Bibel, kristendom og kultur er dybt indfældet i hinanden, mener forfatter Jens Christian Grøndahl. Og Bibelen har særligt ét budskab, vi har brug for at høre i dag
”Hvis nogen for ti år siden havde fortalt mig, at jeg ville have en bibel med til foredrag, ville jeg have sagt, at det er løgn. Men det har jeg.”
Sådan indleder forfatter Jens Christian Grøndahl sit foredrag en tirsdag sidst i september, hvor Roskilde Domsogn har inviteret til en aften under overskriften ”Som forfatteren læser Bibelen”. Anledningen er udgivelsen af Bibelen 2020.
Som Fanden læser Bibelen
”Med foredragets overskrift ligger det jo snublende nært at citere talemåden ’Som Fanden læser Bibelen’. Og det er måske ikke helt ved siden af, hvis vi ser på, hvordan hovedparten af forfattere i traditionen fra det moderne gennembrud har set bibel og kristendom: som noget, man er i opposition til, noget, der strider imod al fornuft og rationalitet.”
Trods stædige antagelser om det modsatte, står den moderne litteratur imidlertid i dyb gæld til kristendommen, mener Jens Christian Grøndahl:
”Med Dantes guddommelige komedie fødes litteraturen inden for en dybt religiøs forståelseshorisont. Senere lægger Luther både med sin toregimentelære og sin bibeloversættelse et grundlag for, at litteratur og sprog kan udvikle sig selvstændigt, men stadig på skuldrene af det religiøse sprog. Og senere igen viser vores egen Grundtvig med sit dictum menneske først, kristen så, at humanisme og kristendom slet ikke er i opposition til hinanden, men to sider af samme sag.”
Josefs juleevangelium
Jens Christian Grøndahl fortæller, hvordan han selv er rundet af den religionskritiske tradition i litteraturen, men at han gradvist fik øje på den dybe sammenhæng mellem bibel, kristendom og kultur:
”Det startede med, at min kone for nogle år siden opfordrede mig til at skrive et eventyr, jeg kunne læse højt for familien juleaften. Det blev til en gendigtning af juleevangeliet set fra Josefs synsvinkel. Så var min interesse for evangelierne vakt, og siden har kristendommen spillet en større og større rolle både i mit liv og i mit forfatterskab, senest i min nye bog Dage som græs, der som motto har et par linjer af Blicher, der parafraserer nogle ord fra Salmernes Bog 103.”
”Bibelen er jo skandaløs!”
Også i evangelierne fandt Jens Christian Grøndahl det, han kalder en ’verdslig tendens’, samtidig med, at de udfordrer vores trang til at styre og forstå alting rationelt:
”Gud fik en søn, og dermed kom Gud tæt på menneskene. Der er ikke længere en absolut opdeling mellem det himmelske og det jordiske, Gud bliver en del af menneskenes liv og historie med Jesus. Og samtidig med dét er Bibelen jo skandaløs! Ikke nok med, at fornuftens stejler, når vi læser om dødeopvækkelse af Lazarus eller om genopstandelsen for den sags skyld. For Jesus er samtidig kompromisløs her i livet; han er i et stadigt oprør mod autoriteterne og dem, der mener at have definitionsretten med hensyn til det guddommelige, og han opfordrer os til at bryde op fra alt det, vi kender. ’Min familie er her,’ siger Jesus, da man afbryder ham, fordi Maria og hans søskende står udenfor. Dermed introducerer han en universalisme, der efter min mening fører os frem til menneskerettighedernes forestilling om et fællesskab på tværs af nationalitet, identitet, race, køn osv.”
Tro er ikke en præstation
For Jens Christian Grøndahl har det været en lettelse at overgive sig til noget, der er større end ham selv; at troen ikke er en præstation, og at vi ikke skal have styr på det hele. Og han mener, at netop dét rummer et vigtigt budskab til mennesker i dag:
”I sin tid sprang jeg fra konfirmationsforberedelsen, fordi jeg ikke mente, jeg kunne stå inde for kristendommen. Jeg havde misforstået det, forstår jeg nu. Det blev særligt tydeligt for mig, da min datter her i september blev konfirmeret. Det handler jo ikke om, hvad jeg selv skal bekræfte, men om at modtage den kærlighed, der allerede er bekræftet for mig. Så selv om jeg fortsat kan tvivle og protestere og bøvle med evangelierne, kan jeg – og vi – samtidig læne os op ad kristendommen som den ældste historie, vi kan fortælle os selv og hinanden om, hvem vi er. En historie, der fortæller os, at vi er ok med alle vores fejl. Dét budskab er vigtigt at gentage i en tid, hvor humanismens misforståede guddommeliggørelse af mennesket har vist sig både at kunne føre til totalitarisme og til uhæmmet egoisme og til en perfektionskultur, hvor vi aldrig føler os gode nok.”
