Vi har alle et ansvar for fællesskabet

Da Lise Kingos eneste søn Christian kom til verden i 1993, blev han født fem uger for tidligt. Lise Kingo var bange, mens hun gik rundt på hospitalet med sin lille dreng, og hun sendte en bøn opad og lovede, at hvis hun måtte få sin dreng med hjem, så ville hun gøre hvad hun kunne for, at den verden, som hendes søn skulle vokse op i, skulle blive et bedre sted.

Nu er sønnen voksen, og Lise Kingo har ikke glemt sit løfte.

I dag bliver Lise Kingo kaldt ypperstepræstinden af sine kolleger på direktionsgangene hos medicinalkoncernen Novo Nordisk. Men det bliver sagt med et drillende smil. For de har respekt for den ihærdige indsats, der har bragt Lise Kingo hele vejen fra Aarhus Universitet, hvor hun fik bachelorgrader i religionsvidenskab og oldtidskundskab til posten som koncerndirektør i Novo Nordisk og formand for Rådet for Samfundsansvar.

Velgørenhed og penge

Hun har i to årtier været den udfarende kraft i Novo Nordisk i forhold til det, der i erhvervsjargon hedder virksomhedernes sociale ansvar, Corporate Social Responsibility (CSR).

Hun har været bannerfører for, at Novo Nordisk som en af de første danske virksomheder indførte den såkaldte tredobbelte bundlinje med fokus på økonomisk, miljømæssig og social ansvarlighed i sin regnskabspraksis.

Formålet er dobbelt: Verden skal gøres til et bedre sted, og virksomheden skal tjene penge.

Når Novo åbner en børneklinik, som skal behandle børn med diabetes, i Bangladesh eller Vietnam sammen med patientforeninger, sundhedsmyndigheder og lokale partnere, kan det i første omgang se ud til, at det er ren velgørenhed: Novo leverer gratis insulin til de diabetesramte børn, uddanner deres forældre uden regning og uddanner i øvrigt læger og sygeplejersker i den fattige del af verden og sælger insulin til 20 procent af verdensmarkedsprisen.

Men det er ikke kun velgørenhed. Kalkulen er, at Bangladesh og Vietnam er vækstmarkeder, hvor den voksende middelklasse på længere sigt vil blive i stand til at købe insulinen til markedspris.  

Og så har alle vundet, lyder ræsonnementet. 

Ego-optimering

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner er der ikke tænkt på markedet, men udelukkende på den enkeltes forhold til sit medmenneske.

Jesus indskærper over for sine tilhørere, at de skal gå hen og gøre som samaritaneren, der fik medynk med den mand, der var faldet i hænderne på røvere. Samaritaneren viste barmhjertighed og hjalp manden, også økonomisk, uden at forvente noget til gengæld.

Hvordan ser Lise Kingo forbindelsen mellem lignelsen om den barmhjertige samaritaner og sig selv som koncerndirektør for en global virksomhed, der er sat i verden for at tjene penge til sine aktionærer, og samtidig har fokus på ansvar, etik og moral?

”Det kan siges meget enkelt: Vi kommer længst med det gode. Den tankegang er nedfældet i os gennem generationer. Vi kommer ikke længst hverken som enkeltindivider eller som virksomheder, hvis vi har fokus på en narcissistisk ego-optimering. Vi skal se på, hvordan vi i fællesskab kan gøre verden til et bedre sted”, siger Lise Kingo, der pointerer, at man som virksomhed ikke slipper af sted med at bruge de gode gerninger til at forbedre sit image i offentligheden.

”Som virksomhed lever man i høj grad af sin troværdighed. Man skal kunne formulere, at man ønsker at drive en ansvarlig forretning. Men man skal sandelig også kunne dokumentere det over for omverdenen”, siger hun og henviser til de mange sager om eksempelvis børnearbejde i den tredje verden og miljøforurening, som har kostet dyrt på flere virksomheders PR-konto.

Det religiøse instinkt

Lise Kingo er sig bevidst, at hun er et led i en kæde af overleverede sandheder. Hun ser Jesus, som en af de personer i verdenshistorien, der har været med til at forme den vestlige kultur på samme måde som filosofferne i oldtidens Athen og Rom.

”Den græske oldtid er rigtig interessant, fordi det var ind i den sammenhæng, at Jesus dukkede op. Den filosofiske tradition i Athen tilsagde, at det var viden og indsigt, der skulle gøre den enkelte til et bedre menneske. Så kommer Jesus på scenen og siger, at det er de helt konkrete ting, vi gør i hverdagen, der tæller. Det revolutionære er jo, at han gør det til et anliggende for alle mennesker og ikke kun for de lærde at stræbe efter det gode”, siger Lise Kingo.

