16.06.2013 Astrid Detlefsen Kienitz
Vidste du: Otte ting, du ikke vidste om Johannes Døber
Den 23. juni tænder vi bålene og lader heksefigurerne brænde. Sankt Hans har dog oprindeligt intet med hekse at gøre, men er fejringen af Johannes Døber, en af de afgørende skikkelser i Det Nye Testamente. Her er der mulighed for at lære Johannes Døber lidt bedre at kende
- Ifølge Markusevangeliet blev Johannes Døber fængslet, fordi han havde advaret kong Herodes Antipas mod at gifte sig med sin brors hustru Herodias, da dette var en synd. Kongen blev derefter narret af sin hustru og dennes datter Salome, da pigen som betaling for en dans forlangte Johannes Døbers hoved på et fad. (Markusevangeliet 6,14-29)
- Indenfor kunsten bliver Johannes Døber ofte portrætteret med et lam og en korsstav, hvorfra der hænger et banner med de latinske ord Ecce Agnus Dei (Se! Guds lam). Ordene er taget fra Johannes' proklamation, da han ser Jesus nærme sig: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” (Johannesevangeliet 1,29)
- I 1965 blev Johannes Døber spillet af Charlton Heston i den amerikanske film The Greatest Story Ever Told. I samme serie blev Jesus spillet af Max von Sydow, og John Wayne havde en lille rolle som den romerske officer, som da Jesus dør, siger: ”Sandelig, han var Guds søn.” Et årti før havde Heston haft succes i en anden bibelsk rolle, nemlig Moses i De ti bud (1956).
- I senere kunstneriske fremstillinger ser man ofte Jesus og Johannes sammen som børn, men der er ingen indikationer i teksten på, at Jesus og Johannes kendte hinanden på det tidspunkt. Lukasevangeliet fortæller dog, at de var i familie. Elisabeth – Johannes’ mor – bliver kaldt for Marias ’slægtning’, og Maria besøgte hende, mens de begge var gravide (Lukasevangeliet 1,29-45).
- Undfangelsen af Johannes Døber beskrives i Bibelen som underfuld. Hans mor var nemlig for gammel til at blive gravid, og englen Gabriel gjorde hans far Zakarias stum, fordi han tvivlede på beskeden om at Elisabeth skulle føde en søn.
- Johannes' fødselsdag lægges ifølge traditionen seks måneder før Jesus', da Lukasevangeliet fortæller, at Elisabeth var i sjette måned, da Helligånden kom til Maria (Lukasevangeliet 1,26). Hans fødselsdag ligger derfor den 24. juni, men fejres ofte om aftenen den 23. I mange europæiske lande markerer man dagen med bål.
- Ifølge traditionen blev Johannes Døbers komme forudset i Det Gamle Testamente, bl.a. i Malakias’ Bog 3,1: ”Se, jeg sender min engel, han skal bane vejen for mig.”
- Der er ingen fortælling om, hvor Johannes Døber blev begravet efter halshugningen, men der findes flere relikvier og fund, som påstås at være fra Johannes Døber. Senest i 2010 fandt arkæologer knoglerester i en bulgarsk kirke, der stammede fra en mellemøstlig mand fra det 1. århundrede. Arkæologerne fremførte en teori om, at knoglerne, der lå i en marmorsarkofag, kunne være Johannes Døbers. En lille kasse, der blev fundet i nærheden, har en græsk inskription, der nævner Johannes Døber og derudover beder Gud om at ”hjælpe din tjener Thomas.”
Der var stor debat om fundet, men det demonstrerer tydeligt den stadige fascination med en af de vigtigste personer i Det Nye Testamente.
Læs det i Bibelen: Johannes døber Jesus
v13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. v14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« v15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. v16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; v17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
Matthæusevangeliet 3,13-17