Når hospitalspræst Lotte Mørk og forfatter og journalist Esben Kjær taler om sorg, taler de med en tyngde, der kun kommer af erfaring. Hun med 20 års dagligt arbejde med døende og pårørende på Rigshospitalet. Han med et dybt personligt tab – sin syvårige søn – som blev begyndelsen på mere end et årtis arbejde med at forstå og formidle sorg. Nu har de skrevet en bog sammen: Trøst – en lille bog om at miste, der er udkommet på Bibelselskabets Forlag.

Det er ikke en bog, der lover hurtige løsninger. Tværtimod. Allerede fra første side insisterer den på, at sorg ikke er et psykologisk problem, mennesker skal “fixe”, men en eksistentiel kraft, der forandrer os. “Sorgen er en transformerende kraft, som kommer til at ændre os fundamentalt – på godt og ondt,” siger Esben Kjær. “Det er ikke dig, der arbejder med sorgen. Det er sorgen, der arbejder med dig.”

Et andet sprog for sorgen

En af bogens centrale pointer er, at almindeligt hverdagssprog ikke rækker, når livet går i stykker. Lotte Mørk fortæller om situationer, hvor hun bliver kaldt ind til familier i fuldstændig krise, efter at et menneske er blevet erklæret hjernedød eller død ved en ulykke. “Hvad siger man?” spørger hun retorisk. “Ingenting giver mening. Hovedet går i stykker, når man er i sorg.”

Alligevel begynder de fleste spontant at tale om kærlighed – den, der var, og den, der stadig er. Og her spiller ritualerne en afgørende rolle, siger hun: “Ritualer bliver et sprog for alt det, vi ikke kan sige. De taler til hjertet – ikke til hovedet.”

Ritualer er også et omdrejningspunkt i bogen, hvor kapitlerne åbner med bibelcitater. Ikke for at gøre bogen religiøs, men fordi “troens sprog er det eneste sted, vi har ord for det, der bliver for stort”, som Esben Kjær formulerer det. Og selv mennesker, som aldrig før har tænkt over Gud, begynder at søge mening, når livet falder sammen: Hvorfor lige os? Hvorfor nu? Hvad er meningen?

En bog skrevet, så sørgende kan holde den ud

Trøst – en lille bog om at miste er bevidst skrevet, så mennesker i sorg faktisk kan læse den. Bogen er super-indkogt. Klar, simpel, uden unødige ord. “Mennesker i dyb sorg orker ikke en hel masse ord,” siger Esben Kjær. “Så vi har gjort teksten så enkel som overhovedet muligt – uden at gå på kompromis med dybden.”

Vi kan godt tåle at være gået lidt i stykker, hvis andre kan tåle at være sammen med os i det.

Opbygningen er todelt: Et hovedspor skrevet i et helt klart og ligetil sprog, afbrudt af indskud, hvor Esben Kjær og Lotte Mørk hver især deler personlige erfaringer fra hhv. tab og præstearbejde. Det giver bogen en sjælden dobbeltsynsvinkel: én, der er ramt af det værst tænkelige, og én, der har stået ved dødslejet utallige gange. “Vi ankommer til emnet fra hver vores side,” siger Esben Kjær. “Og det gør perspektivet unikt.”

Sorg er en rejse – ikke en sygdom

Et stærkt tema i både bog og samtale er kritikken af at sygeliggøre sorg. “Sorg er ikke en sygdom, vi skal kureres for,” siger Lotte Mørk. “Sorg ødelægger os – ja. Men det er okay. Vi kan godt tåle at være gået lidt i stykker, hvis andre kan tåle at være sammen med os i det.”

Hun kalder det “magtesløshedens fællesskab”: evnen til at sidde ved siden af et menneske i mørket uden at forsøge at fikse det eller trække det op. “Problemet er, at folk løber væk,” siger hun. “Men det eneste, man virkelig har brug for, er et menneske, der kan tåle ens magtesløshed.”

At leve med sine døde

Bogen handler også om de helt konkrete måder, mennesker fortsætter forbindelsen til deres døde på. Esben Kjær fortæller om sin egen søn, Sebastian, der “rejser med” i små ritualer – en halskæde, en solnedgang, særlige øjeblikke i hverdagen. “Man kan grine af det,” siger han, “men det er faktisk ret rart.”

Lotte Mørk understreger, at ritualer – også selvopfundne – kan være livsnødvendige: “De gør, at man kan handle midt i magtesløsheden.” Men de kræver omtanke, især når børn er involveret. “De tænker konkret,” siger hun og fortæller om et barn, der græd ulykkeligt, fordi “fars stjerne” en aften ikke var synlig.

“Det ender godt”

Bogens sidste kapitel hedder ”Det ender godt” – en titel, der kan provokere. Men det er netop pointen: Der er en vej gennem sorgen. “Hvis vi tør overgive os til processen,” siger Lotte Mørk. “Sorgen transformerer relationen til den, vi har mistet. Den gør det muligt at leve videre – ikke uden dem, men med dem på en ny måde.”

Esben Kjær formulerer det sådan: “Sorgen arbejder med en motorsav. Det gør frygteligt ondt. Men den proces er naturlig. Den er automatisk. Det er vores opgave at holde den ud – og at have mennesker omkring os, der kan holde os ud.”