Jesus, er jo helt eminent og kunne ikke være skrevet bedre i et filmmanuskript. Og så får hun i den grad en hovedrolle, som er kontroversiel i samtiden, da hun bliver den, der skal forkynde det centrale budskab til apostlene. Samtidig er der noget gådefuldt ved hende. Vi ved ikke meget om hende, men hun er muligvis identisk med den kvinde, som Jesus driver syv dæmoner ud af.

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Jeg kunne have nævnt Bjergprædikenen, men hvis jeg skal tale fra hjertet, må det blive kærlighedens højsang i Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13 vers 12: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” Jeg vil ikke kalde mig selv kristen i dag, men jeg synes, at det her vers indkapsler troens mysterium: Jeg har affundet mig med, at jeg nok aldrig kommer til at erkende fuldt ud, hvad der er op og ned, og hvad der er sandheden. Der er enormt højt til loftet i de her ord, og samtidig peger de på, at der er en større sammenhæng, som jeg bare ikke med min menneskeforstand kan erkende. Ordene minder mig også om en film af Ingmar Bergman, ”I et spejl”, som handler om en psykisk syg kvinde, der tror, at hun hører Gud tale til sig gennem en væg. Men først og fremmest er det bare nogle meget smukke ord, som åbner en sprække for, at der er plads til tvivlen og til det, vi ikke kan forstå.

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Bibelen er et helt bibliotek af bøger, som danner kontekst og grundlag for hele den moderne vestlige verden – vores værdier og stort set al vestlig kunst og kultur har rødder i Bibelen og i de symboler, motiver og mytologier, der findes i Bibelen. At læse i Bibelen er en måde at få sat kontekst på vores kultur og samfund, og jeg læser den mere og mere som en bog, der er et oplæg til samtale og til at få et vertikalt perspektiv på tilværelsen i en tid, hvor det horisontale perspektiv kan fylde meget – konkret for mig også lige nu, hvor jeg er på barsel, og meget handler om bleer og mælk og søvn. Bibelen kan skabe et vertikalt tankerum og give plads til, at man kan løfte blikket.

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Lignelsen om den fortabte søn. Jeg holder meget af den lignelse, og den indgik også i manuskriptet til min debutspillefilm, men røg ud i klipningen. Jeg synes, at Lukas skriver meget filmisk, og jeg er meget optaget af scenen, hvor den yngste søn kommer hjem, og faderen løber ham i møde og omfavner ham og får slagtet fedekalven. Den anden søn, som har tjent faren med hårdt arbejde, hører musik og finder ud af, hvad der er sket, og den jalousi og forpinthed, der griber ham, synes jeg er spændende. Derudover er det for mig en central tekst, fordi den handler om en kærlighed, som ikke er betinget af, hvordan vi opfører os, men netop er betingelsesløs – og at der derfor altid er en mulighed for nåde og tilgivelse.

En anden god måde at komme ind i Bibelen på kan være at lytte til P1-programmet ”Hvad ville Jesus have sagt?”, hvor jeg synes, at nogle af de her gamle tekster bliver trukket ind i en relaterbar og relevant kontekst og giver anledning til dybe eksistentielle samtaler.