Tine Lindhardt Pressefoto
Da Biskop Tine Lindhardt i efteråret blev 60 år, skrev hun 60 gode vaner ned. Her uddyber hun de vigtigste af dem. Foto: Ard Jongsma

10.01.2018 Tine Hyllested Johannsen

Tine Lindhardt: ”En af de bedste vaner er at spise sammen”

Biskop Tine Lindhardt holder meget af gode vaner. Nedenfor giver hun konkrete bud på vaner, som du kan lade dig inspirere af i det nye år, og forklarer hvad det er, der for hende gør dem til gode vaner

Nogle af Tine Lindhardts meget håndgribelige bud på gode vaner kan måske virke en smule pudsige og skæve, men ifølge Tine Lindhardt er det vaner, som giver rigt udbytte og gør os mere imødekommende for det, som det nye år bringer os.



Tine Lindhardt mener, at en af de allerbedste vaner, man kan have, er at spise sammen:



”At samles omkring spisebordet og spise sammen, handler om mere end at få måltidets næringsstoffer i form af kalorier og proteiner. Vi får også næring af at være sammen. Vi får noget fra hinanden rent menneskeligt, når vi samles om et måltid. Derfor spiser vi sammen i kirken og i familien. Men også helt generelt sætter man pris på dét, som et måltidsfællesskab giver. Det kan man eksempelvis se, når en nedlagt kirke omdannes til et fællesspisested.”



At sætte den samme ret på spisebordet en fast dag om ugen er også en god vane, siger hun:



”Spis fisk om tirsdagen. Det er måske en lidt skæv vane, men et så enkelt tiltag kan være med til at skabe en rytme i tilværelsen, og det er vigtigt.”

Flødeskumskage om søndagen

Om søndagen er det flødeskumskage, der skal på bordet, siger Tine Lindhardt. Det skal der, fordi det skal gøres til en vane igen at se søndag, som den særlige højtidsdag, søndag er:



”Kalendere har gjort mandagen til den første dag i ugen. Men der skal kæmpes for, at søndag igen bliver den første dag i ugen, synes jeg. For når søndagen, og weekenden er det sidste i ugen, så bliver den første del af ugen hurtigt noget, der bare skal overstås, for at nå frem til weekenden og søndagen, hvor det egentlige liv så leves. Det er ret meget af ens liv, der så bare skal overstås. Skubbes ugen derimod i gang af en søndag, hvor man måske har været i kirke og spist flødeskumskage, så har man noget godt i ryggen, som man kan leve af alle ugens dage.”

"Der skal kæmpes for, at søndag igen bliver den første dag i ugen."

Når der sættes lagkage på bordet og der fejres fødselsdag, så gør vi det med glæde. Så hvorfor ikke også gøre det til en vane at fejre sin dåbsdag, foreslår hun:



”Dåben er vigtig og er den faste grund under én, som man altid kan falde tilbage på og have tillid til holder. Så det er en god vane at fejre dåbsdagen med flag og brunsviger.”



Gode vaner skaber ikke kun rytme i tilværelsen, men kan også have overskud og energi som udbytte. For som Tine Lindhardt ser det, så er gode vaner noget, man ikke bruger den store tankevirksomhed på. Det er noget, man gør mere eller mindre automatisk. Den sparede tankevirksomhed kan give energi, overskud og rum til andet.

Sig tak og vær åben for det, livet bringer dig

”Der er mange ting, vi tager for givet, som en selvfølge i livet. Men jeg synes, vi skal forstå det helt bogstaveligt og se det, der møder os i livet, som noget der er os givet. Det er noget, vi får og som vi er heldige at få. Vi er for eksempel heldige at have mennesker omkring os, som vil os. Det er virkelig noget, man bør sige tak for. Så at sige tak - det er en god vane, ” forklarer Tine Lindhardt. 



Man skal sige tak til dem, som tager del i ens liv, men det er også vigtigt at rette sin tak mod noget større, mener Tine Lindhardt:



”Det er også en god vane at bede fadervor, inden man lægger hovedet på puden. Her retter man sin tak mod Gud, som er den, der giver os dagen og livet.”



Når man går ud ad hoveddøren om morgenen og ser naboen, så er det en god vane at hilse på naboen, siger Tine Lindhardt:

 

”Man skal lade sig møde af dem og det, der kommer os i møde i livet. Man skal være åben og imødekommende for det, der krydser éns vej. For vi lever af det, som kommer til os. Derfor er det en god vane at hilse på naboen og andre, man møder.”

"Der skal gives plads til sprækkerne i skråsikkerheden, så man kan opleve det nye livet bringer os."

Husk også at sige ja til det nye

Selvom Tine Lindhardt sætter stor pris på vaner, så skal vaner ikke udgøre hele tilværelsen. Det er også en god vane at give plads til spontanitet, ikke at blive fastlåst og skråsikker og at komme ud af sin ”comfort zone” for at kunne opleve nyt.



”Giv plads til sprækkerne i skråsikkerheden. Overvej automatreaktionerne en ekstra gang. Jo ældre og mere erfaren man bliver, jo mere kan skråsikkerheden komme til at fylde. Men der skal gives plads til sprækkerne i skråsikkerheden, så man kan opleve det nye, som livet bringer os,” afslutter Tine Lindhardt.

Tine Lindhardt

Tine Lindhardt er biskop i Fyns stift, og har været det siden 2012.



Hun er tidligere generalsekretær i Bibelselskabet. I dag er hun en af Bibelselskabets faste brevkassepanelister.



Hun har også en række udgivelser med bibelgenfortællinger for børn bag sig. Blandet andet Mini-Bibelen og Sesams Børnebibel.