1) En motorvej til vores dybeste følelser

Næsen sidder midt i vores ansigt. Det er den mest centrale af alle vores sanser. Ifølge Det Gamle Testamente begynder livet med, at Gud blæser livsånde ind i Adams næse. For mig begynder livet også i næsen. Lugtesansen er en motorvej til vores dybeste følelser. Men det er også en motorvej til Gud. Når jeg lugter onycha, galbanum, myrra, frankincense, henna, ceder, safran, granatæbletræets blomster og alle de andre dufte fra Bibelen, husker jeg med min næse de bibelske fortællinger.

2) Dufte er Bibelens luksusvare

Det bedste, mennesker kan give Gud og hinanden, er dufte. Derfor giver vismændene Jesusbarnet de fornemste dufte, de har. En kvinde smører Jesus ind i duftende nardusparfume. Og efter døden kommer Nikodemus til Jesus med 33 kilo aloe og myrra, nogle af Bibelens dyreste dufte.

3) Kristendommen er opkaldt efter en duft …

Konger og ypperstepræster blev i Bibelen smurt ind i duftende olie for at markere deres høje rang i samfundet. Når Jesus blev kaldt Kristus skyldes det, at han er himlens og jordens konge. Kristendommen er opkaldt efter en duft. Som kristne er vi de duftende. Dem, der bærer Kristi velduft.

4) Hvordan lugtede Jesus?

Vi kender Jesus’ ord og har set tusindvis af billeder af, hvordan vi forestiller os hans udseende. Men hvordan lugtede Guds søn? Var der omkring ham en duft af evigheden, af den uskyld som man kan lugte i folderne på et spædbarns nakke? Kunne det tænkes, at nogle af de bibelske personer også er kommet til tro på Jesus som Guds søn, fordi han havde en helt særlig lugt?

5) Kan Jesus åbenbare sig i en duft?

Mange har haft en nærdødsoplevelse, hvor de har set smukt lys eller engle eller hørt vidunderlig musik. Jeg har mødt en kvinde, der havde lugtet Jesus og kort før sin død igen indsugede duften af ham. Når Jesus kan åbenbare sig i en røst fra himlen eller i et syn, hvorfor skulle han så ikke vise sig for os mennesker i en duft?

6) Folkekirken tilbeder også med dufte

Den danske folkekirke bilder sig ind, at den ikke tilbeder Jesus Kristus med dufte. Men det gør den. Vi sætter duftende blomster på alteret, på festdage pynter vi stolerækkerne med buketter. Vi tror, vi gør det udelukkende for øjnenes skyld. Men blomsterne er et duftoffer til Herren. Og når vi mister dem vi elsker, siger vi farvel til dem med dufte. Kisten er pyntet med blomster, duftende kranse er lagt på kirkegulvet og den sidste hilsen ved graven er en rose, en duft, vi kaster ned til kisten eller urnen.

Poul Joachim Stender, født i 1956, er præst og forfatter til en lang række bøger om mad, erotik og eksistens. Senest har han udgivet bogen Guds sved, som går på jagt efter duftenes symbolske, historiske og religiøse betydning.