Læs lignelsen om huset på klippen og huset på sand

Min bedstefar havde tre byggegrunde i Esbjerg. På et tidspunkt solgte han dem alle tre. Femhundrede kroner pr. styk, var prisen. I dag er den ene en milliongrund med kæmpe sommerhus på. De to andre ligger i havet.

Både i Jesus’ lignelse om den kloge og den dumme, der bygger hus på henholdsvis klippe og sand, og i anekdoten om min bedstefar handler det om det samme: Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

For hvad vi sætter vores lid til, hvad vi bygger vores liv på, hvad der er vores fundament, det er temaet i Jesus’ lille lignelse.

Lignelsen er meget enkel: Den, der har bygget sit hus på klippe, har et hus, der står fast og kan modstå al vind og vejr, storm og oversvømmelser, men den, der byggede sit hus på sand, mister det hele. Det skylles bort og forsvinder snart i havet.

Som et helt umiddelbart møde med lignelsen er det således en helt grundlæggende (!) påmindelse til os alle sammen om, at vi ikke kan bygge vores liv på hvad som helst. Vi må have et fundament, der holder. Det bliver nødt til at være bæredygtigt, stærkt, og det kan ikke være et fundament, vi selv lægger. I modsætning til alt det, som ellers fortælles os så rigeligt i denne tidsalder, så kan vi faktisk ikke bære hverken os selv eller vort eget liv. Ikke en eneste af vores gerninger kan bruges som grundsten.

Hvis vi tror det, så ender det nemt med at blive ligesom med det venezianske hus, hvor James Bond i filmen ”Casino Royale” kæmper mod sin fjende. Husets smukke facade fortæller om velstand og historie, men da skud fra skydevåbnene også rammer ned i de kæmpe luftpuder, der holder hele huset oppe, så kollapser huset, og det synker til bunds midt i Venedigs kanaler.

Jesus’ ord bliver således en vigtig påmindelse til os om, at vi ikke er herre over eget liv, men der er mere end det i den lille lignelse.  Den fortæller, at den, der hører og lader det hørte følge af handling, bygger på klippegrund, mens den, der hører, men ikke handler, bygger på sandet. Lignelsen handler om alle os, der som døbte, kirkegående, bibellæsende, trosreflekterende, eller hvad vi hver især vil kalde os selv – den handler om, hvad vi gør med det, vi hører.

Lignelsen står som det sidste i den lange bjergprædiken, som fylder hele tre kapitler i Matthæusevangeliet. Her går Jesus i sin tale ind i hver eneste krog af menneskelivet og fortæller os, hvordan vi skal se på livet og på hinanden, når vi lever i lyset af troen på ham. Vi inviteres til at bygge vores liv på ham, Kristus, klippen.  

Det menneske, der har hørt det hele – evangeliet om Guds frelse og nåde i Jesus Kristus, men som ikke handler efter det, bliver ligesom huset i Venedig: Det har en smuk facade, men det er ikke på nogen måde bygget på noget, der kan holde! Der er smukke ord og gerninger, men Kristus er væk. Tilbage er kun luftkasteller og facade. Intet af det kan vise sig som sandt bæredygtigt.

Vi kan ikke imponere Kristus med hverken nok så mange gode gerninger, en korrekt bekendelse med munden eller ved at have hørt hans ord så og så mange gange. Det handler ikke om det grundlag, vi kan lægge, men om at vi vil lade ham, hans gerning, hans kærlighed være fundamentet.  

Det lyder svært! Der er faldgruber alle steder: gerningsretfærdighed, hykleri, handlingslammelse. Men for Kristus er selv den svageste og mest famlende bekendelse sand, når den kommer fra hjertet, og han ser selv den mindste handling, der udspringer af troen på ham. Hellere en ussel hytte bygget på klippegrund end et imponerende slot bygget på sand.

Vi, der har hørt ordene, skal handle efter dem. Ikke for at blive frelst – det er Guds sag og gave – men for at lade håbet, lyset, troen og barmhjertighed spredes i verden, og for at flere må få fast grund under fødderne: klippen, Jesus Kristus.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.