Amos Oz giver tankevækkende indblik i Judas-figuren

Kysset og pengene. Det er de tvetydige tegn, der hænger ved Judas, forræderen. På kunstneriske fremstillinger optræder Judas ikke sjældent med markant jødiske træk, med ørnenæse og måske endda med antydningen af horn i panden.



”Ikke alle kan bare stille og roligt stå op om morgenen, børste tænder, drikke en kop kaffe og slå Gud ihjel!”, lyder det fra Gershom Wald, en af hovedpersonerne i den israelske forfatter Amos Oz’ seneste roman Judas. Wald udlægger Judas-skikkelsen i en samtale med Schmuel Ash, den unge studerende, der er ansat til at samtale med den handicappede ældre Wald, der bor sammen med sin svigerdatter Atalja, den gådefulde ejer af huset i Jerusalem: 



”Den, der slog Jesus fra Nazaret, en guddommelig skikkelse fuld af varme og kærlighed, ihjel, var nødvendigvis stærkere end ham og samtidig lumsk og afskyelig. Disse forbandede gudsmordere kan kun blive gudsmordere på betingelse af, at alle ondskabens hæslige kræfter koncentrerer sig i dem. Og det er sådan, jøderne opfattes i jødehadernes inderste tanker. Vi er alle Judas Iskariot.”



Judas er imidlertid ikke den eneste forræder, der er tilstede i Oz’ roman, der udspiller sig i 1959-60, blot 11 år efter staten Israels oprettelse. Personkredsen er overskuelig, nærmest som i et kammerspil, men Oz trækker tråde til såvel religionshistorie, som til familiehistorier, der er viklet ind i og kompliceres af Israels nyere historie. 



Atalja er enke efter Walds søn, der blev tortureret og dræbt i uafhængighedskrigen i 1948-49, og datter af Shealtiel Abravanel. Han var med i ledelsen af Jewish Agency, men dybt uenig med Ben-Gurion og argumenterede for et fælles jødisk-arabisk område uden grænser. Af sin samtid blev han stemplet som forræder og trak sig tilbage til livet bag skodderne i huset i Jerusalem, som hans datter overtog efter hans død. Men hvem er egentlig forræderen? Hvad er det, der afgør, om et menneske bliver forræder eller helt? Er forræderen bare ude af takt med sin tid? Lidt for tidligt ude? Også profeten Jeremias blev opfattet som forræder i sin tid. Og Judas?



Schmuel Ash har opgivet sine studier, fordi hans forældre gik konkurs, og kæresten forlod ham. Han var i gang med specialet om det jødiske syn på Jesus, et emne han har valgt ud fra en undren over, at jøderne bare afviste Jesus, og ikke opfattede ham som en, der ville reformere jødedommen. 



Schmuel deler ikke Walds syn på Judas, der i et enkelt kapitel selv får ordet: Judas er den mest dedikerede af Jesus’ disciple, og den, der elsker Jesus mest. Judas tror virkelig på Jesus. Det, han gør, gør han for, at alle skal se, at Jesus er mere end blot en blandt provinsens mange omvandrende healere og prædikanter. Derfor er skuffelsen så meget større, da det viser sig, at Jesus ikke stiger ned fra korset. Og selvbebrejdelsen så meget større, da han når til erkendelsen af, at han burde have vidst det. Og Ash selv? Forråder han sin familie, når han vender dem ryggen? En romance mellem Schmuel og Atalja rummer sin egen frisættende forløsning.



Amos Oz er en af mine yndlingsforfattere, og Judas skuffer ikke. Det er en mættet roman, der bringer læseren lige lukt ind i en af verdens mest komplicerede konflikter uden at forråde de mennesker, der lever midt i den og uden at forsimple hverken historien, de blandede følelser eller de modsatrettede interesser. En lille roman, man både bliver klogere af og ikke kan slippe, når man er gået i gang.



Amos Oz: Judas. På dansk ved Hanne Friis. 295 sider. 299,95 kr. Gyldendal.