Foto: The United Bible Societies.
Nyt tv-program skal gøre unge i Mellemøsten og Nordafrika bevidste om deres rettigheder og forbedre deres livsmuligheder. Foto: The United Bible Societies.

16.08.2023 Af Johannes Baun, generalsekretær

TV om tabuiserede emner skal styrke unge

Mange unge i Mellemøsten og Nordafrika har brug for en viden, der går ud over det, de møder i skolen. Derfor vil tv-stationen SAT-7 nu lancere et program med fokus på klima, seksualitet, ligestilling og andre tabuiserede emner

Forestil dig et liv uden et hjem, du kalder dit. Uden for det land, du kalder dit. Sådan er livet for de mere end 110 millioner mennesker, der ifølge FN er på flugt. Blandt disse er utroligt mange børn og unge, som vokser op i flygtningelejre, uden en uddannelse, uden en fremtid. 

Gennem mere end 20 år har vi i Bibelselskabet samlet ind til den kristne tv-station SAT-7. Deres My School tv-programmer har givet børn i krigszoner og flygtningelejre i Mellemøsten og Nordafrika mulighed for at lære arabisk, matematik, naturvidenskab, fransk og engelsk. Programmerne kan også ses online af børn, som ikke har mulighed for at gå i skole.

Rita El-Mounayer, der leder SAT-7’s arbejde, er selv vokset op i det krigshærgede Libanon, og hun har oplevet, hvordan Bibelen har givet hende et håb, der stadig er bæredygtigt. “Derfor har vi en vigtig opgave med at forme den næste generation ved at fortælle Bibelens historie om Jesus, samtidig med at vi giver børn og unge muligheder for at lære at læse, skrive og regne,” fortæller Rita.

Shams var kun en stor pige, da hun begyndte at følge SAT-7’s My School-programmer. ”Jeg blev nødt til at droppe ud af skolen i 5. klasse. Nogle år senere, mens jeg surfede på nettet, opdagede jeg programmet My School, og her blev jeg undervist i engelsk. Fra det øjeblik blev jeg forelsket i sproget. Lærerinden Grace fra programmet er grunden til, at jeg nu kan skrive, læse og tale engelsk. Det har givet mig en drøm om at blive oversætter eller tolk. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at opnå den drøm,” siger den nu 24-årige nordafrikanske kvinde.

Mange unge i Mellemøsten og Nordafrika vokser ligesom Shams op under vanskelige forhold, og de har brug for viden, der går ud over det, de møder i skolen. Derfor vil SAT-7 nu lancere et program med fokus på klima, seksualitet, ligestilling og andre tabuiserede emner. Emner, som mange unge i Nordafrika og Mellemøsten ikke hører om. Programmet skal styrke de unge og gøre dem bevidste om deres rettigheder og forbedre deres livsmuligheder. Udover at blive til et tv-program vil man også gøre programmet tilgængeligt på sociale medier, hvor unge i samtale med hinanden eller tv-værterne skal inspirere andre unge. Men SAT-7 har brug for finansiering af projektet!

Med din støtte kan du derfor være med til at sikre Mellemøstens børn og unge en bedre fremtid. På forhånd tak for enhver gave!

Med venlig hilsen



Johannes Baun

Generalsekretær i Bibelselskabet

Hjælp unge i Mellemøsten og Nordafrika med at nå i mål!

Klik for at støtte online

– eller støt via MobilePay 62903 mærket "Min skole"

Se video med Rita El-Mounayer