Vi er i skrivende stund i gang med trinitatis-tiden og dermed på den anden side af de store fester jul, påske og pinse, mens vi langsomt, men sikkert, vandrer mod advent – kirkens nytår.

Som ved enhver gudstjeneste lyder der ord fra Bibelen i trinitatis-tiden. Men er der et særligt tema i teksterne og i trinitatis-tiden overhovedet? Hvad betyder trinitatis, og hvad kan denne tid i kirkeåret? Det kan du blive klogere på her.

Den … hvad?-trosbekendelse

Trinitatis betyder treenighed på latin. Trinitatis-tiden begynder søndagen efter pinse og varer til sidste søndag før advent. Så har vi dét på plads.

Ordet treenighed optræder ikke i Bibelen, men der er alligevel flere centrale bibeltekster, hvor man møder Gud som treenig. Selve ordet optræder første gang hos Theophilus af Antiokia i 180’erne og får en vigtig betydning under dannelsen af den kristne kirke i senantikken med en foreløbig kulmination i år 381. Hér formuleres nemlig den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Bekendelsen er bygget trinitarisk op, det vil sige, at vi begynder med Gud Fader, derefter hører vi om Gud Søn, og til sidst er det Gud Helligånd. Opbygningen kender vi fra Den apostolske trosbekendelse, som lyder ved gudstjenester – med en indledende forsagelse af Djævelen tilføjet.

Til hverdag og fest, til håb og vækst

Ortodokse, katolikker og langt de fleste protestantiske kirker har en trinitatis-tid i løbet af kirkeåret. Den danske folkekirkes kirkeår er bygget op omkring to tekstrækker, som præstens prædiken tager udgangspunkt i – en til ulige år (1. tekstrække) og en til lige år (2. tekstrække).

Trinitatis-tiden er den del af kirkeåret, der følger efter jul, påske og pinse i begge tekstrækker, og den indledes med trinitatis søndag, der er en lille kirkelig festdag for treenigheden: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Gennem vinterens og forårets mange højtider bliver begivenheder knyttet til Gud som Far og skaber, som Guds Søn og som Helligånd. Da kan vi sige, at trinitatis søndag markerer enheden af Faderen, Sønnen og Helligånden.

Derpå følger den ”egentlige” trinitatis-tid hen over sommeren og efteråret. Afhængig af påskens placering er der omkring 25 trinitatis-søndage, som er fælles om den liturgiske farve grøn, der i kirken symboliserer håb og vækst.

Tiden kaldes kirkens hverdag eller det festløse halvår. Men det er såmænd festligt nok, for i trinitatis-tiden er stafetten virkelig givet videre til os og til kirken: nu skal triniteten foldes ud i en sand rigdom af tekster fra Bibelen. Trinitatis-tidens bibellæsninger lader de store højtiders budskab slå rod og vokse til. Søndagenes tekster låner temaer fra højtiderne, det kan slet ikke undgås, men de tilbyder flere perspektiver på og bibelord om betydningen af Guds skabelse, af Jesus’ liv, død og opstandelse og af Helligåndens nærvær for mennesker i dag.

Mange af gudstjenesternes evangelielæsninger og prædikener i denne tid tager livtag med grundlæggende forhold i menneskelivet, med menneskenes relation til Gud og til hinanden. De kan handle om sygdom og helbredelse, næstekærlighed og fjendekærlighed, skyld og tilgivelse, forholdet mellem politiske ledere og Gud eller forholdet til penge og rigdom. På den måde kan vi sige, at Trinitatis-tiden kobler kristendommen til vores liv, men også til det ansvar, som vi har fået givet i og med Guds nærvær i verden. Trinitatis-tidens temaer og prædikener kan derfor være mere hverdagsorienterede og fokuserer ofte på, hvad et godt kristenliv er.