Jul på trods: Den forsvarsløse kærlighed vil synges om og tros på

Med hovedet fyldt med de angstråb, som fylder denne verden vil jeg holde jul igen i år.

Ordet "modløs" kan man ikke fortænke millioner af mennesker i at gribe til i tider som disse. Der er så meget vold og had. Vi dækker os bagved mange undskyldninger for ikke at lade os bevæge af medmennesker. Heldigvis ser det også ud til, at det går op for flere og flere mennesker, at vi ikke bare kan være ligeglade og rå. Man kan hverken opretholde fred eller stabilitet, hvis naboerne lider nød.

Mine tanker går især til flygtninge og fordrevne. Det er ikke så mange år siden, at vi i Europa også havde det problem. Mennesker måtte flygte for diktatorer og for krig. Da freden kom, måtte nogle af dem lide under fordrivelsen fra deres hjemegn. De var magtesløse. De måtte forlade alt, hvad de havde og deres hjem.

Jeg glæder mig til igen at skulle stirre ned i Jesusbarnets vugge og mærke, at verden er forvandlet og der er født andre idealer, en anden tro, en overgivende og overvældende kærlighed, som bevæger mig. Nu tror jeg, at Gud elsker verden. Medfølelsen er født. Menneske-sønnen giver os et nyt sprog og nye tanker, og de kan ikke overvindes af ondskab og modbydelighed.

Sidste jul fik jeg en nyudgave af nogle noveller af store tyske forfattere fra efterkrigstiden. Man kalder den litteratur for ”Trümmerliteratur”, altså ”ruinlitteratur”. Jeg blev slået med, hvilket mismod der stod ud fra disse sider. De var vrede. Men verden var også fuldstændig faldet sammen for dem. Der var intet at stole på og have tillid til. Det var som om alle moralske ordninger var kollapset. Tilbage var der kun en rygende ruinhob og ord, der søgte tomheden og meningsløsheden.

Samtidig slog det mig, at for mange af vores flygtninge og asylansøgere må verden se sådan ud. De har været i hænderne på menneskehandlere, menneskesmuglere. De aner ikke noget om deres nærmeste. Nogle har været så desperate, at de har sendt deres børn væk i håbet om, at de ville overleve. Deres hjerter og deres forstand bærer på lærdomme om andre mennesker, som vi andre heldigvis kun får lov til at læse om.

Det er et dystert billede. Men der er et andet billede, som jeg ikke kan få ud af hovedet. Jeg glæder mig altid til at synge om det barn, som blev født i en fjern afkrog af verden midt i magtens spilfægterier. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er som om der også findes et andet perspektiv i den verden, der er gennemsyret af vold og pansrede angreb.

Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at den forsvarsløse kærlighed alligevel vil synges om og tros på. Det kan godt være, at ondskaben føder megen død, og at dumheden skryder over den livløshed og forsøger at sælge det hele som en nødvendig løsning; men alligevel har jeg en tro på, at kærligheden har knækket den samme ligegyldige ondskab og dumhed.

Flere gange i år har jeg haft lejlighed til at fejre, at kærligheden, sandheden og friheden vil sætte sig igennem. Det er 25 år siden, at diktatur og hemmeligt politi blev vist vintervejen på vores kontinent. De troede, at de kunne udhule sandheden med deres klichéer og med deres menneskehad. Magthavere tænker aldrig over, at magtesløsheden også skaber en længsel efter forandring og efter sandhed.

Jeg glæder mig sådan til at synge om rosen, der skal skyde ud af den frosne jord. Jeg glæder mig til igen at skulle stirre ned i Jesusbarnets vugge og mærke, at verden er forvandlet og der er født andre idealer, en anden tro, en overgivende og overvældende kærlighed, som bevæger mig. Nu tror jeg, at Gud elsker verden. Medfølelsen er født. Menneskesønnen giver os et nyt sprog og nye tanker, og de kan ikke overvindes af ondskab og modbydelighed.

Glædelig jul!