Bibelen kan læses gratis online med søgefunktion og mobilvenligt layout – en løsning, der hvert år bruges af over fire millioner besøgende. Foto: Screenshot af Bibelen Online
Dansk Folkepartis formand efterlyser gratis adgang til Bibelen online. ”Messerschmidts idé er simpelthen så god, at vi har fået den for mange år siden,” siger Bibelselskabets generalsekretær Johannes Baun. For Bibelen er allerede frit tilgængelig digitalt. Foto: Pressefoto

10.04.2025 Nanna Endahl Jørgensen

Selvfølgelig er Bibelen gratis online

DF-formand Morten Messerschmidt mener, at Bibelen bør være gratis i digital form. Men han løber åbne døre ind, for i Bibelselskabet stiller vi allerede Bibelen frit til rådighed online – med mere end fire millioner årlige sidevisninger.

”Det burde være gratis at læse Bibelen,” sagde Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt i sidste uge til Kristeligt Dagblads digitale medie Kirke.dk. 

Samtidig stillede han et §20-spørgsmål til kirkeministeren om sagen.

I Bibelselskabet er vi helt enige i Morten Messerschmidts anliggende, og derfor er Bibelen tilgængelig helt gratis på Bibelselskabet.dk. Her kan man læse hele den autoriserede oversættelse fra 1992 med fuld søgefunktion og en optimeret visning på både mobil, tablet og computer.

”Messerschmidts idé er simpelthen så god, at vi har fået den for mange år siden,” siger Bibelselskabets generalsekretær Johannes Baun. ”Bibelen Online kan man altid bruge helt gratis, og der er også søgefunktioner, så man kan få hjælp til at finde rundt i Bibelen.”

Det er der mange, der har glæde af, og sidste år havde Bibelen Online mere end fire millioner sidevisninger. Det vidner om en aktiv brugerskare, som allerede finder vej til Bibelens tekster, uden at det koster dem en krone.

Derudover er det også muligt at låne Bibelen som e-bog helt gratis via de danske folkebibliotekers landsdækkende tilbud eReolen.dk, hvis man foretrækker at læse i e-bogsformat.

Bibelen kan læses gratis online med søgefunktion og mobilvenligt layout – en løsning, der hvert år bruges af over fire millioner besøgende. Foto: Screenshot af Bibelen Online
Bibelen kan læses gratis online med søgefunktion og mobilvenligt layout – en løsning, der hvert år bruges af over fire millioner besøgende. Foto: Screenshot af Bibelen Online

Hvorfor koster e-bogen penge hos Bibelselskabet?

Morten Messerschmidt peger i sit §20-spørgsmål til kirkeministeren på, at den digitale udgave af Bibelen koster ”omkring 190 kroner”.

Den pris gælder e-bogsudgaven, som sælges på linje med andre bøger, og netop dét giver ifølge Johannes Baun god mening:

”Hvis man ønsker at eje en samlet e-bogsudgave af Bibelen, kan man købe den for 169,95 kroner. Det er meget billigt for en bog, der har taget 17 år at oversætte, og som har over 1400 tætskrevne sider i to spalter,” siger han.

Ud over det store arbejde, der ligger bag oversættelsen, er der altid udgifter forbundet med digital distribution, licenser og vedligehold – også for e-bøger.

En vigtig bog og derfor gratis online

Morten Messerschmidt mener, at Bibelen som kulturarv bør være let tilgængelig for alle, og den pointe er vi i Bibelselskabet helt enige i. Netop derfor har vi i årevis tilbudt Bibelen online – gratis og uden begrænsninger.

Så konklusionen er klar: Bibelen er allerede gratis. Og det bliver den ved med at være.

Bibelen Online kan læses her