Endnu et år er gået, om lidt er det jul - og hvad har vi egentlig at tro på? Vi lever i skyggen af grusomme krigshandlinger, fanatisme, terrorangreb, brovtende tyranner, flygtningelejre af umenneskelige dimensioner, klimatrusler.

Alt det gode, vi troede, skulle vare ved, selv demokratierne smuldrer, og det kalder det værste frem i os. Det kalder på vores had og på viljen til med magt at udrydde alt det, vi frygter. Fred er jo noget, vi får, når vi har udryddet alt det, der står i vejen for os! Eller er det?

Svaret på dette spørgsmål får vi, når vi læser juleevangeliet. Hvert år ved denne tid bryder den samme fortælling ind imellem os og frygten. Det er mærkeligt, men netop julens historie kalder det mest menneskelige frem i os. Jeg undrer mig hvert år over, at det sker. Selvom vi kender historien ned til mindste detalje, så virker den alligevel med overraskende kræfter.

Vi hører om barnets fødsel og forstår, at nu er vi lige akkurat dér, hvor vi skal være: Som mennesker med plads i Guds skaberværk. Det spæde barn i krybben kalder på vores ydmyghed og vi ser, at vi ikke kan eksistere uden hinanden. Vi bliver ydmyge over for den Gud, der giver os, hvad vi aldrig selv kan tage. Det spæde barn i krybben kalder på vores omsorg. Uden vores omsorg går det ikke, det bliver så tydeligt: vi må tage vare på det skrøbelige liv. Det spæde barn i krybben kalder på vores tro, fordi der er en fremtid, som er længere end vores eget livs perspektiv. Vi bærer på en arv, som skal videregives til de næste generationer. Vi må passe på vores verden. Foran det spæde barn i krybben kaldes der på vores ydmyghed, vores omsorg, vores tro.

Her i december er der jævnligt nogen, som udbryder: Gid det var jul hele året! Jeg tror ikke, de siger sådan, fordi de ønsker nisser, kunstig sne, julesalmer og pebernødder i en uendelighed. Jeg tror derimod, det handler om denne mærkelige julefornemmelse for, at verden er så meget mere end blind ligegyldighed. Fornemmelsen for den kraft som ligger i fortællingen om det spæde barn i krybben.

Verden er stadig den samme. Vi er mennesker af kød og blod, og ind imellem løber det alt for stærkt i vores årer. Der skal mere end fornuftige argumenter til at tale os fra at frygte. Men det er ok. Som digteren Inger Christensen formulerede det, så gælder det om at overvinde frygten med frygten i behold, for vi har jo så meget at tage hånd om. Og når vi hører om barnets fødsel i Betlehem julenat, så ved vi, hvor vi hører til, og at vores liv, dit, mit, og alt det vi skal med hinanden, giver mening. Fortvivlelse, aversion og had kunne have været den naturligste streng i vores liv, men det er det ikke. Dét er et under. Måske et af hverdagens. I hvert fald er det julens under.

Glædelig jul!

Anne-Sophie Olander Christiansen er domprovst ved Roskilde Domkirke.