Af Inge Haandsbæk Jensen
Tidligere kræftpatient: Jeg ville gerne have talt om, hvorfor solen står op igen og igen
Da Pia Haakonsen fik konstateret livmoderhalskræft, var hele hendes liv og kvindelighed oppe til revision. Hun ville gerne have talt med en præst om det hele – men til hendes store ærgrelse var tilbuddet næsten usynligt
”Idet man hører ordene ’du har kræft,’ bliver man konfronteret med både livet og døden. Og jeg følte ikke, at jeg havde nået at sætte aftryk på tilværelsen. Havde jeg overhovedet levet?”
Pia Haakonsen havde som 27-årig sat jobbet som sygeplejerske på standby og nået at læse halvandet år på teologistudiet, da hun fik den frygtelige nyhed. Hun havde fået livmoderhalskræft.
Til at begynde med forsøgte hun at holde illusionen om et perfekt liv kørende, så der gik tre uger, inden hun gav op, brød sammen, fortalte sin familie og daværende kæreste om diagnosen og tog orlov fra studiet:
”Meningen med min eksistens syntes skjult. Jeg mistede lysten til livet og fik en depression. Jeg følte, at jeg som individ blev stillet over for livets store spørgsmål om liv, død og mening, og jeg forstod ikke, hvorfor det lige var mig, der blev ramt af sygdom,” fortæller Pia Haakonsen.
Som kræftpatient begyndte hun langsomt at forholde sig til risikoen for at dø, og hun brugte meget tid på at spekulere over, hvad døden ville betyde for hende. Samtidig blev hun hurtigt konfronteret med sin kvindelighed, da hun ved en operation skulle have fjernet dele af sit underliv. Spørgsmålene hobede sig op i hendes hoved: Er jeg noget værd som kvinde, hvis de anbefaler, at min livmoder og æggestokke skal fjernes? Hvem vil have mig, hvis jeg er gold? Hvad bliver så min plads i verden?
Skældte ud på Gud
”Det var en stor krise for mig at skulle igennem, og der var mange ting, jeg skulle tage stilling til. jeg ville gerne have snakket med en præst om nogle af de ting. Jeg er ikke troende til daglig, men alligevel skældte jeg i begyndelsen af sygdomsforløbet meget ud på Gud. Han var den eneste, jeg kunne skælde ud på. Det er et paradoks, men det er en af de ting, der gør os så frygteligt menneskelige. Det er på en og samme tid skørt og fantastisk, men jeg tror, det er det, som holder os kørende. Jeg gjorde det for at distancere mig fra sygdommen og lægge det over på en andens skuldre. Samtidig havde jeg brug for at tale om vores oprindelse som mennesker, hvad der har dannet os, og hvorfor vi tænker og reagerer, som vi gør,” fortæller Pia Haakonsen.
Men hun blev ikke præsenteret for muligheden for at tale med en præst. På hendes sengeafdeling troede de fleste, at præsten kun var en, man henvendte sig til, når der var et barn, som skulle døbes, hvis nogen skulle vies, eller hvis en dybt religiøs person var hårdt ramt:
”Præstefunktionen virkede meget akutpræget, og der var ikke nogen, som overvejede at bruge præsten som åndelig vejleder.”
Tænker du på selvmord?
Pia Haakonsen forsøgte at give udtryk for, at hun havde brug for nogen at tale med om sin eksistentielle frustration og om alle de nye tanker om livet og døden. Sundhedspersonalet henviste hende til dygtige psykologer, som hun gik hos. Men der var stadig aspekter af hendes fortvivlelse, som forblev uforløst:
”Når jeg talte med psykologerne om døden, blev samtalen ofte drejet ind på tanker om selvmord og selvdestruktiv adfærd. Jeg har aldrig overvejet at begå selvmord. Jeg tænker, at en præst ville have grebet det an på en anden måde, måske ved at tale om døden som en modpol til livet, om hvad livet er, og hvorfor solen står op igen og igen,” siger Pia Haakonsen og tilføjer:
”En præst skal sætte sig i ens sted, så der ville nok ikke have været de samme patient-behandler roller. Jeg havde mest brug for hjælp til at finde fodfæste, ro og tryghed i min ellers vaklende eksistens.”
Vil være med til at sætte fokus på det religiøse
I dag, et par år senere, er Pia Haakonsen udskrevet, men hun bliver holdt øje med og får taget prøver med jævne mellemrum. Teologistudiet har hun lagt på hylden i et stykke tid for at vende tilbage til hospitalet som sygeplejerske – og måske være med til at sætte fokus på det behov, hun selv oplevede under sin sygdom:
”Jeg arbejder på en akutafdeling, og vi er flere, som arbejder ud fra en plan om at optimere vores palliationsteam (forebyggelse og lindring af livstruende sygdom, red.) til sengeafdelingerne. Her må præsterne også gerne være mere synlige. Jeg har talt med mange andre, som også efterlyser et større fokus på det religiøse og metafysiske ude på afdelingerne,” fortæller Pia Haakonsen og afslutter:
”Jeg tror virkelig, at synliggørelsen af præsterne, kirken og hele den instans på hospitalerne vil hjælpe og gavne mange patienter."
Behov for bibler til danske hospitaler
"Jeg hilser Bibelselskabets initiativ varmt velkomment. Såvel Bibelen som Den danske Salmebog bør være et naturligt tilbud til patienter under deres kontakt med det danske sundhedsvæsen. Guds kærlighed og omsorg er nærværende og kan gennem de stærke og dybe ord støtte, trøste og lindre – også i de faser, hvor livet gør ondt."
Oversygeplejerske Rena Kopp, Herlev Hospital.
