Når Kain slår sin bror Abel ihjel, er det så lige så meget en historie om forskellige psykologiske aspekter af ethvert menneske, som det er en fortælling og broderdrab og ondskab? Og når Gud, også i Første Mosebog, uddriver mennesket af Edens Have, kan det så tænkes, at det nærmest er en nødvendighed for, at mennesket kan få lov at udfolde sin frihed, og ikke først og fremmest udtryk for, at Gud ønsker at straffe det oprørske menneske? Er historien om Babelstårnet en historie om en jaloux Gud, der ikke ønsker, at mennesket skal gå ham i bedene ved at bygge et tårn, der skal række helt op til himlen, eller er det snarere en fortælling om, hvordan store menneskelige projekter alt for let udarter sig til ideologiske blindgyder med totalitære tendenser?



Det er spørgsmål som disse, tegneserieskaber Peter Madsen har stillet sig selv i den omkring tre år lange proces med at skabe bogen Urhistorien – en genfortælling i ord og billeder af de første 11 kapitler i Bibelen, tilsammen kendt som Urhistorien.



Bogen, som udkommer 5. november, indeholder Peter Madsens fortolkning af de 11 kapitler, som tilsammen fortæller fem nogenlunde afgrænsede historier – Skabelsen, Adam & Eva, Kain og Abel, Noas ark og Babelstårnet. Og den autodidakte tegner har på samme tid gjort sig umage for at gøre tekster og billeder enkle og udtrykke den flertydighed og dybde, som han har fundet i historierne.



”Fortællingerne kan på overfladen ligne simple eventyr, som de fleste af os har kendt fra barnsben og været fascineret af, fordi de rummer stærke billeder, som børn umiddelbart kan forholde sig til. Men ved at genlæse historierne og også dykke ned i teksterne og betydningen af mange af de hebraiske begreber i den originale tekst, har jeg fundet nye lag og mange tolkningsmuligheder i hver enkelt fortælling. Det er gået mere og mere op for mig, at der er mange måder at forstå historierne på, og at de har meget at sige også ind i vores nutid,” siger Peter Madsen.

Stærke billeder og psykologiske fænomener

Han opfatter historierne både som mytiske fortællinger om menneskets grundvilkår og som beretninger, der spejler psykologiske fænomener og mekanismer i det enkelte menneske.



”Urhistorien beskæftiger sig med de allerstørste spørgsmål i tilværelsen: Hvorfor er vi til? Hvorfor lever vi ikke evigt? Hvorfor rammes vi af naturkatastrofer og sygdom? Hvorfor slår vi hinanden ihjel? Det er enkle, men også komplicerede spørgsmål, og derfor må fortællingerne, der beskæftiger sig med dem, hæve sig op over det hverdagsagtige, op i det mytiske rum. Myter er jo netop beretninger, der ikke er sande forstået som historiske beretninger eller videnskabelige fakta, men som beskrivelser af almenmenneskelige erfaringer,” siger han.



Derfor mener Peter Madsen heller ikke, at det giver mening at hænge sig i, om det kunne lade sig gøre at skabe verden på en uge, eller hvilken frugt der hang på træet til kundskab om godt og ondt.



”Det er en misforståelse at læse Bibelen som en matematikbog, hvor alt hænger logisk sammen. Man får faktisk en del mere ud af det, hvis man læser den, som man ville læse poesi,” siger han.

Guds åndedræt

Men hvordan omsætter man så en mytisk og poetisk læsning af Bibelens 11 første kapitler til en tegneserie, hvor noget jo må gøres billedligt og konkret på siderne? Det har været en udfordring og en proces, som har krævet masser af research og samtaler med eksperter og forlagsredaktør, fortæller Peter Madsen.



”Jeg har læst og diskuteret og tænkt og tegnet i flere år, og jeg har forsøgt at lægge mange lag og flertydigheder ind i billederne. Jeg har for eksempel forsøgt at skabe en helhed ved blandt andet at gøre Guds åndedræt som det, der giver liv til verden, og som vi som individer alle deler, til et gennemgående tema. Samtidig har jeg bestræbt mig på at give hver fortælling sit eget udtryk ved at bruge forskellige tegneteknikker – fra akvarel over tusch til gouache,” siger han.



Fordybelsen i den hebraiske originaltekst har ført til, at Peter Madsen har opdaget nuancer og mulige forståelser af fortællingerne, som han ikke var opmærksom på før, og som har haft stor betydning for hans valg af motiver og billedsprog. Et eksempel er i den anden skabelsesberetning, hvor det beskrives, hvordan Gud skaber det første menneske af jord og blæser sin ånde i det, og fra dette menneskes ribben skaber han kvinden. I Peter Madsens gengivelse er det første menneske en mand, men hans kønsorganer bliver først synlige, da også kvinden skabes, og det er der en grund til.



