Tre bibeltekster, der er vigtige for patienter og pårørende

”Som sygehuspræst plejer jeg at sige, at jeg er præst for de tre p'er: Patienterne, de pårørende og personalet. Jeg har derfor valgt tre tekster svarende til en for hver gruppe,” siger Katrine Louise Raun, som er præst på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Patienter: Salme 23 i Salmernes bog

”Når jeg besøger palliative patienter, det vil sige patienter, som er i lindrende behandling, og som måske ikke har så langt igen, er tanker om de store spørgsmål – livet og døden, Gud og det evige – ikke ualmindelige. Tværtimod er det ofte noget, som fylder og som for nogen kan være meget vigtigt at få talt med et andet menneske om, ” fortæller Katrine Louise Raun.



I denne sammenhæng har Katrine Louise Raun erfaret, at særligt Salme 23 fra Salmernes bog, salmen med de kendte ord Herren er min hyrde, giver disse patienter lindring og ro. Hun fortæller:



”For nogle patienter er tanken om den forestående død forbundet med stor angst og uro. Det kan være svært at finde hvile, når tankerne tager magten fra én. Salme 23 oplever jeg, er en salme, der formidler stor ro og kan være næsten som at lytte til en drømmerejse. De smukke billeder af grønne enge og stille vand virker nærmest beroligende. De fleste mennesker har nogle konkrete erindringer af hvor ”deres” grønne enge er, og det kan give anledning til en snak om barndom og opvækst, om smukke og meningsfulde møder, men indimellem også til en snak om, når livet viste sig fra sin modsatte side.”



”Salmen farves samtidig af den grundtone, som er salmistens tillid til Gud og Guds omsorg. Det er en tillid og et håb, som den enkelte kan låne af og forhåbentlig finde trøst og lindring i: Gud som hyrden. Som den, der leder, dækker bord, salver med olie, og giver husly alle dage. Med alle disse poetiske billeder får vi formidlet, hvordan Gud tager vare på os i livet såvel som i døden,” forklarer Katrine Louise Raun. 

Pårørende: Dåbsevangeliet

”De tidspunkter, hvor jeg oplever, at Bibelens tekster gør allerstørst indtryk på både patienter og pårørende er, når der er brug for et af kirkens ritualer,” siger Katrine Louise Raun.



”Det kan for eksempel være ved en nøddåb, når et lille barn, der er i fare for at miste livet, skal døbes. Eller ved de situationer, hvor barnet skulle have været døbt, men ikke blev det, da det kom dødfødt til verden,” siger Katrine Louise Raun.



Derfor har hun valgt at fremhæve Markusevangeliet kapitel 10, vers 13-16, dåbsevangeliet som det også kaldes, som et af de betydningsfulde steder for pårørende: 



”Ved en nøddåb på sygehuset lyder teksten, ordene fra dåbsevangeliet, meget stærkt. Nogle gange lyder de næsten med større magt og opleves at gøre endnu dybere indtryk, end når de lyder i kirkens rum. Eller måske rettere; lige dér i den situation bliver patientstuen en kirke, og med de velkendte og smukke ord ”Lad de små børn komme til mig" indfældes familien; forældrene og den lille i den folkekirkelige tradition,” fortæller Katrine Louise Raun, og fortsætter:



”Det siges samtidig højt, at barnet er enestående vigtigt, og at barnets liv, hvor kort det end måtte blive, har allerstørste betydning og at det altid vil være knyttet til sine forældre og til Gud. Det er en trøst og giver en ro, at møde disse genkendelige ord midt i det kaos, der er forbundet med det at stå i fare for at miste sit barn og for dem, der har mistet et barn. Især kan det være en trøst, at få formidlet, at vi alle  – og ikke mindst barnet – hører gudsriget til og at vi ikke er alene om at tage vare på vores barn, men at Gud bærer med.”

Personalet: Den barmhjertige samaritaner

Katrine Louise Raun fremhæver til sidst lignelsen om den barmhjertige samaritaner, Lukasevangeliet kapitel 10, vers 25-37, som særlig betydningsfuld for sygehuspersonalet og sygehusvæsnet. 



Hun fortæller, at det nok er den grundfortælling, som har præget det danske sundhedsvæsen allermest. Den hører simpelthen med til sundhedsvæsnets historie og udgør trods sekulariseringen fortsat et stærkt værdimæssigt fundament:



”Det er buddet om næstekærlighed, som gennem lignelsen får kød og blod. I lignelsens fortælling åbner der sig et refleksionsrum for den enkelte, for tilhøreren, og det trækker på både etiske og eksistentielle perspektiver,” siger Katrine Louise Raun og uddyber først det etiske perspektiv:



”Først forarges og forundres vi over de to, der bare går forbi. Dog er der størst forundring over ham, der gør holdt. Den ”fremmede” – og sikkert i datidens øjne forargeligste af alle – gør det oplagte og hjælper den nødstedte. Samaritanerens handling bliver altså det ”rigtige svar” på den situation, lignelsen udfolder. Og dermed kan samaritaneren tolkes som et billede på den etiske hjælpepligt, der rejser sig i mødet med lidelse og nød.”



Katrine Louise Raun knytter hertil, at teolog og religionsfilosof K.E. Løgstrup har udtrykket, at vi holder noget af den andens liv i vores hånd. ”For sundhedspersonale er dette en ofte meget konkret sandhed; for kirurgen, der skal anlægge det afgørende snit og for sygeplejersken, der skal give den helt rette medicindosering. Her er der virkelig tale om at holde den andens liv i sin hånd.”



Om det eksistentielle perspektiv i lignelsen siger Katrine Louise Raun afslutningsvis:



”I lignelsen møder vi samtidig en påmindelse om det eksistensvilkår, som ethvert menneske er underlagt – og som utvivlsomt vil forarge – at vi altså slet ikke er så autonome og selvstyrende, som vi går og bilder os ind, men at vi er dybt afhængige af hinanden. At vi som dødelige mennesker lever under det vilkår at være sårbare og udsatte, og at vi altså når som helst kan stilles i den situation, at vi pludselig selv er den nødstedte.”