Hvilke tekster i Bibelen er centrale, når talen er om mad – og hvad skal vi forstå ved dem?

Vegetarer?

Gud sagde: ”Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde.”

Vi er i Første Mosebog kapitel 1, på skabelsens sjette dag, og Gud har netop skabt mennesket i sit billede, som mand og kvinde. Derpå kundgør Gud diæten: frugt og grønt. Dertil formaner Gud menneskene om at herske over ”havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden”. Efter syndfloden i kapitel 9 lægger Gud til: ”Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter.”

Kød og brød

Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.

Israelitterne er ude på den lange vandring gennem ørkenen – og de beklager sig. Det havde nu været bedre, siger de i Anden Mosebog kapitel 16, hvis de var døde for Herrens hånd i Egypten, mens de sad ved kødgryderne og kunne spise sig mætte! Det bliver nok for Moses og hans præstebror Aron – og for Herren, som sender et vagteltræk hen over lejren og lader jorden omkring lejren være dækket af manna næste morgen.

Ikke af brød alene

Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Brød er ikke nok, siger Jesus, der har fastet i fyrre dage og fyrre nætter og nu sulter. Han er ude i ørkenen, og Djævelen frister: ”Sig, at stenene her skal blive til brød,” lokker han, men Jesus holder sultestand og afleverer ordene om ord fra Guds mund. Djævelen finder på mere – læs hele historien om Jesu fristelse i ørkenen i Matthæusevangeliet kapitel 4.

Spis og drik med glæde

Så spis da dit brød med glæde,
og drik din vin af et glad hjerte,
for Gud har allerede sagt god for, hvad du gør.

Prædikeren kan være noget af en sortseer med sit ’alt er tomhed og jagen efter vind’. Helt slemt er det dog ikke, for i kapitel 9 konstaterer han, at det trods alt er bedre at være en levende hund end en død løve, og derfor bør man da spise sit brød med glæde!

Alle dyr må spises

Og en røst lød til ham: ”Rejs dig, Peter, slagt og spis!”

I Det Gamle Testamente møder vi en række regler for, hvad israelitterne må spise og ikke må spise, for eksempel i Tredje Mosebog kapitel 11 i loven om rene og urene dyr og i Femte Mosebog kapitel 14’s bestemmelser om rene og urene dyr. I Det Nye Testamente er der en tekst, der gør op med reglerne for, hvilke dyr man må spise. I Apostlenes Gerninger kapitel 10 modtager apostlen Peter et syn fra Gud, der betyder, at alle dyr må spises fra nu af. Peter ser en stor dug, der er fyldt med alle verdens dyr, og derpå følger stemmen fra himlen.

Det, der kommer ind, og det, der kommer ud

Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent.

Jesus har i Markusevangeliet kapitel 7 en af sine ordstridigheder med farisæerne og de skriftkloge, der anklager Jesus og hans disciple for ikke at følge renhedsforskrifterne, før de spiser. Jesus giver igen og skoser farisæerne for at sætte menneskers overlevering over Guds bud. Bagefter erklærer Jesus al slags mad for ren – kun det, der kommer ud af et menneske, kan gøre det urent, siger han og forklarer: Det er ”onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed.”

Mad med mere

Jesus sagde til dem: Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.

Jesus har netop haft mødet med den samaritanske kvinde ved brønden, hvor han taler om det levende vand, der slukker enhver tørst og vælder med vand til evigt liv. Tilbage i følget med disciplene bliver det tid til at spise, og Jesus lader mad være mad med ordene: ”Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” Dernæst følger Johannesevangeliet kapitel 4’s ord om at gøre Guds vilje – to kapitler senere lyder det til hans følgere, at de ikke skal arbejde for den mad, som forgår, ”men for den mad, som består til evigt liv.”

Fem brød og to fisk

De sagde til ham: ”Vi har kun fem brød og to fisk her.” Han sagde: ”Giv mig dem!”

Vi er i Matthæusevangeliet kapitel 14, hvor vi hører om, ja, Jesus, der søger alenetid et øde sted, men alligevel mødes af en stor folkeskare, der søger hans ord og helbredelser. Det bliver hen under aften på det øde sted, og disciplene bekymrer sig over mad til de mange mennesker. Jesus får den smule mad, de har med, velsigner den, bryder brødene og lader disciplene dele maden ud: ”Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn.”

Nadveren

Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!”

Jesus og hans disciple er kommet til Jerusalem i anledning af den jødiske påske, og det, der siden bliver den kristne påskes begivenheder, er indledt. Jesus taler i Lukasevangeliet kapitel 22 til sine disciple, som han fejrer påskemåltidet sammen med: ”Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.” Jesus lader bægeret gå rundt, deler brødet ud og befæster derved fællesskabet mellem mennesker og Gud, hvorpå påskens begivenheder frem mod korsfæstelse, død og opstandelse følger.

Fællesskab

Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Tænk på Israels folk: Har de, som spiser af offeret, ikke fællesskab med alteret?

Paulus har på dette sted i sit Første Brev til Korintherne kapitel 10 netop formanet den lokale menighed om at undgå afgudsdyrkelse og ikke spise offerkød, og han minder dem nu om det fællesskab, de har med Kristus omkring Herrens bord. Dét fællesskab er på en og samme tid fællesskabet, de har med hinanden, og de følgende ord lyder da: ”Søg ikke det, som er til bedste for jer selv, men det, som er til bedste for andre.” Ord, der bringer Matthæusevangeliet kapitel 5 i erindring: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.”