Til sidst bliver det påskemorgen

Det er torsdag aften. Torsdag aften i Mariakirken er altid lidt særlig. Kirkerummet står åbent, og indefra rummet lyser stearinlys op i korsformation foran alteret.

Udenfor i våbenhuset er Mariatjenesten i gang som enhver anden aften. Det regner udenfor, så strømper findes frem fra gemmerne og udleveres, der hvor det er nødvendigt. En mand vil barberes. En kvinde har hovedpine og spørger efter Panodil. Én når lige at lægge et tæppe ud, før han falder om kuld i dyb snorken. Der er kaffe på kanden, og aftenens hold af frivillige blander sig med de besøgende.

Hvis hænder kunne tale

Det har været en lang torsdag. Nogle har samlet flasker hele dagen. Med slidstærk værdighed og høj arbejdsmoral har de støvsuget skraldespande for værdier, som for andre er for små til, at de er værd at indlevere. Efter en dags arbejde har de tjent penge ind – for nogens vedkommende så de kan sende penge hjem til en familie langt borte, så de kan klare sig en tid.

Hænderne taler for sig selv. Sorte og flossede holder de om den varme kop med kaffe. Gad vide om de nogensinde får deres oprindelige farve igen.

Men til sidst blev det påskemorgen, og Jesus brød dødens lænker. Derfor er han her i aften og græder med denne kvinde – lige til hun også når frem til påskemorgen.

Når livet gør ondt

Ind kommer en kvinde, som er ked af det. Hun orker ikke mere. Ikke mere druk, ikke mere behandling, ikke mere smerte. Uden øl gør livet ondt, og med branderten er det endnu værre.

Årsagerne er mange, først og fremmest, at det er svært at elske meget. Mennesker forsvinder omkring hende. Hun mistede et barn, da det lige var født. 10 minutter lå det og levede på hendes bryst. 10 minutter, hvor verden stod stille og hun kunne klare alting.

En anden af hendes drenge sidder i dag i fængsel. Han har fået en længere dom, og hun sørger for, at der altid står penge på hans konto, så der i hvert fald er til cigaretter, og så han kan købe sig lidt godt. Selv bor hun i en lejlighed, hvor hendes nye kæreste lige er flyttet ind. Hun er bange for, at hun er ved at blive glad for ham.

Gud er i øjenhøjde med dem, der ligger ned

Vi sidder allerbagerst i kirken. Hun vil ikke tættere på. Hun hader Gud. Han tog hendes lille barn, siger hun, det kan hun ikke tilgive.

Vi kigger på korset, der ligger foran alteret på gulvet. Og jeg tænker på den Gud, der ligger der. Han kigger ikke ned på nogen, men ligger, så han kan møde dem i øjenhøjde. Dem, der ligger ned. Den Gud elskede selv og blev svigtet. Den Gud mærkede smerten ved at involvere sig i verden i sit hjerte. Den Gud græd. Lige her er Han. Han ikke bare giver og tager, men græder også med sine mennesker, og græder stensikkert med her, hvor kærligheden er så svær at bære.

Det er en lang torsdag. Vi krammer, og sidder et stykke tid. Langfredag var også lang. Men til sidst blev det påskemorgen, og Jesus brød dødens lænker. Derfor er han her i aften og græder med denne kvinde – lige til hun også når frem til påskemorgen.

Birgitte Jeppesen er diakoni-, sogne- og korshærspræst i Mariakirken, Vesterbro Sogn.