For hende er Jesus en historisk figur på linje med Buddha og profeten Muhammed. Vel at mærke en person, som hun har særdeles meget til overs for.

Lise Kingo har læst Johannes Sløks Det religiøse instinkt, og hun er af den opfattelse, at hun i lighed med resten af menneskeheden er udstyret med dette instinkt.

”Vi har som mennesker brug for at kunne skelne godt og ondt. Det er universelt til alle tider. Vi har brug for idealer som Jesus, der taler til os om barmhjertighed og medfølelse. Jeg tror på Jesus, som en fantastisk formidler af budskaber og historier, vi aldrig må glemme.

Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis der sad nogen i Himlen og holdt øje med os, og jeg sender selv en bøn opad i en presset situation. Men det betyder faktisk ikke så meget for mig, om der virkelig er en guddom. Mit verdensbillede er grundlæggende humanistisk”, siger Lise Kingo.

Ansvar og fri vilje

Til gengæld er Lise Kingo optaget af det personlige ansvar, der først opstår langt op i historien. Personligt ansvar forudsætter, at den enkelte har mulighed for at handle frit og udgør også en del af grundlaget for den vestlige kultur med markedsøkonomi og de frihedsrettigheder, som udgør kernen i FN’s menneskerettigheder.

Ansvar og fri vilje er begreber, som Lise Kingo har været optaget af hele sit voksenliv. Som ung studerende beskæftigede hun sig med viljesbegrebet hos reformatoren Martin Luther og renæssancehumanisten Erasmus af Rotterdam.

”Luther havde den opfattelse, at mennesket ikke har en fri vilje. Det eneste, som et menneske kan gøre for at opnå frelse, er at hengive sig til Gud og lade ham sørge for resten. Erasmus af Rotterdam derimod mente, at mennesket har en fri vilje, og at vi er ansvarlige for vore egne handlinger og dermed har mulighed for at træffe valg. Jeg føler personligt et stort ansvar i forhold til mit job. Det er et privilegium at have en indflydelsesrig position, og jeg føler mig forpligtet til at udnytte den position bedst muligt og forsøge at skabe den forandring, der skal til.”

Payback time

Også privat har Lise Kingo været sig sit ansvar bevidst. Da hun og hendes mand Henrik blev forældre, foreslog de Lise Kingos forældre at flytte ind i nabohuset. Her har Lise Kingos far og mor boet lige siden til stor glæde for sønnen Christian, der som barn har kunnet gå frit frem og tilbage, når forældrene var på arbejde eller ude at rejse.

Nu er forældrene snart 80 år, og vi nærmer os sikkert snart payback time, konstaterer Lise Kingo med et smil.

”Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke skulle tage mig af mine forældre, når de på et tidspunkt får brug for det”, siger hun.

Hun er klar over, at hun er privilegeret, og at mange udearbejdende kvinder og mænd ikke har et par forældre, der kan flytte ind i nærheden. Men hun ser sin egen ansvarsfølelse over for sine forældre som noget, der på et principielt plan bør være gældende i relationen mellem alle mennesker. Det handler om at fylde den plads ud, man har fået i tilværelsen, mener hun.

”Det er klart, at vi ikke alle sammen kan være generalsekretær for FN. Men vi kan alle sammen tænke på at handle som den barmhjertige samaritaner og tage ansvar over for andre mennesker. Det behøver ikke at være så indviklet.” 

Fluernes Herre

Lise Kingo mener, at det danske samfund i lighed med resten af den vestlige verden befinder sig i en overgangsfase, hvor vi forlader de hævdvundne værdier med fokus på ansvar og fællesskab og bevæger os et andet sted hen. Det ser hun blandt andet i fjernsynsprogrammer som X-Factor og Big Brother og de nye sociale medier, hvor der er fokus på individet og dets evne til at fremstille sig selv på den mest fordelagtige måde.

”Det er bekymrende, at vores samfund i dag er meget narcissistisk, mens de værdier, som blandt andet kirken står for, bliver skubbet til side som lidt umoderne”, siger Lise Kingo, der synes, vi som danskere har fået så meget overleveret, der er værd at kæmpe for. Faren er, at vi kan miste det hele igen, hvis vi ikke er opmærksomme.

”Jeg tænker på William Goldings bog Fluernes Herre, der handler om en flok drenge, der havner på en øde ø og langsomt forrås. De bliver til en gruppe kulturløse individer med jungleloven som eneste rettesnor.

Det er et samfund, hvor det gode ikke findes. Den type samfund ønsker jeg ikke, at mit barn eller nogen børn overhovedet skal vokse op i”, siger Lise Kingo.