Brevkassen: Hvad betyder "næste" i Bibelen?

Til Bibelselskabet

Hvilket ord bliver oversat med "næste" i henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente? Og hvilken betydning har ordet/ordene egentlig?

Bedste hilsner

Olivia

**********************************

Kære Olivia

Det danske ord ”næste” som betegnelse for et andet menneske forekommer 37 gange i den autoriserede oversættelse af Det Gamle Testamente og 14 gange i Det Nye Testamente. (Desuden bruges det godt en snes gange i de gammeltestamentlige apokryfer, næsten alle i Siraks Bog).

I Det Gamle Testamente gengiver ”næste” som regel det hebraiske ord reʻa. Når der står ”næste” i Det Nye Testamente, er det altid en oversættelse af det græske plæsíon.

Det græske ord er egentlig et stedsbiord, ”nærved”, der også kan bruges som forholdsord, og sådan bruges det en enkelt gang i Det Nye Testamente, når der i Johannesevangeliet kapitel 4, vers 5, står ”i nærheden af”. Det er naturligvis fra denne oprindelige græske brug af ordet, at vores udtryk ”din næste” stammer. Det danske ord ”næste” er jo egentligt et tillægsord, der betyder ’den næste i rækken’ (for eksempel: det næste øjeblik; det næste retsmøde; det næste bogstav i alfabetet osv.). Som navneordet ”næsten” bruges det om et andet menneske, som man på den ene eller anden måde kommer i nærheden af.

Næsten i Det Gamle Testamente

Det er lidt vanskeligere at sige, hvad der præcist ligger i det hebraiske reʻa. Ordet forekommer 187 gange i den hebraiske bibel, og det vil sige, at det de fleste gange faktisk oversættes til noget andet end ”næste”. Omvendt forekommer det én enkelt gang i bibel-udgaven fra 1992, at noget andet end reʻa bliver oversat til ”næste”: Det sker i Esajas' Bog kapitel 9, vers 18, hvor ”næste” bruges som en lidt fri oversættelse af det hebraiske ’ach, som ordret betyder ”bror”. Og man kunne sagtens have gjort noget lignende flere steder: En nyere amerikansk bibeloversættelse gengiver ’ach som ”neighbor”, der er det engelske ord for ”næste”, for eksempel i 5 Mosebog kap. 22, vers 1-3. Også i oldtidens jødiske oversættelse af Mosebøgerne til græsk, Septuaginta, bruger man nogle steder plæsíon, hvor der står ’ach, altså ordret ”bror”, på hebraisk, for eksempel i 5 Mosebog kap. 19 vers 19. I begge tilfælde står der ”landsmand” i den autoriserede danske oversættelse.

Det hebraiske reʻa bliver på dansk oversat til ”ven” godt 40 gange, og til ”en anden” eller ”en anden mand” næsten lige så ofte. Sjældnere oversættes det til ”landsmand”, ”nabo”, ”kammerat”, ”elsker”, ”modpart”, ”slægtning” og flere andre ting.

Betydningen ”en anden” spiller også ind på de næsten 40 steder, hvor der i den danske oversættelse for eksempel står ”de sagde til hinanden”, mens den hebraiske tekst ordret siger ”en mand sagde til sin næste” (for eksempel i historien om Babelstårnet, 1. Mosebog kapitel 11, vers 3 og 7). Man kan se af denne sprogbrug, at ordet i sig selv ikke siger noget om, at en ”næste” tilhører en bestemt gruppe eller er nærmere bestemt på nogen anden måde; en ”næste” er simpelthen én, som det er relevant at forholde sig til, og som ikke er én selv. Det behøver ikke engang bruges om et menneske: Da Abraham i 1. Mosebog kapitel 15, vers 10, udfører et ritual, hvor han skærer nogle offerdyr over og lægger ”halvdelene over for hinanden”, står der på hebraisk, at ”han lagde hvert stykke over for sin næste”. På den baggrund kan det ikke overraske, at ”næste” også kan bruges om ens modstander i en kamp (2. Samuelsbog kapitel 2, vers 16) eller i en retssag (Ordsprogenes Bog kapitel 18, vers 17).

Der er kort sagt meget stor bredde i ordets anvendelse. Man kan måske dele dem op i tre grupper:

1. Nogle steder er din reʻa en personlig ven eller nær slægtning. Jobs tre venner bliver konsekvent omtalt med det samme ord, og da patriarken Juda i 1. Mosebog sender sin ven Adullam ud for at betale sin regning hos en prostitueret, er det også ordet reʻa, der betegner, at Adullam er hans ”ven”.
   
   
   
   I samme kategori hører det hjemme, når ordet bruges om en slægtning; familien er man i et traditionelt samfund som det bibelske nødvendigvis nært knyttet til.
   
    
2. Andre steder betegner ordet en ”medborger” eller et ”medmenneske” i bredere forstand. Det gælder foreksempel i de mange tilfælde, hvor det bruges i en lovtekst, og hvor den danske bibel til tider oversætter det til ”din næste” og andre gange til ”en anden mand” eller lignende: Man kan dels tænke på de ti bud, hvor det indgår, at ”du må ikke vidne falsk mod din næste” (2. Mosebog kapitel 20, vers 16, og 5. Mosebog kapitel 5, vers 20), dels på bestemmelser om, hvad der for eksempel skal ske, ”hvis nogen begår overgreb mod en anden (ordret: ’mod sin næste’) og snigmyrder ham”. Her er det klart, at ”din næste” er et hvilket som helst menneske inden for det samfund, hvor loven gælder.
   
