I ældre oversættelser af Bibelen forekommer ordet ’frygt’ ofte, og det gør ’ærefrygt’ også. Man frygter naturligvis farer, og man frygter måske kongen, men ofte også Herren. Ham kan man dog andre steder nære ærefrygt for, ligesom man kan gøre det over for Hans helligdom.

Vi ser måske langt mere frygt i Det Gamle Testamente, end der egentlig er grund til. Gammeltestamentlig teologi er nemlig bredere og meget mere end den vrede Gud, som tidligere generationers bibellæsere måske gik og frygtede. Gud i Det Gamle Testamente er først og fremmest sådan, som det er beskrevet i hans selvpræsentation i Anden Mosebog 34,6-7 (i Bibelen 2020-versionen):

”Jeg er Gud, og jeg beskytter jer. Jeg er tålmodig, bliver sjældent vred. Jeg er trofast og loyal. Jeg viser min loyalitet for tusinder og tilgiver fejl og lovovertrædelser. Men jeg straffer også. Jeg hævner mig på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der har svigtet mig.”

Det er det, der i 1992-oversættelsen oversættes sådan:

”Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.”

Først og fremmest kommer altså hans tålmodighed – men han kan også blive vred. Trist nok har mange gennem tiderne stirret sig blinde på det sidste, måske for at få en modsætning til den kærlige Gud, Jesus’ far, i Det Nye Testamente.

At han er tålmodig, trofast og loyal betyder imidlertid ikke, at man så at sige kan behandle ham, som man vil. Gud – og det hellige i det hele taget – i Det Gamle Testamente er nemlig, som alle andre guder i religionerne, også karakteriseret ved at være ”das ganz Andere”, som en tysk religionsforsker, Rudolf Otto, skrev engang i det 19. århundrede. Og som den, der er helt anderledes, skal man holde sig på afstand af ham – vise ham ærefrygt, med andre ord. Ellers går det galt. Moses ved det, da han ser den brændende tornebusk i Anden Mosebog 3; Jakob ved det, da han brydes med ”en mand” ved Jabboks vadested i Første Mosebog 32; folket ved det, da de står neden for Sinaj, mens Moses alene går op for at hente lovens tavler (Anden Mosebog 19). Og vi ved det, når vi går ind i en kirke og mændene (principielt) tager hatten af, mens kvinderne (principielt) dækker de nøgne sommerskuldre til i ærefrygt.

Frygt og ærefrygt er det samme. Der er ingen grund til at være bange for Gud, men der er grund til at vise ham respekt og ærefrygt, for han er – i Det Gamle Testamente – den helt anderledes, selv om han også er ”overbærende og god // han er tålmodig, han overøser os med kærlighed og sandhed”, som det til Anden Mosebog 34,6 svarende sted lyder i Salmernes Bog 103,8.

I kristendommen er det anderledes pga. inkarnationen. Ikke desto mindre er der en del teologi i Johannesevangeliet, der peger på Jesus som ophøjet (’herliggjort’ i den autoriserede oversættelse fra 1992), og ved forklarelsen – eller forvandlingen – på bjerget (Markusevangeliet 9,1-13 og paralleller) bliver disciplene ”helt ude af sig selv af angst” (Bibelen 2020). Så selv den inkarnerede har også noget ærefrygtindgydende over sig.