Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Nu har jeg været så heldig, at jeg i mange år har arbejdet med genfortællinger af de bibelske historier. På den måde har jeg fået et ekstra skub i ryggen til at gå i lag med teksterne. I begyndelsen gik jeg meget systematisk til værks, idet jeg for at danne mig et overblik støt og roligt læste hele Bibelen igennem fra ende til anden, nogle sider hver dag.

I dag er min læsning anderledes. Selvfølgelig læser jeg grundigt på de skrifter, jeg prøver at genfortælle, men samtidig sker det jævnligt, at jeg dykker ned andre steder. Ikke efter et fast mønster, men inspireret af ting, jeg har hørt eller læst – alt fra en prædiken til en replik i en roman – eller oplevelser i hverdagslivet. Og det forunderlige er, at jeg som regel læser de samme steder igen og igen. Steder, som jeg troede, jeg kendte til bunds, men som bliver ved med at vise sig fra nye sider.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen?

Bibelen er spækket med vidt forskellige menneskeskæbner og personligheder, og netop den mangfoldighed gør den så rig. Så det at skulle udpege en ”favoritperson” er lidt som at udpege en lille del af regnbuens spektrum som ens ”favoritfarve”. Men en af de personer, jeg holder meget af, er gamle, krasbørstige Job, der bliver ramt af alverdens ulykker.

I starten af nedturen udbryder han: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet,” og det har fået mange til at tro, at Job – det er ham, der ydmygt bøjer nakken. Men straks efter får piben en helt anden lyd, idet han både retfærdiggør sig og raser mod Gud. Og han lader sig ikke sætte på plads af reprimanderne fra sine fromme venner. Samtidig får vi et gribende portræt af et menneske i nød, lige til den overraskende slutning, hvor Job når til erkendelsen af, at han befinder sig på herrens mark – og at det sted slet ikke er så galt endda. Ydmyg, men samtidig med stoltheden i behold.

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Dem er der mange af, og jeg opdager jævnligt nye.

I dag genopdagede jeg et herligt, nærmest humoristisk lille sted, hvor Jesus diskuterer opstandelsen med nogle saddukæere (Lukasevangeliet 20,27-40).

Ofte danner vi mennesker os så mange forudfattede meninger om, hvor Guds veje fører os hen. Og spekulationer om efterlivet er der tonsvis af. Havner vi i himmel eller helvede? Skal vi gense vore kære på den anden side, og kun dem – eller er vores fjender også med i pakken? Hvilken version af os selv bliver vi – spædbarnet, den midaldrende eller oldingen?

Saddukæerne tror ikke på opstandelsen, så de stiller Jesus spørgsmålet om en kvinde, der i løbet af livet har været gift med syv brødre: Hvem af dem skal hun være gift med, når de står op fra de døde? I stedet for at gå ind på det sindrige regnestykke, svarer Jesus kort og godt, at i opstandelsen bliver vi som engle! Med andre ord: Det skal vi slet ikke bryde vores hjerner med. Det er en tilstand, vi ikke kan vide noget om, men vi kan have tiltro til, at Gud har styr på det.

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Det ved jeg da heller ikke, om vi skal. Men for mig kommer det helt af sig selv.

Fordi den indeholder stort set alt. Umiddelbart spændende historier, smuk poesi, svære dilemmaer, indviklet visdom og enkle ordsprog, fortvivlelse og håb …

Bibelen er en grundpille i vores kultur. Man kan ikke se en storfilm, der ikke bygger på mindst en af fortællingerne fra den, og den er mere rummelig end nogen anden bog, jeg kender.

Jeg har aldrig brugt Bibelen som en opslagsbog, hvor jeg kan finde et trøstens ord til den situation, jeg nu befinder mig i. Tværtimod, de fleste gange jeg slår op, får jeg svar på noget, jeg ikke har spurgt om!

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Det vil jo komme helt an på, hvem den læser er. Hvis det er et lille barn, ville jeg nok foreslå at begynde med begyndelsen: Skabelsen i Det Gamle Testamente og Juleevangeliet i Det Nye Testamente.

Hvis det er en moden, voksen læser, ville jeg foreslå mere koncentrerede visdomsord som Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 12 og 13. Eller nogle af Jesus’ lignelser, som historien om den barmhjertige samaritaner. Men her er det jo vigtigt at få fat i detaljerne:

• At præsten og tempeltjeneren ikke nødvendigvis lader den overfaldne mand ligge, fordi de er selviske, dovne eller bange, men måske undlader at gå hen til ham, fordi det at røre ved en død ville gøre dem urene, så de ikke kunne udføre deres vigtige gerning i synagogen eller templet.
• At samaritaneren tilhører en anden etnisk gruppe end de andre jøder. Da babylonierne i det 6. århundrede f.Kr. underlagde sig Israel, sendte de mange af de toneangivende jøder i eksil i Babylon. Samaritanerne var dem, der blev derhjemme, og i de følgende år giftede de sig med landets besættere. Da jøderne kom tilbage fra eksilet i Babylon, undgik de samaritanerne og udelukkede dem fra templet i Jerusalem. På Jesus’ tid var de altså ”de andre” – en udstødt gruppe.
• Men først og fremmest, finurligheden med at Jesus ikke svarer på den lovkyndiges spørgsmål, om hvem hans ”næste” er, men i stedet i fortællingen viser, at samaritaneren er ”næste” for den overfaldne. Så det ikke bare bliver en sød fortælling om at gøre gode gerninger, men en fortælling om, hvordan vi er indbyrdes forbundne.

Det er altså ikke helt nok at anbefale en fortælling fra Bibelen til en ny læser. Alt afhænger af, hvordan den bliver fortalt. Heldigvis er der rigtig mange, der er gode til netop det – de fleste af dem gør det fra prædikestolen hver søndag.

Læs også Noter til Urhistorien

I Noter til Urhistorien deler Peter Madsen sine personlige tanker og de sproglige, historiske og teologiske overvejelser, som han har gjort sig under arbejdet med Urhistorien. Køb noterne her eller læs dem gratis online.