Syndefaldet - Fresko fra Det Sixtinske Kapel, af Michelangelo
Syndefaldet - Fresko fra Det Sixtinske Kapel, af Michelangelo. Foto: Wikimedia Commons.

Skabelsesberetninger

Der er to forskellige skabelsesberetninger i Det Gamle Testamentes første kapitler.

Det fortælles således i Første Mosebog kapitel 1, at mennesket er kronen på Guds skaberværk og er en del af et uhyre sindrigt univers. Kapitel 2 fortæller mere specifikt, hvordan mennesket er skabt af jord og af Guds ånde, hvordan det altså både er krop og sjæl, men hvordan de to er dybt vævet ind i hinanden. Mennesket er ikke menneske, når det kun består af ånd eller kun af krop. Derudover beskrives forholdet mellem mand og kvinde i den anden skabelsesberetning.

Det er altså to forskellige ting om menneskets plads i verden, de to skabelsesberetninger fortæller om. Selvom det virker som om, de modsiger hinanden, er det som sagt mere et spørgsmål om, at de svarer på to forskellige spørgsmål. Og de spørgsmål er ikke formet efter naturvidenskabelige kategorier, som vi er vant til i dag.