   
   
   Det samme gælder i de såkaldte ”visdomsbøger”, for eksempel Ordsprogenes Bog. Her står der i kapitel 6, vers 1, hvad man er forpligtet til, hvis man har påtaget sig at garantere for ”en anden (ordret: ’en næste’)” og for ”en fremmed”, så at den pågældende kunne låne penge. Her er det underforstået, at ”en næste” kan være mere end bare ens nærmeste og slægtninge (at man selvfølgelig hænger på den, hvis det er dem, man har kautioneret for, er alle klar over i Det Gamle Testamentes univers).
   
   
   
   At en udlænding, som dyrker andre guder, kan kaldes reʻa, hvis omstændighederne bringer dig i kontakt med ham, ses i 2. Mosebog, hvor israelitterne i kapitel 11, vers 2, får besked på at bede deres egyptiske naboer (ordret ”deres næste”) om guld og sølv før flugten fra Egypten.
   
    
3. Desuden kan ordet helt alment betyde ”én eller anden”, uden at læseren i sammenhængen véd noget om, hvem det drejer sig om. For eksempel, da profeten Natan i sin straffetale til David siger på Guds vegne, ”For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden (ordret: ’til din næste’), som ganske åbenlyst skal ligge med dem” (2. Samuelsbog kapitel 12, vers 11). Det samme kan man sige om de mange tilfælde, hvor ”en mand og hans næste” simpelthen betyder ”hinanden”.

Næsten i Det Nye Testamente

Når emnet interesserer i dag, hænger det jo nok især sammen med, hvad der står i Det Nye Testamente. De fleste nytestamentlige passager, der nævner en ”næste”, handler om at ”elske sin næste”, det vil sige, at de tager udgangspunkt i 3. Mosebog kapitel 19, vers 18, hvor israelitterne bliver belært om, at de ikke skal hævne sig eller bære nag, men derimod elske deres næste som sig selv. Og når man får besked på at elske (eller ’handle med velvilje mod’) nogen, er det jo naturligt at spørge, hvem denne næste så er.

Præcis det spørgsmål stilles i Lukasevangeliet kapitel 10, vers 29, i rammefortællingen til lignelsen om ”Den barmhjertige Samaritaner” af en lovkyndig, som selv har citeret stedet fra 3. Mosebog for Jesus. Og som beskrevet kan spørgsmålet faktisk ikke besvares entydigt ud fra Det Gamle Testamente selv.

Spørgsmål blev sikkert ivrigt drøftet blandt jødiske skriftkloge på Jesus’ tid. Vi skal desværre et godt stykke ind i tiden efter vores tidsregnings begyndelse, før vi kender detaljerede uddrag af den jødiske diskussion om emnet. Men det første og måske vigtigste skridt i fortolkningsprocessen ligger i selve dét, at man valgte det græske ord plæsíon som oversættelse af reʻa. Mens reʻa nogle steder kunne forstås som betegnelse kun for en israelitisk landsmand, må plæsíon betyde enhver, man kommer i kontakt med; ens ”sidemand”, så at sige, hvis vi tænker på, at ordet egentlig betyder ”nærved”.

Og valget af ordet plæsíon er ikke truffet af Det Nye Testamentes forfattere, men af de jøder, som i de sidste århundreder før kristendommens opståen oversatte Det Gamle Testamente til græsk. På den anden side kan man hos rabbinerne i tiden efter kristendommens opståen også finde tolkninger, som siger, at det kun er andre israelitter, som er en israelits næste. Det var altså et brandaktuelt og uafklaret spørgsmål, den lovkyndige stillede til Jesus.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner kan dermed forstås som et indlæg i en aktuel debat til fordel for den almene forståelse af ”næsten”. Samtidig sker der et tvist, for Jesus spørger efter fortællingen om, hvem der viste sig at være ”næste” for den overfaldne mand, og den lovkyndige svarer naturligvis: Samaritaneren.

”Næsten” er altså ikke alene den person, der har brug for hjælp, men også den person, der hjælper/viser kærlighed. Og i fortællingen er det oven i købe den mest uventede person, en samaritaner, der viser sig at være ”næste”, idet vi skal huske på, at der var et indædt fjendskab mellem jøder og samaritanere. At Jesus lader samaritaneren være ”næsten”, er således en provokation.

I den forbindelse skal det måske også nævnes, at i Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 44 udvides buddet om næstekærlighed til et bud om at elske sine fjender (tilsvarende i Lukasevangeliet kapitel 6, vers 27). I vers 43 står der: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende’".

Første del at sentensen citerer Det Gamle Testamente, men der finder man ikke noget bud om at hade fjenden. Alligevel har nogen åbenbart ment, at det lå indeholdt i buddet om kærlighed til ”næsten” i betydningen: kun kærlighed til den nærmeste, ikke til fjenden, tværtimod.

Jesus skærper så buddet om kærlighed til også at omfatte éns fjender. Det skal dog også nævnes, at i Johannesevangeliet, for eksempel kapitel 13, vers 34-35 (måske også hos Paulus i Galaterbrevet kapitel 6, vers 10) indskrænkes buddet til at gælde de kristne indbyrdes. Næstekærlighed bliver til broderkærlighed. Heller ikke blandt de kristne har der således været enighed om, hvem buddet om næstekærligheden omfattede.

Venlig hilsen

Søren Holst og Geert Hallbäck

Søren Holst har en ph.d. i teologi. Han er lektor i Det Gamle Testamente på Det Teologiske Fakultet i København og har oversat Første Mosebog til nudansk for Bibelselskabet. Læs Søren Holsts brevkassesvar.

Geert Hallbäck er teolog og tidligere lektor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet. Han er desuden en af hovedkræfterne bag Den Nye Aftale og Studiebibelen. Læs Geert Hallbäcks brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.