”Vi er vant til at få at vide, at Gud skaber en mand, og han hedder Adam. Men på hebraisk er adám en afart af navnet på den frugtbare agerjord, adamá, og i begyndelsen er ordet adám ikke brugt som et egennavn, men simpelthen som en betegnelse for det væsen, der er skabt af jord. Det hebraiske sprog bruger ikke store begyndelsesbogstaver, og man kan ikke skelne, hvornår der er tale om adam, mennesket generelt, og Adam, manden Adam,” fortæller han.



”I den danske bibeloversættelse kommer skiftet til egennavn det sted i fortællingen, hvor kvinden skabes, og det giver god mening. Der, hvor kvinden træder ind på arenaen, træder Adam også i karakter og udkrystalliserer sig som mand. Derfor har jeg først på det billede ladet Adams kønsorganer blive synlige.”

Ingen renskuret MeToo-udgave  

Rent sprogligt har Peter Madsen også i den anden skabelsesberetning ladet sig inspirere af den hebraiske tekst. Det hebræiske ord for den partner, Gud skaber af et af Adams ribben, er nemlig ézær, som ganske vist betyder ’hjælper’, men ikke i betydningen hushjælp eller stik-i-rend-dreng.

 

”Ordet bliver brugt 19 andre steder i Det Gamle Testamente – de fleste gange i forbindelse med Gud som menneskets store ’hjælper’. Der er altså snarere tale om én, der står over, end én, der står under den, der hjælpes. Derfor foretrækker jeg at bruge ordet ’mage’ om Eva. Det understreger, at Adam og Eva er i øjenhøjde og ligeværdige, og det har jeg forsøgt at udtrykke både i ord og billeder,” siger han.



Samtidig understreger han, at han ikke har forsøgt at skabe en renskuret MeToo-venlig udgave af Urhistorien, hvor alle kontroversielle temaer er udraderet.



”Da jeg arbejdede med den første skabelsesberetning, generede det mig i begyndelsen at skulle betegne Gud som hankøn. Jeg har altid afstået fra at tegne Gud som en gammel mand med hvidt skæg, og jeg forsøgte også her at undlade at bruge det personlige pronomen. Men jeg måtte kapitulere, ligesom jeg også valgte at indarbejde antropomorfe træk i billederne – en mund, en mørk profil, en overkrop, et par mere eller mindre diffuse hænder”, forklarer illustratoren.



”Dels er skabelsesberetningen skrevet i et patriarkalsk samfund, og jeg kunne ikke helt vriste mig ud af den sprogdragt, som den er hyllet i. Dels er Gud ikke kun den sublime kraft i universet, men også et nærværende, menneskeligt væsen, som glæder sig, bliver træt, raser og fortryder.”



Peter Madsens overvejelser, til- og fravalg vil næppe umiddelbart kunne afkodes af ret mange læsere. Derfor har Bibelselskabet Forlag sammen med Peter Madsen besluttet at lave et appendiks til Urhistorien i form af en selvstændig udgivelse, Noter til Urhistorien. Her kan man læse om nogle af de sproglige, historiske og teologiske overvejelser bag tegneserien. Man kan blandt andet blive klogere på, hvorfor den forbudne frugt, som slangen frister Eva til at spise af, er tegnet som et granatæble, og hvorfor slangen nærmest vokser ud af træet og har antydninger af ben.

Babelstårnet i den digitale tidsalder  

Det har været vigtigt for Peter Madsen, at Urhistorien ikke blev en bog, der slørede de eksistentielle dybder i historierne med romantiserede paradis-illustrationer eller nuttede dyr på Noas Ark.



”Jeg ville for alt i verden ikke lave en børnebibel med Noas Ark med alle de søde dyr på forsiden. Det mytiske og eksistentielle lag har været vigtigt for mig. Men samtidig har jeg også researchet på historiske og naturvidenskabelige emner, og da jeg skulle tegne historien om Noas Ark, havde jeg i hundredvis af fotografier af dyr i alle mulige positurer og et væld af zoologiske opslagsværker liggende – og undervejs fik jeg den der fantastiske åbenbaring af, hvor rigt skaberværket er, og begyndte at holde af den lille gnu, jeg sad og tegnede, eller af den kælvende ko, som et af Noas børnebørn blev fødselshjælper for,” siger han.



Han håber, at hans bog ikke bliver kategoriseret som enten voksen- eller børnebog, og at læsere i alle aldre vil opleve, at de gamle fortællinger taler ind i deres liv og tid. Derfor har han også med for eksempel historien om Babelstårnet tilladt sig at lægge nogle direkte referencer til nutiden ind.



”For mig at se handler den historie meget om, hvordan vi som fællesskab – også når vi forsøger at skabe noget godt sammen – let kan ende i noget, som slet ikke er spor godt. Det har jeg blandt andet illustreret med et billede på vores digitale tidsalder, hvor vi alle står foran hver vores lille skærm og tror, at vi er en del af et fællesskab, men måske slet ikke er det.”