Vidste du: Om bibelrekorder
En stor bog - som også kan være en meget lille bog. Bibelen er på mange måder interessant.
Hvor mange timer tager det at læse Bibelen?
Bibelen er på ca. 1400 sider, har 1346 kapitler, 35.690 vers, ca. 740.000 ord og cirka 3 millioner bogstaver. Højtlæsning tager cirka 80 timer. At læse den for sig selv tager cirka 50 timer.
Verdens største bibel blev lavet af en håndværker i Los Angeles. Han brugte to år på at skære den ud i træsnit. Hver side er en meter høj, og teksten blev trykt ind i træfladerne. Bogen består af 8048 sider, vejer 547 kilo og er 2,5 meter tyk.
Verdens mindste bibel er 4 cm høj, 3 cm bred, 2 cm tyk og vejer 20 gram. Bibelen, som har 878 sider, er på engelsk. Hvis man bruger et forstørrelsesglas, er den let at læse.
Verdens allermindste bibel er blevet formindsket til mikrostørrelse med en såkaldt PCMI-teknik. Den engelske bibeltekst, som egentlig har 1240 sider, er samlet på et enkelt plastark på 3 x 3,5 cm. Teksten kan læses ved hjælp af et mikroskop. Bibelen i digital form til læsning på computer kan være på tværsnittet af et hårstrå.